I 1957 sad de ved et områdestævne i Los Angeles sammen med deres venner Clyde og Ann Neill da Nathan Knorr fra hovedkontoret opremsede en række områder hvor der var et stort behov for forkyndere. Tahiti var et af disse steder.

„Fuld af begejstring sprang Agnès op fra sin plads med tårerne løbende ned ad kinderne,“ fortæller broder Neill. „Jeg vendte mig om mod hende og Earl og sagde at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne, for at hjælpe dem og deres søn på 11 år med at komme til Tahiti. Ved disse ord begyndte Earl, der var handicappet, også at græde. Han havde tilbragt 17 år i Stillehavsområdet hvor han havde arbejdet som kunstner og forfatter, og ønskede brændende at komme tilbage. Dertil kom at Agnès, hans kone, stadig havde fransk statsborgerskab.“

Clyde fortæller videre: „Efter at have bedt mange bønner besluttede Ann og jeg at vi også ville tage til Tahiti sammen med vores tre sønner på 12, 8 og 3 år. Vores venner David og Lynne Carano og deres søn, David jun., besluttede sig for at tage med os. Da vi havde overværet det internationale stævne i New York City i 1958, sejlede vi derfor af sted til Tahiti.

Afdelingskontoret i USA havde givet os navnene på nogle interesserede personer, så dem gik vi i gang med at besøge straks efter vores ankomst. Agnès, som var kommet dertil før os, havde allerede arbejdet flittigt i forkyndelsen. Da Ann og jeg hverken talte fransk eller tahitisk, tog vi Agnès med ud at forkynde når som helst det var muligt. Når vi arbejdede alene, medbragte vi både en engelsk og en fransk udgave af bogen ’Gud Maa Være Sanddru’, som var den bibelstudiebog vi brugte dengang.“

Resultatet af disse anstrengelser, som byggede på det fundament broder Helberg og broder og søster Evans havde lagt, var at der i løbet af nogle få uger var 17 personer der begyndte at studere Guds ord. Clyde fortæller: „En uforglemmelig bibelstudieelev var den tidligere protestantiske præst Teratua Vaitape. Han var blevet fyret fordi han stillede så mange spørgsmål om kirkens læresætninger. Teratua boede sammen med sin familie i et lille bitte hus med kun ét rum, uden elektricitet og sanitære installationer. Han sagde til mig at han havde lært mere om Bibelen ved blot at studere nogle få uger med os, end han havde i løbet af sine fire år på pastoralseminariet og sine syv år som præst.“

Clyde fortæller videre: „Da vi havde været på øen i nogle uger, kom der gang i ’kokosnødderadioen’ [snakken gik om os fra mund til mund], og folk begyndte at høre om os. Det var vældig godt, for tahitianerne er venlige mennesker, og de elsker Bibelen.“

Til at begynde med holdt den lille gruppe forkyndere deres møder i familien Schencks hjem. Der kom kun to interesserede. „Men,“ fortæller broder Neill, „inden længe kom der regelmæssigt 15. En kvinde som vi studerede med, havde to-tre år tidligere hjulpet Len Helberg da hans cykel gik i stykker lige uden for hendes hus. Len havde givet hende noget læsestof, og hun blev derfor meget begejstret da hun fandt ud af at vi var fra det samme trossamfund som ham. Hendes hus lå langt fra vores, så når vi kom på besøg, serverede hun frokost for os — som sædvanligvis bestod af lækre friske fisk der var tilberedt over en ståltønde.“

Inden familierne Neill og Carano rejste fra Tahiti i 1958, holdt Clyde det andet dåbsforedrag der nogen sinde var blevet holdt i Fransk Polynesien. Det første var på Makatéa i oktober, da Maui Piirai blev døbt. Tres overværede foredraget, og otte blev døbt. Deriblandt var ægteparret Neills søn Steven og Auguste Temanaha, en tahitianer som senere var med til at oprette en menighed på øen Huahine.

[Illustration på side 79]

Clyde og Ann Neill (nedenfor) sluttede sig til Agnès Schenck (til højre) på Tahiti for at hjælpe hende i forkyndelsesarbejdet