Missionærerne Willem („Wim“) og Grietje („Gré“) van Seijl var på vej.

En kølig velkomst

Den 7. december 1955 kunne statsadvokaten, der nu var kommet hjem fra ferie og var meget vred, næsten ikke vente til den gamle fragtbåd Cottica havde lagt til. Idet passagererne Wim og Gré van Seijl gik fra borde kaldte statsadvokaten dem hen til sig. „Statsadvokaten så på os som om vi var kriminelle,“ mindes Wim. „Han erklærede: ’I må kun arbejde i Paramaribo. Hvis I missionerer så meget som et skridt uden for byen, bliver I smidt ud!’ Så overrakte han os et dokument som indeholdt disse restriktioner, og vi fik lov at gå. Det var en hjertelig velkomst.“

De to missionærer viste sig at være en solid tilføjelse til menigheden. Allerede før de kom til Surinam havde de nemlig en god tjeneste bag sig. De havde begge lært sandheden at kende i Holland under besættelsen, var blevet døbt i 1945 og havde senere fået erfaring i kredstjenesten.

Med deres hjælp kom væksten. I februar 1956 skrev afdelingskontoret: „Vi deler menigheden.“ I april: „Vi klarede det! Vi havde en forøgelse på 47 procent.“ Og i juni: „Vi nåede 200 forkyndere!“ Afdelingskontoret drog denne slutning: „Udsigterne er lyse!“

I december 1955, da der sad over hundrede mennesker i den gamle rigssal, begyndte bygningen at ryste. Konstruktionen kunne ikke længere bære så mange mennesker. „Vi var bekymrede,“ mindes Wim van Seijl. „Det føltes som om gulvet ville give efter og vi alle ville lande mellem skoene nedenunder!“ Da mødet sluttede blev det meddelt at de der sad på første række kunne rejse sig og gå ned ad trapperne mens alle andre blev siddende. Derefter gik den næste række af brødre, og sådan fortsatte det indtil rigssalen var tom. „Den dag,“ tilføjer Wim, „skar vi igennem og sagde: ’Penge eller ej, lad os bygge en anden rigssal.’“