Voksende uvilje mod at betale skat?

„Hvis jeg slider i det, bliver jeg bare flået.“ — Babylonisk ordsprog, cirka 2300 f.v.t.

„Det eneste sikre i denne verden er døden og skatterne.“ — Den amerikanske statsmand Benjamin Franklin, 1789.

REUBEN er sælger. Hvert år må han affinde sig med at omkring en tredjedel af hans hårdt tjente løn går til skat. „Jeg forstår ikke hvad alle de penge bliver brugt til!“ sukker han. „Med de nedskæringer der hele tiden foretages inden for det offentlige, modtager vi jo færre og færre serviceydelser.“

Men hvad enten vi kan lide det eller ej, er skatterne en del af vores tilværelse. Charles Adams, der er skatteekspert og forfatter, siger: „Lige så længe der [har] været civiliserede samfund, har regeringer beskattet borgernes indkomst på forskellige måder.“ Skatterne har ofte vakt uvilje og somme tider udløst oprør. I antikken kæmpede briterne mod romerne ud fra devisen: „Hellere blive slået ihjel end at være tvunget til at betale skat!“ I Frankrig var folkets aversion mod saltskatten, la gabelle, med til at sætte gang i den franske revolution, hvor man henrettede skatteopkrævere i guillotinen. Opstand mod skatterne spillede også en rolle i den amerikanske uafhængighedskrig mod England.

Det er ikke så underligt at man selv den dag i dag støder på uvilje mod at betale skat. Eksperter siger at skattesystemer i udviklingslandene ofte er „ineffektive“ og „uretfærdige“. Ifølge en forsker havde et forarmet afrikansk land på et tidspunkt „over 300 lokale skatter, hvilket var umuligt at administrere for selv de dygtigste medarbejdere. De rette systemer til opkrævning og kontrol af skatter findes ikke eller anvendes ikke. Det . . . skaber mulighed for misbrug.“ BBC News oplyste sidste år at „lokale myndigheder [i et asiatisk land] pålagde masser af . . . illegale gebyrer — lige fra afgift på banandyrkning til skat på slagtning af svin — enten for at forbedre den lokale økonomi eller for at fylde deres egne lommer“.

Kløften mellem rig og fattig er yderligere med til at skabe uvilje mod at betale skat. I FN-publikationen Africa Recovery står der: „En af de mange økonomiske forskelle på industrilande og udviklingslande er at industrilandene giver statsstøtte til landmændene, hvorimod udviklingslandene kræver skat af dem. . . . Undersøgelser foretaget af Verdensbanken viser at alene den statsstøtte som amerikanske landmænd får, medfører at Vestafrikas årlige indtægt fra bomuldseksport reduceres med 250 [millioner] dollars.“ Landmænd i udviklingslandene kan derfor føle harme over at regeringen kræver skat af deres i forvejen ringe indtægt. En landmand i et asiatisk land siger: „Hver gang der kom [regeringsembedsmænd] til vores område, var det med garanti for at forlange penge.“

En tilsvarende modvilje oplevede man for nylig i Sydafrika da regeringen pålagde landmændene grundskyld. De truede med at anlægge sag. Skatten „vil føre til konkurser blandt landmændene og endnu større arbejdsløshed blandt landarbejderne,“ hævdede en talsmand for landmændene. Vrede over beskatninger kan selv i dag føre til vold. BBC News oplyser: „To [asiatiske] landmænd blev sidste år dræbt da politiet stormede en landsby hvor man protesterede mod urimelige skatter.“

Det er dog ikke kun fattige mennesker der nærer uvilje mod at betale skat. En undersøgelse i Sydafrika har vist at mange velhavende skatteydere „er uvillige til at betale mere i skat — selv hvis konsekvensen blev at regeringen ikke kunne forbedre de serviceydelser der er vigtige for dem“. Verdenskendte berømtheder inden for politik og musik-, film- og sportsverdenen har været forsidestof på grund af skattesvig. I bogen The Decline (and Fall?) of the Income Tax (Indkomstskattens forfald [og undergang?]) står der: „Desværre har vores øverste ledere, vores præsidenter, langt fra været perfekte forbilleder når det drejer sig om at motivere almindelige borgere til at følge skattelovgivningen.“

Måske synes du også at skatterne er for høje, uretfærdige og belastende. Men hvordan bør man se på det at betale skat? Tjener skatten egentlig noget formål? Hvorfor er skattesystemer ofte så komplekse og tilsyneladende uretfærdige? De følgende artikler vil behandle disse spørgsmål.

[Illustration på side 4]

I udviklingslande bærer de fattige måske en urimelig del af skattebyrden

[Kildeangivelse]

Godo-Foto

Skatter — Prisen for „et civiliseret samfund“?

„Skat er det vi betaler for et civiliseret samfund.“ — Indskrift på skattedirektoratets bygning i Washington, D.C.

MYNDIGHEDERNE hævder at skatter er et nødvendigt onde — prisen for „et civiliseret samfund“. Hvad enten man deler denne opfattelse eller ej, kan det ikke nægtes at denne pris som regel er høj.

Skatter kan inddeles i to kategorier: direkte skatter og indirekte skatter. Indkomstskat, selskabsskat og ejendomsskat er eksempler på direkte skatter. Af disse er indkomstskatten nok den mest upopulære. Det gælder især i lande hvor den er progressiv, det vil sige hvor beskatningsprocenten er højere jo mere man tjener. Kritikere hævder at progressiv skat straffer dem der arbejder hårdt og tjener godt.

