Nigerias højesteret stadfæster religionsfrihed
NOGLE folk fra landsbyen plyndrer en landmands høst. Andre stormer en murermesters hus og konfiskerer hans arbejdsredskaber. Atter andre forhindrer en kvinde i at købe og sælge. Hvorfor disse overgreb? Fordi ofrene, som alle er Jehovas vidner, ikke vil være med i årgangsforeninger. ’I hvad?’ spørger du måske.
En årgangsforening er en forening af folk, som regel mænd, der er født omkring det samme år og i den samme landsby. I det østlige Nigeria er årgangsforeninger meget almindelige. De giver økonomisk støtte til byprojekter, men de tager også del i afgudsdyrkelse og udfører spiritistiske ritualer der skal vise at medlemmerne er blevet voksne. Eftersom Bibelen fordømmer at sande kristne tager del i disse ting, vil Jehovas vidner ikke være med i sådanne foreninger. — 1 Korinther 10:20, 21; 1 Johannes 5:21.
Samuel Okogbue arbejdede som skrædder i Aba, Nigeria. I begyndelsen af 1978 krævede nogle medlemmer af Umunkalu-årgangsforeningen i Alayi at han betalte en ’afgift’ som hjælp til at bygge et helsecenter. Som en sand kristen er Samuel meget hjælpsom over for andre, men af samvittighedsgrunde nægtede han at have noget med årgangsforeningen at gøre. Den 22. april samme år brød seks af gruppens medlemmer ind i hans butik og stjal hans symaskine. De sagde at de ville beholde den indtil han betalte pengene. Samuel indvendte at han ikke var forpligtet til at betale fordi han ikke var medlem af deres forening. Da han ikke kunne få sin symaskine tilbage bragte han sagen for retten.
Retssagen
Over for øvrighedsdomstolen anførte årgangsforeningen at Samuel på grund af sin alder automatisk var medlem og derfor også pligtig at betale enhver afgift foreningen pålagde medlemmerne. Endvidere var det oprindelig skik at hvis et medlem ikke ville betale en afgift skulle hans ejendele beslaglægges indtil pengene forelå.
Retten var ikke enig. Den 28. februar 1980 afgjorde retten at Samuel ikke kunne tvinges til at blive medlem af en årgangsforening. Øvrighedsdomstolens kendelse lød: „En skik der berøver en borger retten til selv at vælge tilhørsforhold er i modstrid med paragraf 37 i republikken Nigerias grundlov og kan derfor ikke finde støtte i loven.“
Årgangsforeningen ankede sagen til landsretten og vandt. Dommeren pålagde Samuel at betale afgiften og sagde at det blot var en måde at støtte udviklingen i hans hjemby på.
Samuel opfattede det som en uretfærdighed og appellerede sagen. Appelretten omstødte landsrettens afgørelse og afgjorde sagen i Samuels favør. Årgangsforeningen ville ikke erkende nederlaget, så den indbragte sagen for Nigerias højesteret.
I mellemtiden havde foreningen haft travlt i Samuels hjemby. Idet den påstod at Jehovas vidner var imod alle projekter i byen, overtalte den byens ledelse til at forbyde deres virksomhed i det område. Byens udråber bekendtgjorde at enhver der gjorde forretninger med Jehovas vidner ville få en bøde. Forkyndere fra de nærliggende byer skred ind og forklarede sagens rette sammenhæng for byens ældste. De forklarede at Guds folk på ingen måde satte sig imod udviklingen i byen. Samuel havde endda i retten fremlagt beviser for at han i byen havde støttet nogle projekter der ikke var sponsoreret af årgangsforeninger. Byens ældste trak deres beslutning om at boykotte forkynderne tilbage.
Religionsfriheden triumferer
Den 21. oktober 1991 blev sagen af fem dommere i Nigerias højesteret enstemmigt afgjort til Samuels fordel. Dommer Abubakar Wali fastslog, på grundlag af dommer Paul Nwokedis udsagn: „Det er ikke den pålagte afgift indstævnede [Samuel] er imod, men dét at være medlem af en sammenslutning, en klub eller forening, fordi det er imod hans religiøse overbevisning som et af Jehovas vidner.“
Dommeren fortsatte: „Forfatningen af 1963, paragraf 24(1), garanterer alle nigerianske borgere frihed i tro, i holdning og i religion. Den indstævnede er berettiget til at holde fast ved sin tro, sin holdning og sin religions principper, der forbyder ham at være medlem af årgangsforeningen. Enhver skik der griber ind i dette er imod forfatningen og er derfor uden gyldighed i den sammenhæng.“
Kort sagt afgjorde retten at ingen lovmæssigt set kan tvinges til at slutte sig til en årgangsforening, selv om det er en lokal skik. Det blev også afgjort at man ikke kan tvinges til at betale ’afgifter’ gennem en forening man ikke er medlem af, selv om pengene går til byudvikling. Så i denne tilsyneladende lille sag blev alle nigerianeres religionsfrihed stadfæstet.