Godt en måned senere — på den amerikanske „flagdag“, den 14. juni — omstødte højesteret igen en af sine kendelser. Denne gang var det dommen i Gobitis-sagen, og det skete i den sag der kendes som West Virginia State Board of Education mod Barnette.c I afgørelsen hed det at „ingen offentlig myndighed, den være sig overordnet eller underordnet, kan foreskrive hvad der på det politiske, nationale, religiøse område, eller i andre meningsspørgsmål skal være normen, eller tvinge borgerne til ved ord eller handling at give udtryk for tro på denne“. Mange af de argumenter som fremførtes i denne sag, blev siden brugt i Canada ved Ontarios appelret i sagen Donald mod Hamilton Board of Education. Canadas højesteret afviste at omstøde den dom der var blevet afsagt i denne sag.

I god overensstemmelse med dommen i Barnette-sagen, og endda på samme dag, afgjorde De Forenede Staters højesteret i sagen Taylor mod State of Mississippid at man ikke med rette kan anklage Jehovas vidner for tilskyndelse til oprør blot fordi de forklarer deres grunde til ikke at hilse flaget og fordi de siger at alle nationer vil stå som tabere fordi de stiller sig i opposition til Guds rige. Disse domme var med til at bane vejen for gunstige afgørelser ved andre domstole, både i sager hvor børn havde nægtet at hilse flaget i skolen og sager angående ansættelse og forældreret. Et vendepunkt var nået.e

[Ramme på side 687]

Hvordan det gik til at højesteret ændrede kurs

I sagen „Minersville School District“ mod „Gobitis“ i 1940 afgjorde De Forenede Staters højesteret med otte ud af ni dommerstemmer at man godt kunne forlange at skolebørn skulle hilse flaget. Kun dommer Stone stemte imod. Men to år senere, i sagen „Jones“ mod „Opelika“, afgav tre andre dommere (Black, Douglas og Murphy) dissens, og benyttede lejligheden til at give udtryk for at der efter deres mening var afsagt en forkert dom i „Gobitis“-sagen, fordi man i denne dom havde tillagt trosfriheden underordnet betydning. Det betød at fire ud af de ni højesteretsdommere nu var stemt for at omstøde dommen i „Gobitis“-sagen. To af de fem andre dommere som havde tillagt trosfriheden mindre betydning var nu pensionerede, og to nye dommere (Rutledge og Jackson) var udnævnt da den næste flaghilsensag kom for højesteret. I sagen „West Virginia State Board of Education“ mod „Barnette“ i 1943 stemte begge disse dommere til fordel for trosfriheden og imod tvungen flaghilsen. Sådan gik det til at højesteret med seks stemmer mod tre omstødte de kendelser der var afsagt i fem forudgående appelsager („Gobitis“, „Leoles“, „Hering“, „Gabrielli“ og „Johnson“).

Dommer Frankfurter, som afgav dissens i „Barnette“-sagen, udtalte: „Det er sket før, og det vil stadig ske fra tid til anden, at højesteret skifter standpunkt. Men bortset fra mindre udsving som senere er blevet korrigeret, tror jeg ikke at denne domstol, før den behandlede disse sager med Jehovas vidner, har omstødt nogen kendelse med det formål at begrænse demokratiske instansers magt.“

[Illustrationer på side 686]

Dommerne ved De Forenede Staters højesteret. Med dommerstemmerne 6 mod 3 i „Barnette“- sagen afviste de den tvungne flaghilsen til fordel for trosfriheden. Dermed blev højesterets egen afgørelse i „Gobitis“-sagen omstødt