Og i november 1949 ankom der nye gileaditter, J. Francis Coleman og S. „Burt“ Simmonite fra Canada, for at hjælpe brødrene på fode igen.

Afdelingskontoret og missionærhjemmet var tidligere blevet flyttet til trange lokaler på Gemeenelandsvej 80. For at skaffe plads til de nyankomne blev der derfor lejet et hus mere i Prinsengade. Burt Simmonite blev i en alder af 27 år udnævnt til afdelingstilsynsmand.

Men hvordan gik det de andre missionærer, Burt Simmonite og Francis Coleman, i Paramaribo?

Tjeneste kontra medicin

Burt og Francis gjorde deres bedste for igen at aktivere nogle af de gamle forkyndere, men forgæves. Ofte svigtede forkynderne tjenesteaftaler med standardsvaret: „Broder, jeg kunne ikke komme. Jeg havde taget medicin.“

Ja, på grund af alle indvoldsparasitterne i troperne kunne dette svar nu og da være rigtigt. „Men,“ siger Burt, „om det nu var rigtigt eller ej, kom jeg til den slutning at der blev konsumeret en enorm mængde medicin i den lille menighed.“ Men hvad kunne der gøres ved det?

Søster van Maalsen kom til hjælp. En dag hvor hun ikke var kommet for at gå med ud i tjenesten, sagde hun: „Broder, jeg bliver nødt til at sige sandheden. Jeg var simpelt hen alt for træt.“ Rørt af hendes ærlighed bøjede den høje Burt sig ned og gav hende et lille knus og sagde: „Nellie, så vidt jeg ved er du den første der siger mig sandheden om dette.“ Burt regnede med at hans bemærkning ville rygtes blandt forkynderne. „Det må den have gjort,“ siger han, „for pludselig blev der ikke taget nær så meget medicin mere.“

„Mine drenge“

Der var dog mange i menigheden der værdsatte de hårdtarbejdende missionærer, så det varede ikke længe før Burt og Francis havde fået en plads i forkyndernes hjem og hjerte. Selv når man i dag nævner Burt og Francis for de gamle forkyndere, lyser de svage øjne, de rynkede ansigter smiler, og minderne vælder frem.

„Det var som om Burt og Francis hørte til familien. De var mine drenge,“ siger Oma (bedstemor) de Vries, der nu er 91 år gammel. Fra sin gyngestol peger hun på førstesalen i huset ved siden af. „De boede dér. De var muntre naboer.“

„Når vi hørte Burt fløjte, vidste vi at han skulle i tjenesten,“ begynder Omas datter, Loes.

„Og når Francis spillede på sin violin eller på en eller anden måde lavede musik med to skeer, så vidste vi at han slappede af,“ tilføjer datteren Hille. „Og når vi hørte Burt skråle sang nr. 81, ’Kald på Rigets muntre sang!’, vidste vi at han var i brusebad.“

„Og,“ bryder Dette, endnu en datter, ind, „når vi kunne lugte mad der var brændt på, vidste vi at drengene studerede.“ Oma begyndte derfor at lave mad til dem. Hun ler hjerteligt og runder historien af med at tilføje: „Jeg bandt en pande med mad til en kost og stak den ud af mit vindue på første sal. Så rakte Burt sine lange arme ud fra lejligheden ved siden af og greb fat i panden, og middagen var klar!“

Hvor blev brødrene kede af det da Francis fik den frygtede tropeinfektion filariasis. Trods feberanfald og et opsvulmet ben fortsatte Francis i mere end to år i missionærtjenesten. Men til sidst tvang sygdommen ham til at vende tilbage til Canada. Broder Francis Coleman havde været en stærk støtte i menigheden. Med hans hjælp var ånden i menigheden blevet betydeligt bedre, og forkyndertallet var vokset til 83.

Minder om højt skattede medarbejdere

Da forkyndertallet var stigende skrev Burt Simmonite til Brooklyn: „Det ville være alle tiders hvis vi kunne blive over 100 i år!“ Og det blev de. I april 1952 var der en forøgelse på 30 procent — 109 forkyndere.

Nu skal vi møde to højt skattede forkyndere fra den tid: Hendrik Kerk og William Jack. Hendrik, en stor mand med et vindende smil og rare øjne, var en bandefører som var bedre kendt af politiet end i de dannede kredse. „Hendrik var en usleben diamant,“ mindes Burt. Han tog imod sandheden, støttede menigheden af hele sit hjerte og blev senere den første lokale specialpioner.

Så var der William, en munter og utrættelig arbejder i halvfjerdserne. Han boede i en miserabel hytte og gik i lappet, men rent tøj. Han tilbragte mange timer i sin kano der var lavet af en udhulet træstamme, og forkyndte for de folk der boede spredt langs floden. Når han fandt interesserede afholdt hans dårlige hjerte ham ikke fra at rejse langt for at besøge dem.

„En tidlig morgen,“ erindrer Burt, „padlede vi i timevis op ad floden for at besøge en interesseret familie. Endelig nåede vi frem, hvilede lidt og begyndte at studere ved sekstiden om aftenen. Først studerede broder Jack bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Så gik han over til Vagttårnet, og derefter, mens jeg sad og nikkede af døsighed, gik han over til en tredje publikation. På grund af afstanden kunne han kun besøge familien hver anden uge, men han forstod at udnytte tiden. Næste dag padlede vi tilbage. Det var en lykkelig tid.“