Selvmord — den skjulte epidemi

JOHN OG MARYa er sidst i halvtredserne og bor i et lille hus på landet et sted i USA. John er langsomt ved at dø af emfysem og hjertesvigt. Mary kan slet ikke forestille sig et liv uden John, og hun kan ikke bære at se ham ligge og hive efter vejret og langsomt sygne hen. Mary har selv helbredsproblemer og har i mange år lidt af depressioner. John har i den senere tid været bekymret fordi Mary har talt om selvmord. På grund af depressionerne og sit store medicinforbrug er hun blevet mere og mere konfus. Hun siger at hun ikke kan klare tanken om at blive alene.

Huset er fuldt af medicin — hjertepiller, antidepressiva og beroligende midler. En tidlig morgen går Mary ud i køkkenet og begynder at tage piller. Hun standser ikke før John finder hende og tager pillerne fra hende. Da han ringer efter en ambulance, er hun ved at gå i koma. Han beder til at det ikke er for sent.

Hvad viser selvmordsstatistikken?

Der er i de senere år blevet skrevet meget om det stigende antal selvmord blandt unge. Og dét med rette, for det er tragisk når unge der har hele livet for sig, lider en for tidlig død. Men noget der ofte overses af medierne, er at selvmordsraten i de fleste lande stiger støt med alderen. Som vist i rammen gælder dette uanset om det samlede antal selvmord i et bestemt land er højt eller lavt. Et hurtigt blik på disse statistikker fortæller også noget om de globale dimensioner denne skjulte epidemi har antaget.

I 1996 rapporterede USA’s Center for Sygdomskontrol at antallet af selvmord blandt amerikanere på 65 år og derover var steget hele 36 procent siden 1980. En del af denne stigning skyldes at ældrebefolkningen i USA er vokset i antal. Men det er ikke hele forklaringen. I 1996 gik den faktiske selvmordsrate blandt folk over 65 år op med 9 procent for første gang i 40 år. Af dødsfald som følge af ulykker er det kun fald og trafikuheld der kræver flere ofre blandt ældre amerikanere. Men disse foruroligende tal kan i virkeligheden være meget højere. Bogen A Handbook for the Study of Suicide oplyser: „Man har mistanke om at antallet af selvmord er sat alt for lavt i de statistikker der er baseret på dødsattester.“ Bogen tilføjer at nogle anslår at antallet af selvmord er dobbelt så højt som statistikkerne angiver.

I USA og mange andre lande er selvmord blandt ældrebefolkningen faktisk så udbredt at der er tale om en skjult global epidemi. Dr. Herbert Hendin, der er specialist på området, siger: „Til trods for at selvmordsraten i USA stiger markant med alderen, har selvmord blandt de ældre ikke fået særlig megen offentlig omtale.“ Hvad er grunden? Ifølge Herbert Hendin skyldes problemet måske delvis at selvmordshyppigheden blandt ældre altid har været høj. Derfor „har den ikke virket så alarmerende som den voldsomme stigning i antallet af selvmord blandt unge“.

Flere fuldbyrdede selvmord

Hvor chokerende disse statistikker end er, består de kun af kolde tal. De kan ikke beskrive ensomheden ved livet uden en højt skattet ægtefælle, fortvivlelsen over at man ikke længere kan klare sig selv, kampen mod en langvarig sygdom, den indre smerte som følge af en kronisk depression eller den håbløshed man føler når man lider af en dødbringende sygdom. Sandheden er desværre at mens unges forsøg på selvmord kan være en overilet reaktion på midlertidige problemer, kæmper de ældre ofte med problemer der synes at være varige og uløselige. Når ældre tyr til selvmord, er det derfor i mange tilfælde et resultat af en mere velovervejet beslutning end hos unge, og ofte fuldbyrdes selvmordet.

