Længere ud i landdistriktet

For at holde trit med væksten var afdelingskontoret i mellemtiden blevet flyttet til et fireetages hus i Zwartenhovenbruggade. En skoforretning der hed Fathma havde til huse i stueetagen. På første sal var der rigssal og køkken, på anden sal var der afdelingskontor og missionærhjem, og øverst oppe var der boglager.

Fra dette missionærhjem foretog Muriel Simmonite, der da var 28 år gammel, regelmæssigt forkyndelsesture til Onverdacht og Paranam, landsbyer der lå cirka 30 kilometer syd for Paramaribo. „Tidligt om morgenen kunne vi køre gratis med en bus der kørte arbejdere til en bauxitmine,“ mindes Helen Voigt, der fulgtes med Muriel en gang om ugen. „Så forkyndte vi for de folk der boede i nærheden af minen, spiste vores madpakke ved middagstid, forkyndte videre og kørte hjem sammen med arbejderne. Trætte men godt tilpas nåede vi hjem ved sekstiden om aftenen.“

På et tidspunkt fik Muriel kontakt med den rolige og tynde Rudie Pater, som tog imod sandheden. Men Rudie ville gerne nå længere ud med forkyndelsen og havde transportmuligheder — en stor Harley-Davidson motorcykel.

Han fortæller: „Muriel tog tidligt til Paranam og arbejdede hele dagen. Om aftenen tog jeg så Harleyen og kørte til Paranam og mødte Muriel, og vi ledte nogle flere bibelstudier. Ved midnatstid hoppede Muriel op bag på Harleyen, og vi drønede hjemad.“

Ændringer i tilsynet

Ved udgangen af 1954 var der sket flere ændringer. De produktive missionærer Shedrick og Wilma Poyner havde forladt landet. Max og Althea Garey var flyttet til Curaçao, hvor de virkede i over ti år som missionærer før de vendte tilbage til De Forenede Stater. De første lokale specialpionerer, Hendrik Kerk og Melie Dikmoet, skomageren Julian Dikmoets datter, var blevet sendt til nye distrikter. Og Burt Simmonites kone, Connie, ventede sig, så der var brug for endnu en missionær som på et tidspunkt kunne afløse broder Simmonite som afdelingstilsynsmand.

I november 1954 overgav Burt derfor tilsynet til Dirk Stegenga, en forsagt hollandsk missionær på kun 22 år. Det er vist ikke nødvendigt at sige at det tog broder Stegenga nogen tid at finde sig selv.

Ny i missionærlivet

„To dage efter min ankomst,“ mindes Dirk, der nu er 57, „rejste Burt og Connie ud i kredstjenesten, og Muriel var udenlands. Så dér var jeg, nervøs og alene i det store hjem.“

Netop som Dirk var ved at falde i søvn, skar en gennemtrængende lyd, eeeh, eeeh, eeeh, gennem soveværelset. Et fløjtende damptog rundede en kurve lige ved siden af huset. Da toget igen kom op i fart, druknede al gadestøjen i maskinens shu, shu, shu. Tyk røg og glødende gnister fyldte gaden, huset og hans værelse. „Derefter,“ fortsætter Dirk, „så jeg måbende til mens dansende gnister landede på de nylonskjorter jeg havde med fra New York, og brændte lige igennem dem og efterlod masser af huller i dem alle sammen. Jeg var helt ulykkelig.“

De følgende dage bragte mere varme, støj og røg, flere gnister og flere huller i skjorterne. „Og for at gøre det hele endnu værre,“ tilføjer Dirk, „så jeg store rotter smutte gennem køkkenet. Da kunne jeg ikke klare mere.“ Heldigvis fik Helen Voigt medlidenhed med den enlige missionær og fik ham til at føle sig velkommen ved at sørge for mad til ham. „Helen,“ siger Dirk taknemmeligt, „var som en moder for mig.“

Men efter at de andre missionærer var vendt tilbage, fandt Dirk sig snart til rette, og hjulpet af Burt tog han fat på arbejdet.

Nogle måneder senere rettede Dirk og Burt deres opmærksomhed mod et distrikt med mange udfordringer: den uberørte regnskov. ’Kunne vi få fodfæste der?’ tænkte de. For at finde ud af det pakkede de i september 1955 deres tasker, steg på damptoget og kørte ind i den tætte regnskov. Et spændende kapitel i forkyndelsen af Riget begyndte.

Vågn op!-korrespondenter i et ugæstfrit distrikt

Hidtil havde ingen af regnskovens beboere, indianerne og busknegrene, taget imod sandheden. Nogle få busknegre havde dog hørt Rigets budskab for første gang i 1947 da der blev holdt foredrag på en soldaterkaserne hvor busknegrene boede når de var i hovedstaden.

