Og Burt Simmonites kone, Connie, ventede sig, så der var brug for endnu en missionær som på et tidspunkt kunne afløse broder Simmonite som afdelingstilsynsmand.

I november 1954 overgav Burt derfor tilsynet til Dirk Stegenga, en forsagt hollandsk missionær på kun 22 år. Det er vist ikke nødvendigt at sige at det tog broder Stegenga nogen tid at finde sig selv.

Ny i missionærlivet

„To dage efter min ankomst,“ mindes Dirk, der nu er 57, „rejste Burt og Connie ud i kredstjenesten, og Muriel var udenlands. Så dér var jeg, nervøs og alene i det store hjem.“

Nogle måneder senere rettede Dirk og Burt deres opmærksomhed mod et distrikt med mange udfordringer: den uberørte regnskov. ’Kunne vi få fodfæste der?’ tænkte de. For at finde ud af det pakkede de i september 1955 deres tasker, steg på damptoget og kørte ind i den tætte regnskov. Et spændende kapitel i forkyndelsen af Riget begyndte.

Vågn op!-korrespondenter i et ugæstfrit distrikt

Hidtil havde ingen af regnskovens beboere, indianerne og busknegrene, taget imod sandheden. Nogle få busknegre havde dog hørt Rigets budskab for første gang i 1947 da der blev holdt foredrag på en soldaterkaserne hvor busknegrene boede når de var i hovedstaden.

Og i 1950 havde to brødre besøgt Gansé, en landsby med 1300 busknegre ved Surinamfloden. Men den mähriske præst dér forkyndte højlydt: „To falske profeter sælger bøger!“ Så lige efter at brødrene havde afsat fire bøger til en ældre mand i en hytte, jog i hundredvis af ophidsede kirkemedlemmer brødrene tilbage til floden. Brødrene kom op i deres kano i en vis fart og padlede bort, og undgik med nød og næppe at blive lynchet.

Nu, fem år senere, tænkte både Burt og Dirk på dette mens toget tøffede ind til Kabel. Det var endestationen, to timers padletur fra deres bestemmelsessted, Gansé. Hvordan ville man behandle dem denne gang? For at afværge fjendtlige reaktioner havde afdelingskontoret skrevet til landsbyens høvding og bedt om lov til at sende to Vågn op!-korrespondenter til Gansé for at indsamle oplysninger til en artikel om busknegrene. Høvdingen havde svaret at korrespondenterne var velkomne.

Den dag Burt og Dirk ankom til Gansé i kano, var høvdingen og hans hjælpere der for at tage imod dem. „Vi blev modtaget som kongelige,“ beretter Dirk. „De viste os hvor vi skulle bo, et af de bedste huse i landsbyen, og fulgte os dernæst ned til floden og vendte høfligt ryggen til indtil vi var færdige med at bade os. Derefter var vi sammen med dem. Det var Burt, der talte sranan tongo, som måtte føre ordet.“

Da brødrene næste dag gik rundt i landsbyen, forkyndte de forsigtigt for nogle af landsbyboerne. Et par dage senere, en tidlig søndag morgen, tog de tilbage til Kabel. Dér indlogerede de sig i gæstehuset for at vente på toget, der skulle afgå næste dag.a