En ivrig interesseret flytter ind

En anden pioner i den periode, den 19-årige Cecyl Pinas, arbejdede utrætteligt i Wageningen, en bebyggelse cirka 190 kilometer vest for hovedstaden. Der traf han Adolf „Jef“ Gefferie, en 21-årig mekaniker, der hørte sandheden og sugede den til sig.

Bibelstudierne med Jef varede tre-fire timer. Efter et studium sagde Cecyl og hans makker: „Jef, vi er trætte. Vi går hjem.“ Jef sagde: „Jeg går med jer det halve af vejen.“ Da de var nået halvvejen standsede pionererne, men Jef blev ved med at stille spørgsmål. Pionererne gik videre med Jef i hælene. Da de kom hjem sagde pionererne: „Godnat, Jef.“ Men Jef blev ved med at stille spørgsmål. „Hør her, Jef,“ sagde Cecyl, „du kan godt stille flere spørgsmål, men jeg går i seng. Så hvis jeg ikke svarer, er det fordi jeg er faldet i søvn.“ ’Det var en god idé,’ tænkte Jef. Han lagde sig på gulvet, og drøftelsen fortsatte indtil Cecyl var stille.

Næste dag kom Jef med sine ejendele til pionerernes hjem. „Før vi vidste af det,“ ler Cecyl, „var han flyttet ind hos os. Hvert ledigt øjeblik studerede vi. Efter tre måneder blev Jef døbt, og to år senere blev han specialpioner.“

’Paradisbogen’ baner vejen

Da byggeprojektet var færdigt koncentrerede brødrene sig om at forkynde langs tre floder, Saramacca, Surinam og Tapanahoni. Nel Pinas, Cecyls broder, og Baya Misdyan rejste til aucanerbusknegrene ved den fjerne Tapanahoniflod — et område hvor der ikke før havde været Jehovas vidner. Rigets budskab var dog blevet hørt der. Bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis havde banet vejen. Hvordan var det gået til?

I 1959 havde Nel Pinas gennemgået billederne i bogen med Edwina Apason, en aucanerkvinde som han traf i Albina, en landsby i det nordøstlige Surinam. Edwina, som hverken kunne læse eller skrive, var meget glad for det hun lærte, men efter syv måneder vendte hun tilbage til Tapanahoni, og man mistede kontakten med hende.

Otte år senere mødte Nel imidlertid Edwina i hovedstaden, en uge før han rejste til Tapanahoni. Hun fortalte ham at hun i al den tid havde forkyndt for sin stamme ved hjælp af billederne i ’Paradisbogen’. Da hun hørte at Nel stod og skulle af sted til Tapanahoni, bad hun ham indtrængende om at opsøge to interesserede, Yabu, en ung mand, og Tyoni, en ung kvinde.

En hjertevarmende reaktion

To dage efter at brødrene var kommet til Tapanahoni fandt de Yabus landsby, Yawsa, men han var ikke hjemme. Den næste aften kom Yabu imidlertid til brødrene. Han fortalte dem at han havde brudt med dæmonismen og ønskede at tjene Gud. Han tog fem dage fri fra arbejde og studerede med brødrene i otte timer hver dag. Da de fem dage var gået, ønskede han at tjene den sande Gud, Jehova.

Nu ledte brødrene så efter Tyoni, en 20-årig busknegerpige der allerede havde forkyndt i sin landsby, Granbori, ved at vise billederne i ’Paradisbogen’. Hendes broder, en heksedoktor, havde imidlertid taget bogen fra hende. Tyoni græd og bad: „Åh, Jehova, giv mig dog en anden ’Paradisbog’.“ Det er ikke så sært at de to brødre følte sig tilskyndet til at finde hende!

En dag hørte Tyoni at der var kommet Jehovas Vidner til en nærliggende landsby. Hurtigt padlede hun hen til landsbyen, men brødrene var taget af sted. Hvor skuffende! Men senere vendte brødrene tilbage og studerede med hende i tre dage. Hun fortalte at når hun ikke havde noget at spise, tilbød hendes slægtninge hende kød fra vilde dyr som blodet ikke var løbet af. Hun nægtede altid at tage imod det. Hendes fader truede med at slå hende hvis hun ikke opgav sin tro. Alligevel sagde hun: „Selv om de truer med at slå mig ihjel, vil jeg ikke give op.“ Og det kom fra en pige der ikke kunne læse og som kun havde lært sandheden at kende ved hjælp af billeder! Rørt over hendes tro gav brødrene hende deres sidste ’Paradisbog’. Hun knugede den ind til sig. Overvældet af glæde takkede hun Jehova fordi han havde besvaret hendes bøn.

Efter to måneder vendte brødrene tilbage til Paramaribo, men senere flyttede Nel og hans kone, Gerda, til Tapanahoni for at arbejde som specialpionerer og bygge videre på dette fodfæste som sandheden havde fået i regnskoven.