Og i 1950 havde to brødre besøgt Gansé, en landsby med 1300 busknegre ved Surinamfloden. Men den mähriske præst dér forkyndte højlydt: „To falske profeter sælger bøger!“ Så lige efter at brødrene havde afsat fire bøger til en ældre mand i en hytte, jog i hundredvis af ophidsede kirkemedlemmer brødrene tilbage til floden. Brødrene kom op i deres kano i en vis fart og padlede bort, og undgik med nød og næppe at blive lynchet.

Nu, fem år senere, tænkte både Burt og Dirk på dette mens toget tøffede ind til Kabel. Det var endestationen, to timers padletur fra deres bestemmelsessted, Gansé. Hvordan ville man behandle dem denne gang? For at afværge fjendtlige reaktioner havde afdelingskontoret skrevet til landsbyens høvding og bedt om lov til at sende to Vågn op!-korrespondenter til Gansé for at indsamle oplysninger til en artikel om busknegrene. Høvdingen havde svaret at korrespondenterne var velkomne.

Den dag Burt og Dirk ankom til Gansé i kano, var høvdingen og hans hjælpere der for at tage imod dem. „Vi blev modtaget som kongelige,“ beretter Dirk. „De viste os hvor vi skulle bo, et af de bedste huse i landsbyen, og fulgte os dernæst ned til floden og vendte høfligt ryggen til indtil vi var færdige med at bade os. Derefter var vi sammen med dem. Det var Burt, der talte sranan tongo, som måtte føre ordet.“

Da brødrene næste dag gik rundt i landsbyen, forkyndte de forsigtigt for nogle af landsbyboerne. Et par dage senere, en tidlig søndag morgen, tog de tilbage til Kabel. Dér indlogerede de sig i gæstehuset for at vente på toget, der skulle afgå næste dag.a

Padler efter missionærerne

Nogle timer efter at missionærerne havde forladt Gansé, kom en 18-årig buskneger, Frederik Wachter, imidlertid dertil. Hans venner fortalte ham at der havde været besøg af to høje, hvide mænd som de troede var Jehovas vidner. Frederiks hjerte sank i livet på ham. I et år havde han holdt udkig efter Vidnerne, og nu havde de været der og var taget af sted igen! Men da han hørte at missionærerne skulle med toget næste dag, sagde han: „Jeg må have fat i dem inden toget kører.“ Kunne han nå det?

Da missionærerne vågnede mandag morgen lagde de mærke til en lille, genert buskneger som ventede udenfor. „Har I været og forkynde i min landsby?“ spurgte Frederik. „Ja,“ svarede de forbavsede missionærer. „Hvorfor spørger du om det?“

„Jeg var desværre ikke hjemme, men jeg er kommet for at få noget mere at vide om jeres tro.“ Missionærerne satte sig ned sammen med Frederik og besvarede hans spørgsmål om sabbatten, dåben, Riget og andre ting. Men de var nysgerrige efter at vide hvordan denne intelligente unge mand havde hørt om Jehova. Her er Frederiks historie:

Lige før de to brødre i 1950 var blevet drevet ud af Gansé, havde de spredt fire bøger til Frederiks onkel. Fire år senere havde Frederik fundet disse bøger, læst dem og lært sandheden om de dødes tilstand. Fra da af havde han nægtet at følge sin stammes overtroiske ceremonier. Han havde også forladt Den Mähriske Kirke, og håbede en dag at træffe Jehovas Vidner.

Denne mandag morgen gik hans ønske i opfyldelse. Men nu var toget ved at køre ind. Missionærerne tog af sted efter at have givet ham bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og indbudt ham til at besøge afdelingskontoret når han kom til hovedstaden. Det lovede Frederik at gøre.

Den første broder blandt busknegrene

Næste måned, oktober, bankede en barfodet ung mand på missionærhjemmets dør. Dirk Stegenga fortæller: „Frederik havde læst ’Gud Maa Være Sanddru’, huskede hver detalje og forstod sandheden. I to uger kom han hver dag til missionærhjemmet og studerede. Men han kom ikke til møderne. Vi undrede os.“

„Efter at vi en dag havde inviteret ham igen,“ fortsætter Dirk, „så Frederik ned og mumlede: ’Jeg har ingen sko.’ Han generede sig for at komme. Nu ønskede vi ikke at gøre ham til en ’riskristen’ ved at give ham sko. Jeg sagde i stedet: ’Vi vil vise en film, så det vil være mørkt. Ingen vil se at du ikke har sko på.’ Hvor var vi lykkelige for at Frederik var blandt de tilstedeværende den aften!“ Og hvor var han glad for i filmen „Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed“ at se at tusinder af afrikanere tjente Jehova med glæde — uden sko!

