I 1949 kom gileadmissionæren Demetrius Atzemis fra Egypten til Sudan for første gang. Ligesom i Egypten var flodbredderne i Khartoum-området grønne, med marker hvor man dyrkede agurker, porrer og løg. På nogle veje i nærheden af vandet kunne man finde skygge under store banyantræer. Men disse frodige områder var begrænsede og blev snart afløst af den golde ørken. Her var den brune farve dominerende. Himmelen var brun. Jorden var brun. Lerstenshusene var brune. Og endda meget af tøjet var brunt.

Så var der den brændende hede. Selv om natten kan temperaturen ligge på 39° C, og i solen stiger termometret til 60° C. Da vandrørene var udsat for solens stråler kunne man blive skoldet af et „koldt“ brusebad hvis man ikke først lod vandet løbe et stykke tid.

Her fik broder Atzemis travlt. Han forkyndte hovedsagelig i Omdurman, hvor han tegnede 600 abonnementer. Derefter tog han videre til en mindre industriby ved navn Wad Medani, før han vendte tilbage til Egypten.

I 1953 vendte broder Atzemis tilbage fra Kairo, og denne gang blev han i fem måneder. Han organiserede en systematisk gennemgang af distriktet i Khartoum. Belønningen kom da de tre brødre Orphanides kom med i sandheden.

Broder Atzemis kom stadig på besøg af og til, og i 1955 kunne Selskabet sende endnu en missionær til Khartoum, nemlig Emmanuel Paterakis, som blev der i ti måneder.