„Ikke alene er selvmord betydeligt mere udbredt blandt de ældre, men selve handlingen afspejler også væsentlige forskelle mellem ældre og unge,“ siger dr. Herbert Hendin i sin bog Suicide in America. „Især forholdet mellem selvmordsforsøg og fuldbyrdede selvmord ændrer sig ret markant jo ældre personerne er. I befolkningen som et hele anslås forholdet mellem selvmordsforsøg og fuldbyrdede selvmord at være 10 til 1; blandt de unge (15-24 år) skønnes forholdet at være 100 til 1; og blandt dem der er over 55, skønner man at det er 1 til 1.“

Denne statistik må siges at vække til eftertanke. Ja, det er nedslående at blive gammel, miste sine kræfter, føle smerte og blive syg. Intet under at mange begår selvmord. Der er dog flere grunde til at værdsætte livet selv under meget vanskelige omstændigheder. Hør engang hvad der skete med Mary, som blev omtalt i indledningen.

[Fodnote]

[Oversigt på side 3]

Selvmordsrate pr. 100.000, efter alder og køn

Mænd/Kvinder (15-24 år)

8,0/2,5 Argentina

13,5/5,8 Danmark

19,2/3,8 Ungarn

10,1/4,4 Japan

7,6/2,0 Mexico

53,7/9,8 Rusland

23,4/3,7 USA

Mænd/Kvinder (75 år og derover)

55,4/8,3 Argentina

69,3/19,4 Danmark

168,9/60,0 Ungarn

51,8/37,0 Japan

18,8/1,0 Mexico

93,9/34,8 Rusland

50,7/5,6 USA

Et fornyet ønske om at leve

MARY led af en depression og havde også andre helbredsproblemer. Men hun var ikke følelsesmæssigt isoleret fra sin familie, og hun havde heller ikke problemer med alkohol eller stoffer. Marys eksempel viser at ikke alle risikofaktorer behøver at være til stede før et menneske forsøger at begå selvmord.

For en tid så det ud til at Mary blot ville blive endnu et tal i en statistik der bekræfter den målbevidsthed hvormed ældre mennesker ofte tager sig af dage. I flere dage lå hun i koma på intensivafdelingen på det lokale hospital, og hendes livstegn blev mere og mere uregelmæssige. Hendes fortvivlede mand, John, veg sjældent fra hendes side. Lægerne advarede ham og familien om at Mary muligvis ikke ville overleve, og hvis hun gjorde, måtte de være forberedt på at hendes hjerne havde taget varigt skade.

Mary fik hver dag besøg af en nabo ved navn Sally, som er et af Jehovas vidner. Hun fortæller: „Jeg tilskyndede familien til ikke at opgive håbet. For nogle år siden lå min mor, som har sukkersyge, i koma i flere uger. Lægerne havde sagt til mig og familien at hun ikke ville overleve, men det gjorde hun. Jeg holdt ofte Marys hånd og talte til hende sådan som jeg havde gjort ved min mor, og jeg syntes at jeg kunne mærke en svag reaktion.“ På tredjedagen var reaktionen blevet stærkere, og Mary kunne tilsyneladende genkende folk, men var stadig ikke i stand til at tale.

’Kunne jeg have forhindret det?’

„John var meget skyldbetynget,“ siger Sally. „Han var overbevist om at det alt sammen var hans skyld.“ Det er en almindelig reaktion på en vens eller et familiemedlems selvmord eller selvmordsforsøg. „Jeg mindede ham om at Mary var i behandling for en depression. Hun var syg og kunne ikke gøre for at hun var deprimeret, lige så lidt som han kunne gøre for at han var fysisk syg.“

Pårørende til dem der har begået selvmord, plages ofte af spørgsmålet: ’Hvad kunne jeg have gjort for at forhindre det?’ Ved at være opmærksom på advarselssignaler og risikofaktorer kan man måske afværge et selvmordsforsøg. Men hvis ikke, må man huske at man ikke er ansvarlig for en andens selvdestruktive handling. (Galaterne 6:5) Det gælder især i de tilfælde hvor selvmordskandidaten bevidst forsøger at give sin familie skyldfølelse. Dr. Hendin, som blev citeret tidligere, siger: „Man bør huske at selvmordsforsøg med dødelig udgang ofte forekommer blandt personer som håber at de kan påvirke eller manipulere med andre menneskers følelser selv om de ikke længere vil være i live og kan opleve resultatet af deres anstrengelser.“

