• Surinam
    Jehovas Vidners Årbog 1990

    • En fattig søsters troshandling

      I 1955, efter et møde i den forfaldne rigssal oven over skoforretningen, gik Stella Daulat hjem i dybe tanker. Da hun trådte ind i sit lille hus der var omgivet af mango- og guldbladstræer, havde hun truffet sin beslutning. ’Jeg vil give menigheden min grund så den har et sted at bygge en bedre rigssal.’ Hun drøftede det med sin moder, der også var et Vidne, og de besluttede begge: ’Vi forærer menigheden det.’ Eftersom Stella ikke havde noget sted at flytte hen, spurgte hun blot om hendes hus kunne blive flyttet ned i den anden ende af grunden. „Det er ikke noget problem,“ sagde brødrene. „Vi flytter det.“

      Søster Daulats ejendom — som hun havde arvet fra sin oldemoder, der havde modtaget den i 1863 da hun blev frigivet fra slaveriet — gav hende imidlertid ikke blot et hjem men også en lille indkomst, eftersom hun solgte frugten fra træerne. Når hun nu gav afkald på sin ejendom, betød det at hun også gav afkald på sit levebrød. „Stellas beslutning,“ siger en broder med beundring i stemmen, „var en troshandling.“

      Brødrene tog taknemmeligt imod gaven, men manglede midler at bygge for. Nogle måneder senere havde de imidlertid ikke andet valg end at bygge. Hvorfor? I december 1955, da der sad over hundrede mennesker i den gamle rigssal, begyndte bygningen at ryste. Konstruktionen kunne ikke længere bære så mange mennesker. „Vi var bekymrede,“ mindes Wim van Seijl. „Det føltes som om gulvet ville give efter og vi alle ville lande mellem skoene nedenunder!“ Da mødet sluttede blev det meddelt at de der sad på første række kunne rejse sig og gå ned ad trapperne mens alle andre blev siddende. Derefter gik den næste række af brødre, og sådan fortsatte det indtil rigssalen var tom. „Den dag,“ tilføjer Wim, „skar vi igennem og sagde: ’Penge eller ej, lad os bygge en anden rigssal.’“

      En ny rigssal indvarsler en ny æra

      Willem Telgt, der blev døbt i 1919, stod for arbejdet. „Lad bare møblerne stå,“ sagde han til Stella. „Vi flytter dit hus som det er.“ De forbipasserende gjorde store øjne da brødrene løftede det skrøbelige hus over på tre træstammer og rullede det ned bagved. „Kan vinduet komme til at vende mod gaden?“ spurgte Stella, „så får jeg en bedre udsigt.“ Det var ikke noget problem. Huset blev vendt en kvart omgang. Senere gik Stella ind i huset, rettede på billederne på væggen, satte sin stol foran vinduet og var klar til at følge byggeholdets arbejde.