Calvins rolle i reformationen

Mange teologer betragter Calvin som den største reformator. Han krævede at kirken igen skulle følge kristendommens oprindelige principper. Men en af hans vigtigste læresætninger, læren om forudbestemmelse, stammer fra det gamle Grækenland, hvor stoikerne sagde at Zeus bestemte alt og at mennesket må underkaste sig det uundgåelige. Denne lære er tydeligvis ikke kristen.

På Calvins tid blev de franske protestanter kendt som huguenotter, og de blev voldsomt forfulgt. Forfølgelsen begyndte i Paris den 24. august 1572 med massemyrderierne på Bartholomæusnatten, og bredte sig derefter til hele landet. Katolske soldater slog tusinder af protestanter ihjel. Huguenotterne greb derefter selv til sværdet og dræbte mange i de blodige religionskrige der blev udkæmpet i slutningen af det 16. århundrede. De valgte dermed at ignorere Jesu vejledning: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ — Mattæus 5:44.

Calvin havde sat et dårligt eksempel da han for at fremme sine egne religiøse ideer brugte metoder som den afdøde protestantiske præst Harry Emerson Fosdick har beskrevet som både chokerende og hensynsløse. Under den kirketugt som Calvin indførte i Genève, blev der i løbet af fire år henrettet 58 mennesker og 76 blev lyst i band; ved slutningen af det 16. århundrede var omkring 150 blevet brændt på bålet. En af disse var den spanske læge og teolog Michel Servet, som afviste treenighedslæren hvorved han blev en „kætter“ i almindelige menneskers øjne. De katolske myndigheder brændte ham in effigie, men protestanterne tog skridtet fuldt ud og brændte ham på bålet.

Johannes Calvin, født 25 år efter Luther og Zwingli, flyttede som ung fra Frankrig til Schweiz, hvor han oprettede en kirkestat i Genève og døde som 54-årig