Palmyra — en historisk oase

Tre timers kørsel nordøst for Damaskus ligger der en interessant arkæologisk udgravning: Palmyra, som i Bibelen kaldes Tadmor. (2 Krønikebog 8:4) Denne oaseby, der ligger midt imellem Middelhavet og Eufratfloden, får sin vandforsyning fra underjordiske kilder som har deres udspring i bjergene mod nord. Den gamle handelsvej mellem Mesopotamien og landene mod vest fulgte Den Frugtbare Halvmåne og løb derfor langt nord om Palmyra. Men i det første århundrede før vor tidsregning bevirkede den politiske ustabilitet mod nord at man foretrak en kortere og sydligere rute. Palmyra kom da ind i en blomstringstid.

Palmyra var værdifuld for Rom fordi den tjente som en stødpude i forbindelse med forsvaret af romerrigets østlige udkant, og byen blev indlemmet i den romerske provins Syria. Med tiden blev Palmyra gjort til en fristad. Langs en prægtig gade med søjler på begge sider lå der store templer, imponerende buegange, badeanstalter og et teater. Søjlegangene på hver side af gaden var brolagte af hensyn til fodgængerne, men selve vejen var uden brolægning af hensyn til kamelkaravanerne som drog gennem byen. Karavaner der fulgte handelsruten mellem Kina og Indien i øst og den græsk-romerske verden i vest, gjorde ophold i Palmyra. Her blev de tvunget til at betale skat af de silkestoffer, krydderier og andre handelsvarer som de havde med.

Da Palmyra havde sin storhedstid i det tredje århundrede efter vor tidsregning, var der 200.000 indbyggere i byen. Det var på den tid at den ærgerrige dronning Zenobia krydsede klinger med Rom, men i år 272 led hun nederlag. På den måde opfyldte Zenobia uden at vide det en del af en profeti som profeten Daniel havde nedskrevet cirka 800 år tidligere.a (Daniel, kapitel 11) Efter Zenobias nederlag overlevede Palmyra for en tid som en strategisk forpost i romerriget, men byen genvandt aldrig sin tidligere magt og storhed.

[Illustrationer på side 26]

Palmyra