Hvordan der blev to versioner af Talmud

Med tiden blev rabbinernes hovedcenter i Palæstina flyttet til Tiberias. Andre betydningsfulde skoler var dem der lå i Sepforis, Cæsarea og Lydda. Den dårlige økonomiske situation, den konstante politiske ustabilitet og endelig presset og forfølgelsen fra de kristne kirkers side førte imidlertid til at man flyttede mod øst, til et andet center hvor der fandtes en stor jødisk befolkning — Babylonien.

I århundreder var jødiske studerende strømmet til Palæstina fra Babylonien for at blive oplært af de store rabbinere ved skolerne. En af disse studerende var Abba ben Ibo, også kaldet Abba Arika — Abba den Høje — men senere blot kaldt Rab, Mesteren. Han vendte tilbage til Babylonien omkring år 219 efter at have studeret under Jehuda Hannasi, og det blev et vendepunkt for det jødiske samfund i Babylonien. Det fik nu større åndelig betydning. Rab oprettede en skole i Sura, et område med mange jøder, men få lærde. Hans ry trak mange elever til; der var 1200 faste og tusinder flere i de jødiske måneder adar og elul. Rabs samtidige, Samuel, som også var en fremtrædende lærer, oprettede en skole i Nehardæa ved Eufrat. Andre betydningsfulde skoler der dukkede op, var den i Pumbedita, også ved Eufrat, nord for Nehardæa, og Machosa, der lå ved Tigris.

Nu var det ikke længere nødvendigt at rejse til Palæstina, for nu kunne man studere under de store lærere i Babylonien. Udformningen af Misjna som en selvstændig tekst beredte vejen for de babyloniske skolers fuldstændige uafhængighed. Men selv om der var forskel på studiemetoden i Palæstina og Babylonien, blev enheden mellem de to skoler dog bevaret ved hyppig forbindelse mellem dem og udveksling af lærere.

Mens det gik tilbage for skolerne i Palæstina, oplevede amoræerne i Babylonien en opgangstid. Abaje og Raba, to fremtrædende lærere, hævede diskussionsniveauet ved hjælp af en indviklet og skarpsindig argumentation der senere dannede mønster for talmudisk analyse. Derefter begyndte Ashi, som var overhoved for skolen i Sura (371-427 e.v.t.), at samle og redigere referaterne af diskussionerne. Ifølge Steinsaltz gjorde han det fordi han „frygtede at den enorme mængde af mundtligt stof, uorganiseret som det var, i tidens løb ville gå i glemme“.

Denne kolossale stofmængde var mere end én mand, ja, end en hel generation, kunne organisere. Amoræernes periode i Babylonien endte i det femte århundrede, men arbejdet med den endelige redigering af Den Babyloniske Talmud fortsatte ind i det sjette århundrede og blev foretaget af en gruppe som blev kaldt saboræere, der kommer af et aramaisk udtryk der betyder „udlæggere“. Disse sidste redaktører bandt de tusinder af løse ender og århundreders rabbinske diskussioner sammen til et hele og gav Den Babyloniske Talmud en stil og sproglig opbygning der adskiller den fra al tidligere jødisk litteratur.

Hvad er forskellen mellem de to versioner af Talmud?

Det hebraiske ord „talmud“ betyder „studium“ eller „belæring“. Amoræerne i Palæstina og Babylonien begyndte med at studere, eller analysere, Misjna. De to versioner af Talmud (den palæstinensiske og den babyloniske) studerer og analyserer også Misjna. Men hvad er forskellen mellem dem? Jacob Neusner skriver: „Den første Talmud analyserer beviserne, den anden undersøger præmisserne; den første holder sig inden for grænserne af det spørgsmål der undersøges, den anden overskrider dem gang på gang.“

Den intensive og grundige redigering som man underkastede Den Babyloniske Talmud, bevirkede ikke alene at værket blev meget større, men også at tankegangen blev mere dybtgående og analysen mere gennemtrængende. Når ordet „Talmud“ nævnes, er det som regel Den Babyloniske Talmud der tænkes på. Det er den Talmud der i tidens løb er blevet studeret og kommenteret mest. Efter Neusners mening er Den Palæstinensiske Talmud „et dygtigt værk“, og Den Babyloniske Talmud „et genialt værk“.