-
En unik bog der har overlevet frem til i dagVågn op! – 2011 | December
-
-
En unik bog der har overlevet frem til i dag
„Ingen anden bog har givet anledning til så megen modstand . . . , men den har overlevet ethvert angreb der er blevet rettet imod den af folk som har været magtfulde, dygtige og veltalende.“
HVORFOR fortjener Bibelen at vi beskæftiger os med den? For eksempel hævder den at indeholde Guds budskab til menneskeheden. (2 Timoteus 3:16) Hvis den påstand er rigtig, går man virkelig glip af noget ved ikke at læse den.
Andre grunde til at man bør beskæftige sig med Bibelen, er at den er en af de ældste bøger der findes, at den er oversat til flest sprog, og at den har den største udbredelse. Den er historiens største bestseller, og i mange lande er den en bestseller hvert eneste år.
De påstande Bibelen kommer med, dens alder og dens udbredelse forekommer endnu mere imponerende når man tager i betragtning hvor mange forsøg der op gennem historien er blevet gjort for at forbyde den. „Ingen anden bog har givet anledning til så megen modstand, men den har overlevet ethvert angreb der er blevet rettet imod den af folk som har været magtfulde, dygtige og veltalende,“ skrev teologen Albert Barnes i det 19. århundrede.
Den samme skribent anførte at menneskers interesse let fanges af noget der gentagne gange har modstået voldsomme angreb. „Men ingen hær har overlevet så mange slag som Bibelen,“ fortsætter Barnes, „ingen gammel fæstningsvold har klaret at blive udsat for så mange belejringer, stået så grundfæstet under krigens torden og modstået tidens tand; og ingen klippe er blevet ramt af så mange strømninger uden at lade sig rokke.“
Mange gamle skrifter er gået tabt, er blevet ødelagt eller er forsvundet i glemselen, men Bibelen har overlevet trods de ondskabsfulde angreb der er blevet rettet imod den. Nogle har med livet som indsats gjort den tilgængelig for mange. Modsat har andre revet den ud af hænderne på ivrige bibellæsere og offentligt ladet bibler og deres ejermænd brænde.
Hvorfor er denne bog blevet omfattet af så megen kærlighed og så meget had? Hvilke angreb har den overlevet? Hvem har forsøgt at udrydde den? Og hvad der er endnu vigtigere, hvad er grunden til at den har overlevet? Hvorfor har dens budskab betydning for dig? Disse spørgsmål vil blive behandlet på de følgende sider.
[Oversigt/illustrationer på side 2, 3]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
TIDSLINJE VEDRØRENDE BIBELEN
1513 f.v.t. – ca. 98 e.v.t. Bibelen skrives på hebraisk, aramaisk og græsk
100 Den bliver lettere at have med sig i kodeksform
405 Hieronymus oversætter den til latin
1380 Wycliffe oversætter den fra latin til engelsk
1455 Gutenberg fremstiller den første trykte bibel
1524 Christiern II’s Nye Testamente
1938 Trykt på over 1000 sprog
2011 Foreligger på over 2500 sprog
-
-
Bibelen udsat for angrebVågn op! – 2011 | December
-
-
Et upopulært budskab angribes
Profeten Jeremias blev ledet af Gud til at nedskrive et budskab i en skriftrulle. Budskabet var en fordømmelse af de syndige indbyggere i det gamle Juda og en advarsel til dem om at deres hovedstad, Jerusalem, ville blive ødelagt hvis ikke de ændrede adfærd. Jeremias’ sekretær, Baruk, læste budskabet højt på tempelområdet i Jerusalem så folk kunne høre det. Han læste det højt endnu en gang, denne gang i overværelse af Judas fyrster, som bragte skriftrullen til kong Jojakim. Kongen lyttede til Guds ord, men brød sig ikke om det han hørte, så han skar skriftrullen i stykker og brændte den. — Jeremias 36:1-23.
Derefter sagde Gud til Jeremias: „Tag dig igen en rulle, en anden en, og skriv alle de første ord i den, dem der stod i den første rulle som Jojakim, Judas konge, brændte.“ (Jeremias 36:28) Omkring 17 år senere blev Jerusalem ødelagt, mange af byens ledere blev dræbt, og indbyggerne blev ført i landflygtighed til Babylon nøjagtig som Guds ord gennem Jeremias havde forudsagt. Budskabet i skriftrullen — og en beretning om de omstændigheder angrebet fandt sted under — har overlevet frem til vor tid i den bog i Bibelen der bærer Jeremias’ navn.
Afbrænding af De Hellige Skrifter fortsætter
Jojakim var ikke den eneste i førkristen tid der forsøgte at brænde Guds ord. Efter at det græske rige var blevet splittet op, kom Israel under indflydelse af det seleukidiske herredømme. Den seleukidiske kong Antiochos Epifanes, der regerede fra 175 f.v.t. til 164 f.v.t., ønskede at sammensmelte sit rige med græsk, eller hellenistisk, kultur. For at nå det mål søgte han at tvinge jøderne til at antage græske skikke og græsk religion.
Cirka år 168 f.v.t. plyndrede Antiochos Jehovas tempel i Jerusalem. Oven på alteret byggede han et andet alter til ære for den græske gud Zeus. Antiochos forbød også jøderne at holde sabbat og at omskære deres sønner. Der var dødsstraf for ikke at overholde disse bestemmelser.
Som et led i sin plan om at fjerne jødedommen fra landet forsøgte Antiochos at tilintetgøre alle skriftruller der indeholdt Moseloven. På trods af at han lod hele Israel gennemsøge, lykkedes det ham ikke at ødelægge alle eksemplarer af De Hebraiske Skrifter. Nogle skriftruller, som var omhyggeligt skjult, har sikkert undsluppet flammerne i Israel, og man ved at kolonier af jøder som levede andre steder, har bevaret afskrifter af De Hellige Skrifter.
Diokletians edikt
En anden fremtrædende hersker som forsøgte at ødelægge Skrifterne, var den romerske kejser Diokletian. I 303 e.v.t. udstedte han en række edikter som blev stadig hårdere i tonen mod de kristne. Det resulterede i det nogle historikere har kaldt „den store forfølgelse“. Diokletians første edikt påbød at afskrifter af De Hellige Skrifter skulle brændes, og at de kristne mødesteder skulle rives ned. Harry Y. Gamble, professor i teologi ved Virginia-universitetet, har skrevet: „Diokletian tog det for givet at ethvert kristent samfund, hvor det end måtte befinde sig, havde en samling af bøger, og han vidste at bøgerne var afgørende for at disse samfund kunne overleve.“ Kirkehistorikeren Eusebios af Cæsarea i Palæstina, der levede i denne periode, beretter: ’Jeg så med egne øjne bedehusene blive revet ned fra øverst til nederst lige til selve fundamentet og de guddommelige og hellige skrifter blive kastet i ilden midt på torvene.’
Tre måneder efter Diokletians første edikt skal borgmesteren i den nordafrikanske by Cirta, nu kendt som Constantine, have beordret de kristne til at udlevere alle „lovens skrifter“ og „eksemplarer af Skrifterne“. Der er beretninger fra den samme periode om kristne der foretrak at blive tortureret og dræbt frem for at udlevere afskrifter af Bibelen så de kunne blive tilintetgjort.
Formålet med angrebene
Fælles for Jojakim, Antiochos og Diokletian var at de ønskede at fjerne — ja, udrydde — Guds ord. Bibelen overlevede dog alle de forsøg man gjorde for at tilintetgøre den.
-