Dr. Hendin påpeger derefter: „I mange tilfælde ønsker ældre mennesker som har selvmordstendenser, at påvirke, styre eller tvinge deres voksne børn, søskende eller ægtefæller til at påtage sig en større beskytterrolle. De krav som patienten stiller, er tit umulige at efterkomme. Alligevel holder vedkommende ofte ubøjeligt fast ved dem, og selvmordsforsøg der ikke er seriøse, efterfølges ofte af forsøg som er alvorligt ment.“

Familiens medlemmer kan under sådanne omstændigheder føle at de er under et pres der langt overstiger deres kræfter. Vi må imidlertid aldrig glemme at Jehova Gud vil oprejse de døde, og at opstandelsen også kan omfatte dem af vore kære som på grund af depression, mentale lidelser eller fortvivlelse har taget deres eget liv. — Se artiklen „Hvad siger Bibelen? Selvmord — Er der håb om en opstandelse?“ i Vågn op! for 8. september 1990, side 22-23.

Selvmord kan ikke retfærdiggøres, men det er en trøst at tænke på at vore kæres fremtidige udsigt til liv er afhængig af en Gud som fuldt ud forstår at svagheder og skrøbeligheder kan drive nogle til at begå så desperat en handling. Bibelen siger om Jehova: „Så høj som himmelen er over jorden, er hans loyale hengivenhed overvældende mod dem der frygter ham. Så langt som solopgang er fra solnedgang, så langt har han fjernet vore overtrædelser fra os. Som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, har Jehova vist barmhjertighed mod dem der frygter ham. For han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ — Salme 103:11-14.

Et lykkeligt udfald

I to dage svævede Mary mellem liv og død, men hun overlevede. Hun blev mere og mere klar i hovedet, og John tog hende med hjem til et hus hvor al medicin var sat bag lås og slå. Mary går nu regelmæssigt til efterbehandling hos specialister i mentalhygiejne og siger at hun hverken kan forklare eller huske de dystre tvangstanker som nær havde kostet hende livet.

Nu kommer Sally, John og Marys nabo, en gang om ugen og læser Bibelen sammen med dem. De har lært ud fra Bibelen at Gud meget snart vil løse de problemer som, især for de ældre, kan virke uløselige. „Men Bibelen i sig selv er naturligvis ikke et universalmiddel,“ siger Sally. „Man må selv ved hjælp af Bibelen forvisse sig om at disse løfter er pålidelige, og så må man anvende det man lærer. Men jeg tror at John og Mary er ved at få et solidt håb for fremtiden.“

Hvis din fremtid ser mørk ud og du kunne tænke dig at få et sandt håb, hvorfor så ikke kontakte Jehovas vidner? Lad dem, sådan som de gjorde det i John og Mary’s tilfælde, vise dig at Gud både kan og vil løse alle vore problemer i nær fremtid. Uanset hvor håbløs situationen ser ud lige nu, er der en løsning. Du kan gøre dig selv en tjeneste ved sammen med Jehovas vidner at undersøge det sikre håb for fremtiden som har givet mange et fornyet ønske om at leve.

Et sikkert håb

FOR næsten 2000 år siden blev Jesus, som ofte kaldes det største menneske der har levet, uretfærdigt dømt til døden. Mens han hang på marterpælen, sagde en forbryder der hang ved siden af ham, spottende: „Du er Messias, ikke sandt? Frels dig selv og os.“

Det fik en anden pælfæstet forbryder til at irettesætte ham der spottede, med ordene: „Frygter du slet ikke Gud, nu da du er under samme dom? Og vi er det jo med rette, for vi får fuldt ud hvad vi fortjener for det vi har gjort; men denne mand har ikke gjort noget forkert.“ Derpå vendte han sig mod Jesus og bad indtrængende: „Husk mig når du kommer i dit rige.“

Jesus svarede: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:39-43.

Jesus havde fået stillet et vidunderligt håb i udsigt. Apostelen Paulus beskriver hvilken virkning dette håb havde på Jesus: „For den glæde der lå foran ham, udholdt [han] en marterpæl, idet han foragtede skammen.“ — Hebræerne 12:2.

