I den sydlige del af landet var der to ting som kunne forstyrre kredstilsynsmændenes regelmæssige besøg i menighederne: Rejsen kunne når som helst blive afbrudt af guerillakrig eller brændstofmangel, og det kunne være svært at finde ordentlige transportmuligheder. Man måtte måske sidde sammenklemt bag i en overfyldt lastbil og bumpe op og ned hele dagen eller snegle sig af sted med ti kilometer i timen i et overfyldt tog, med to passagerer på hver plads og andre på vognenes tage. At rejse med fly var heller ingen let sag. Det kunne betyde at man måtte vente en hel uge på flyets ankomst, og derefter have mindre end en times varsel om flyets afgang. Men menighederne værdsatte virkelig kredstilsynsmændenes besøg. Deres glæde og gæstfrihed var ubeskrivelig.

Størstedelen af væksten har imidlertid vist sig at komme blandt beboerne i den sydlige del af landet. Det er høje, mørke, atletisk byggede mennesker som ofte er dekoreret med mange tatoveringer og flænger i ansigtet og på kroppen.

Da mange flygtede fra sult og krig, steg befolkningstallet i hovedbyen Juba i den sydlige del af landet til over en kvart million. Trods dette strammede guerillastyrkerne deres greb om byen. I lange perioder var den fuldstændig afskåret fra omverdenen. Nødhjælpsforsyninger til vore brødre er flere gange nået frem i sidste øjeblik, lige inden deres midler slap op.

Men oplæringen af det stigende antal pionerer fortsatte, og det samme gjorde det regelmæssige åndelige samvær. Forsyningen af åndelig føde svandt ikke ind. Efterhånden som sandheden blev udbredt længere og længere mod syd, kom der nye grupper og menigheder til i den ene by efter den anden.

Midt under dette pres skete der nogle overraskende ting i 1990. Først opnåede Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i en af de sydlige provinser.