„Mine drenge“

Der var dog mange i menigheden der værdsatte de hårdtarbejdende missionærer, så det varede ikke længe før Burt og Francis havde fået en plads i forkyndernes hjem og hjerte. Selv når man i dag nævner Burt og Francis for de gamle forkyndere, lyser de svage øjne, de rynkede ansigter smiler, og minderne vælder frem.

„Det var som om Burt og Francis hørte til familien. De var mine drenge,“ siger Oma (bedstemor) de Vries, der nu er 91 år gammel. Fra sin gyngestol peger hun på førstesalen i huset ved siden af. „De boede dér. De var muntre naboer.“

„Når vi hørte Burt fløjte, vidste vi at han skulle i tjenesten,“ begynder Omas datter, Loes.

„Og når Francis spillede på sin violin eller på en eller anden måde lavede musik med to skeer, så vidste vi at han slappede af,“ tilføjer datteren Hille. „Og når vi hørte Burt skråle sang nr. 81, ’Kald på Rigets muntre sang!’, vidste vi at han var i brusebad.“

„Og,“ bryder Dette, endnu en datter, ind, „når vi kunne lugte mad der var brændt på, vidste vi at drengene studerede.“ Oma begyndte derfor at lave mad til dem. Hun ler hjerteligt og runder historien af med at tilføje: „Jeg bandt en pande med mad til en kost og stak den ud af mit vindue på første sal. Så rakte Burt sine lange arme ud fra lejligheden ved siden af og greb fat i panden, og middagen var klar!“

[Illustration på side 207]

„Oma“ de Vries sørgede for sine „missionærdrenge“