Der var ni elever i vores klasse som fik til opgave at være missionærer i Taiwan. En af dem var Ian Brown fra New Zealand, og han blev min missionærmakker. Vi anede nærmest ingenting om Taiwan. Faktisk var vi ikke sikre på hvor øen lå, før vi havde kigget på et atlas.

Jeg kan ikke forestille mig to steder der er mere forskellige end ødemarken i Queensland og øen Taiwan. Vores første store udfordring var sproget – kinesisk. Der gik lang tid hvor jeg ikke forstod hvad der blev sagt ved menighedens møder, dér hvor man ellers får meget af den åndelige opmuntring man har brug for. Jeg kunne heller ikke rigtigt kommunikere med mine brødre og søstre. Den situation fik Ian og mig til virkelig at værdsætte betydningen af det vi havde lært på Gilead, og al den viden skolen havde givet os. Det var det der holdt os i gang – sammen med regelmæssigt studie af Bibelen og inderlig bøn til Jehova. Og selvom vi ikke var så gode til at kommunikere med de lokale brødre og søstre, blev vi meget opmuntret af deres kærlighed til os og til Jehova.

Prøver at lære kinesisk

Efter at vi missionærer var ankommet til Taiwan, fik vi alle sammen et lynkursus i kinesisk. Vores lærer var en søster fra Australien der hed Kathleen Logane og var udgået fra Gileads 25. klasse. Vi fordybede os helt i at lære sproget. Vi fik at vide at vi hurtigst muligt skulle begynde at bruge det vi lærte, og det gjorde vi. Den første dag vi skulle ud i forkyndelsen, havde Ian og jeg lært en kort præsentation udenad. På vej ud i distriktet diskuterede vi hvem af os der skulle tage den første dør. Jeg benyttede mig af at jeg var den ældste af os to, så jeg sagde til Ian at han skulle begynde. Den første dør blev åbnet af en kinesisk mand der så ret fornem ud. Han stod tålmodigt og lyttede mens Ian talte på en blanding af kinesisk og engelsk. Så tog manden til vores overraskelse ordet og spurgte os på flydende engelsk hvad vi ville! Vi fik en god samtale, og til sidst sagde manden at vi bare skulle blive ved med at anstrenge os. Hans venlige ord gav os mod på at ‘kæmpe videre’, som Ben ville have sagt.

Vi havde en stor del af hovedstaden, Taipei, som vores distrikt. De fleste i distriktet havde aldrig før hørt vores budskab, for der var kun få Jehovas Vidner i byen på det tidspunkt. Men Ian og jeg lod os ikke afskrække af det, så vi gik bare i gang med at forkynde. Dengang kunne vi ofte afsætte flere hundrede blade om måneden. Det kan godt være at mange bare tog imod bladene for at finde ud af hvem vi var, og hvad det var vi prøvede at sige til dem! Men vi gjorde vores bedste for at sprede sandhedens frø, og vi var sikre på at nogle af kornene ville spire i hjertet hos retsindige mennesker.

Min gode ven og tidligere missionærmakker Ian Brown fortsatte her som heltidstjener indtil han døde i 2013.