Den glæde der lå foran Jesus, indbefattede at han igen skulle være sammen med sin Fader i himmelen og med tiden blive regent i Guds rige. Han vil også få den glæde at byde prøvede og trofaste disciple der skal herske som konger over Jorden sammen med ham, velkommen til himmelen. (Johannes 14:2, 3; Filipperne 2:7-11; Åbenbaringen 20:5, 6) Hvad mente Jesus så da han lovede den angrende forbryder at han ville komme i Paradiset?

Hvilket håb er der for forbryderen?

Denne mand var ikke kvalificeret til at herske sammen med Jesus i himmelen. Han er ikke blandt dem til hvem Jesus sagde: „Det [er] jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Lukas 22:28, 29) Men Jesus lovede at forbryderen ville være sammen med ham i Paradiset. Hvordan vil det løfte blive opfyldt?

Jehova Gud satte den første mand og kvinde, Adam og Eva, i Paradiset, en glædens have der blev kaldt Eden. (1 Mosebog 2:8, 15) Eden var på jorden, og det var Guds hensigt at hele jorden skulle blive et paradis. Adam og Eva var imidlertid ulydige mod Gud og blev udvist af deres smukke hjem. (1 Mosebog 3:23, 24) Men Jesus lod forstå at Paradiset vil blive genoprettet og komme til at omfatte hele jorden.

Da apostelen Peter spurgte Jesus om hvilken belønning han og hans medapostle ville få for at følge ham, lovede Jesus: „I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner.“ (Mattæus 19:27, 28) Det er værd at bemærke at Jesus i Lukas’ gengivelse af denne samtale citeres for at sige „i den kommende tingenes ordning“ i stedet for „i genskabelsen“. — Lukas 18:28-30.

Når Jesus Kristus sætter sig på sin herligheds trone i himmelen, i fællesskab med dem der skal herske sammen med ham, vil han oprette en ny og retfærdig tingenes ordning. (2 Timoteus 2:11, 12; Åbenbaringen 5:10; 14:1, 3) Guds oprindelige hensigt, at hele jorden skulle være et paradis, vil blive gennemført ved hjælp af Kristi himmelske styre.

Under dette riges styre vil Jesus opfylde sit løfte til den forbryder der døde ved siden af ham. Han vil oprejse ham, og denne mand vil blive en af Jesu jordiske undersåtter. Forbryderen vil da få mulighed for at opfylde Guds krav og leve evigt under Rigets styre. Vi kan også glæde os over det bibelske håb om evigt liv i et paradis på jorden.

En meningsfyldt tilværelse

Forestil dig hvor meningsfyldt et liv dette storslåede håb kan give os. Det kan beskytte vores sind mod de katastrofale følger af en negativ tankegang. Apostelen Paulus sammenlignede dette håb med en vigtig del af en åndelig rustning. Han sagde at vi må have „frelseshåbet“ på som „hjelm“. — 1 Thessaloniker 5:8; Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4.

Dette håb er livsopretholdende. I det kommende paradis vil ensomhed blive erstattet af glædestårer når de af vore kære som vi har mistet i døden, bliver bragt tilbage til livet af „den Gud som oprejser de døde“. (2 Korinther 1:9) Da vil fortvivlelsen over fysiske svagheder, smerte og nedsat førlighed være glemt, for ’den halte vil springe som hjorten’. Et menneskes legeme vil „blive friskere end det var i ungdommen“, og det vil „vende tilbage til ungdomskraftens dage“. — Esajas 35:6; Job 33:25.

Til den tid hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg’“, vil lidelserne i forbindelse med langvarige sygdomme svinde af erindringen. (Esajas 33:24) Fortvivlelsen hos dem der lider af kronisk depression, vil blive forvandlet til „en varig fryd“. (Esajas 35:10) Den håbløshed som overvælder mange der lider af en dødelig sygdom, vil forsvinde sammen med menneskets gamle fjende, døden. — 1 Korinther 15:26.