• Surinam
    Jehovas Vidners Årbog 1990

    • Mere hjælp fra Gilead

      Kort efter, i 1968, ankom gileaditterne Roger og Gloria Verbrugge fra Canada og Rolf og Margret Wiekhorst fra Tyskland, hvorved missionærfamilien blev fordoblet, fra fire til otte. De nye missionærers varme personlighed sammen med deres oprigtige interesse for andre gjorde dem hurtigt vellidte blandt de lokale brødre.

      Tidligere var en anden gileadit, Albert Suhr, også kommet til Paramaribo. Efter at Albert var udgået fra Gileads 20. klasse i 1953 havde han virket i 13 år som missionær på Curaçao indtil epilepsi havde tvunget ham til at rejse og flytte ind hos slægtninge i Surinam. Uden hensyn til sin sygdom genoptog han pionertjenesten indtil han på grund af sit svigtende helbred måtte flytte på plejehjem. Men Albert havde ikke i sinde at holde op med at forkynde. Lad os aflægge ham et besøg der.

      Om morgenen laver han en udstilling med bladene Vagttårnet og Vågn op! i opholdsstuen. Så skriver han dagens tekst med store bogstaver for en 80-årig nabo der ser dårligt. Dernæst uddeler han blade til beboere og sygeplejersker. Ved dagens slutning slår Albert sig ned for at studere personligt. „Mit svigtende helbred forhindrer mig i at gøre mere,“ siger Albert, nu 68, „men at tjene Jehova er stadig mit hjertes ønske.“ Beskedent undlader han at nævne at han i én måned for nylig havde 126 timer i tjenesten. „Anonyme slidere som Albert,“ siger en missionær, „minder os om hvad troen drejer sig om.“

      „Vandstævnet“

      I nogle år havde forkyndertallet ligget og svinget omkring 500. Men så voksede tallet til over 550. Hvorfor den forøgelse? I en rapport fra afdelingskontoret står der: „Det internationale stævne ’Fred på jorden’ har haft en markant indflydelse på arbejdet.“

      Dette stævne i 1970 huskes som „Vandstævnet“. Om natten den 16. januar regnede det som det ikke havde regnet siden 1902, og Paramaribo og stadionet, stævnepladsen, blev oversvømmet. „Den morgen vågnede nogle forkyndere op og så at deres hus stod i vand til knæhøjde,“ fortæller Gré van Seijl. „Alligevel mødte de op til stævnet.“ En af brødrene i stævneledelsen siger: „Vi var forbløffede over at se mere end 1200 vade gennem det mudrede vand ind på stadion. Vi havde aldrig set så mange før.“

      Åh, de busser!

      Oversvømmelser var dog sjældne, men at en bus brød sammen før eller efter et stævne var helt almindeligt. En søndag sidst i 1960’erne ventede 48 personer på at en bus til 30 passagerer skulle komme og køre dem tilbage til Paramaribo, men bussen kom ikke. „Vi kiggede efter chaufføren,“ fortæller Rolf Wiekhorst, „og fandt ham midt mellem hundreder af motordele der lå spredt rundt om. ’Der er noget i vejen med gearkassen,’ sagde han, ’men jeg skal nok ordne den.’“

      Fire timer senere begyndte turen. Der lugtede snart brændt i bussen. „Det er kun fjerde gear der virker,“ forklarede chaufføren. Efter midnat kørte bussen ned ad en bakke mod et lille færgeleje, men hvordan skulle bussen komme op ad bakken igen i fjerde gear? „Sikke et syn,“ fortsætter Rolf, „unge, gamle, ja selv mødre bærende på deres småbørn skubbede bussen i takt til en af Rigets sange og en brølende motor. Bussen sneglede sig op ad bakken. Vi klarede det. Vi var hjemme klokken tre om natten.“

      Engang havde Nickeriemenigheden også lejet en bus til et stævne. Gruppen tog af sted klokken syv om morgenen, men klokken ti var bussen brudt sammen på en øde jordvej. „Jeg kommer tilbage,“ lovede chaufføren og gik. „Vi så ham aldrig igen,“ siger Max Rijts, en af passagererne. Da maden og vandet slap op, begav to brødre sig af sted langs en afvandingskanal for at hente hjælp. Femten timer senere var de tilbage med en båd, og rejsen fortsatte. Ved middagstid nåede de frem til stævnet efter en 240 kilometer lang tur der havde varet 30 timer. „Forresten,“ tilføjer Max med en latter, „der stod et navn på bussen — ’Velkommen’!“

      Besluttede på at blive

      Da Natalie Stegenga ventede sig, måtte ægteparret Stegenga forlade missionærhjemmet i september 1970. Dirk Stegenga havde været en dygtig afdelingstilsynsmand i over 16 år. Nu blev tilsynet med landet overdraget til missionæren Wim van Seijl.