Efter to uger vendte Frederik hjem med et nyt ønske: at overvære stævnet „Det Triumferende Rige“ i december samme år. Han arbejdede dag efter dag for at spare penge op til stævnerejsen. Det lykkedes ham. Den 11. december blev han døbt. Hvilken glæde at kunne byde vor første busknegerbroder velkommen! I dag gør broder Wachter god brug af sin fortræffelige evne til at huske skriftsteder, idet han tjener som specialpioner. „Oplevelsen med Frederik,“ siger Dirk opsummerende, „minder mig om at vi er ydmyge redskaber i Jehovas hånd. Det var jo ikke os der fandt Frederik, men ham der fandt os.“

Selskabets film påvirker regeringens afgørelse

Tidligere på året var den film der hjalp broder Wachter blevet brugt på en anden måde. Hvordan? Jo, efter at afdelingskontoret havde fået at vide at der ville blive sendt to nye missionærer til Surinam, bad man om indrejsetilladelser, men statsadvokaten, en ivrig protestant, nægtede at give dem. Men da statsadvokaten tog på ferie blev der hurtigt aftalt en samtale med justitsministeren, der var muslim. Kunne han overtales? Dirk beretter:

„Efter at have lyttet til mig fremdrog ministeren en mappe med understregede numre af Vagttårnet. Han læste så fra et af bladene at Jehovas Vidner ikke støtter denne verdens femårsplaner. ’Surinam har en femårsplan,’ sagde han, ’og vi ønsker ikke en religion der er imod vores plan.’“

Afdelingstilsynsmanden præciserede vort syn på lydighed mod regeringer, og ministeren syntes at være tilfreds. Det der virkelig hindrede os i at få tilladelserne var imidlertid kristenhedens præsteskab. „Eftersom ministeren var muslim,“ fortsætter Dirk, „sagde jeg til ham at kristenheden ikke kunne lide os fordi vi ikke troede på treenigheden. Ligesom muslimerne tror vi nemlig på én sand Gud. Det fandt ministeren interessant, han blev mere forstående og lovede at hjælpe.“

Der gik flere uger uden at vi hørte noget. Så kom dr. Louis Voigt, der senere blev en broder, med et forslag. „Eftersom ministeren og den stedfortrædende statsadvokat er mine patienter, vil jeg invitere dem og deres koner hjem til mig. Og så kommer I missionærer og viser Selskabets film. Måske det vil nedbryde fordommen.“

Regeringsembedsmændene fik set Selskabets film, og den gjorde et stort indtryk på dem. „To uger senere,“ beretter Dirk, „fik vi tilladelserne.“ Missionærerne Willem („Wim“) og Grietje („Gré“) van Seijl var på vej.

En kølig velkomst

Den 7. december 1955 kunne statsadvokaten, der nu var kommet hjem fra ferie og var meget vred, næsten ikke vente til den gamle fragtbåd Cottica havde lagt til. Idet passagererne Wim og Gré van Seijl gik fra borde kaldte statsadvokaten dem hen til sig. „Statsadvokaten så på os som om vi var kriminelle,“ mindes Wim. „Han erklærede: ’I må kun arbejde i Paramaribo. Hvis I missionerer så meget som et skridt uden for byen, bliver I smidt ud!’ Så overrakte han os et dokument som indeholdt disse restriktioner, og vi fik lov at gå. Det var en hjertelig velkomst.“

De to missionærer viste sig at være en solid tilføjelse til menigheden. Allerede før de kom til Surinam havde de nemlig en god tjeneste bag sig. De havde begge lært sandheden at kende i Holland under besættelsen, var blevet døbt i 1945 og havde senere fået erfaring i kredstjenesten.

Med deres hjælp kom væksten. I februar 1956 skrev afdelingskontoret: „Vi deler menigheden.“ I april: „Vi klarede det! Vi havde en forøgelse på 47 procent.“ Og i juni: „Vi nåede 200 forkyndere!“ Afdelingskontoret drog denne slutning: „Udsigterne er lyse!“

Året efter flyttede familien Simmonite — der var blevet forøget med babyen Candy — ud til en kokosplantage i Coronie for at virke som specialpionerer. Men senere i 1957 tvang Burts svigtende helbred dem til at vende tilbage til Canada. De otte år han var i Surinam lagde han både hjerte og sjæl i arbejdet. Med Jehovas velsignelse lykkedes det ham at lede menigheden fra barndommens usikkerhed, så at sige, til ungdommens ansvarlighed og pålidelighed. En ikke ringe præstation! I dag arbejder familien Simmonite for Rigets interesser i Guatemala.