Publikationen OECD Observer, udgivet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, gør opmærksom på at lønmodtagere i nogle lande ikke kun skal betale indkomstskat til staten eller den føderale regering, men „også til kommunen og amtet, provinsen, regionen, kantonen eller delstaten. Dette er tilfældet i Belgien, Canada, de nordiske lande, Island, Japan, Korea, Schweiz, Spanien og USA.“

Indirekte skatter omfatter moms, told samt afgifter på blandt andet spiritus og tobak. Disse er mindre synlige end direkte skatter, men kan alligevel være en stor økonomisk byrde, især for de fattige. I det indiske tidsskrift Frontline siger forfatteren Jayali Ghosh at det er en myte at middelklassen og de velhavende skatteydere er dem der bærer hovedparten af skattebyrden i Indien. Ghosh udtaler: „I delstatsregeringerne udgør de indirekte skatter over 95 procent af den samlede skatteindtægt. . . . Sandsynligvis betaler de dårligt stillede reelt en større del af deres indkomst i skat end de rige.“ Det er tydeligvis de høje afgifter på almindelige artikler som sæbe og fødevarer der skaber denne skævhed.

Men hvad gør staten egentlig med alle de penge den indkasserer?

Hvad pengene går til

Der er ingen tvivl om at det koster det offentlige enorme summer at sørge for nødvendige serviceydelser. I Frankrig, for eksempel, er en ud af fire ansat i den offentlige sektor.a Det drejer sig blandt andet om lærere, postarbejdere, museumsfolk, hospitalspersonale og politifolk. Der er behov for skattepenge til at betale deres lønninger. Skatterne finansierer også veje, skoler og sygehuse og nogle af omkostningerne til renovation og postvæsen.

Statens udgifter til militæret er endnu en vægtig grund til at der opkræves skatter. De første der blev pålagt indkomstskat, var velhavende briter som skulle finansiere krigen mod Frankrig i 1799. Under Anden Verdenskrig begyndte den britiske stat at forlange at arbejderklassen også betalte indkomstskat. Det er fortsat dyrt at smøre et lands krigsmaskine, selv i fredstid. SIPRI, det internationale fredsforskningsinstitut i Stockholm, vurderede verdens militærudgifter i 2000 til at være tæt på 798 milliarder dollars.

Påvirkning af indkomstfordeling og forbrugeradfærd

Skatter tjener også som et middel til påvirkning af forbrugernes adfærd — til at fremme eller modvirke bestemte adfærdsmønstre. Det formodes for eksempel at beskatningen af alkohol mindsker overdrevent drikkeri. I mange lande udgør afgifterne på øl op til 35 procent af detailprisen.

Tobak bliver også højt beskattet. I Sydafrika udgør afgifterne 45 til 50 procent af prisen på en pakke cigaretter. Nu er statens motiv til at fremme den slags afgifter måske ikke altid fuldstændig uegennyttigt. Som skribenten Kenneth Warner bemærker i tidsskriftet Foreign Policy, er tobak „et stærkt samfundsøkonomisk redskab der årlig giver hundreder af milliarder dollars i fortjeneste og endnu flere milliarder i skatteindtægter.“

Som et bemærkelsesværdigt eksempel på hvordan skatten kan bruges til påvirkning af indkomstfordelingen i samfundet, kan nævnes en lov der blev indført i USA i begyndelsen af det 20. århundrede. Amerikanske lovgivere søgte at begrænse dannelsen af velhavende familiedynastier ved at indføre arveafgifter. Når en velhavende mand dør, tager skattevæsenet en ordentlig portion af den formue han har samlet sig. Tilhængerne af disse afgifter peger på „at nogle af pengene således kan blive udnyttet til gavn for hele samfundet i stedet for at de alle bliver hos den afdødes familie eller i aristokratiske kredse“. Velstående skatteydere har dog udtænkt talrige strategier for at undgå disse afgifter.

Førnævnte progressive indkomstskat er endnu et forsøg på at påvirke indkomstfordelingen i samfundet; tanken er at mindske kløften mellem rig og fattig. Nogle regeringer har også givet skattelempelser til ægtepar med børn eller til folk der yder bidrag til velgørende formål. Skatter bruges desuden til at støtte forskellige samfundsanliggender, som for eksempel miljøet. The Environmental Magazine oplyser: „Ni vesteuropæiske lande har for nylig gennemført en omlægning af skatterne til fordel for miljøet, primært for at nedbringe mængden af luftforurenende stoffer.“

Hvorfor er skattelovgivningen så indviklet?

Hver gang der stilles forslag om en ny skat, forsøger man at tage højde for mulige smuthuller. Det er jo enorme summer der står på spil. Resultatet er at skattelovene ofte bliver komplicerede og holdt i et sprog som kun fagfolk forstår. En artikel i tidsskriftet Time forklarer at meget af det der gør den amerikanske skattelov indviklet, „hænger sammen med definitionen af ordet indkomst,“ det vil sige definitionen af hvad der egentlig er skattepligtigt. Dertil kommer det hav af regler „som giver mulighed for fradrag og fritagelser“. Sådanne indviklede skattelove findes dog ikke kun i USA. En nyere udgave af skattelovene i Storbritannien bestod af 9521 sider fordelt på 10 bind.

Kontoret for forskning i skattepolitik ved University of Michigan oplyser: „Hvert år bruger amerikanske skatteydere over tre milliarder timer på deres selvangivelse. . . . Alt i alt svarer den tid og de penge som [de] årligt bruger, til hele 100 milliarder dollars, eller omkring 10 procent af skatteprovenuet. En stor del af de omkostninger der er forbundet med at følge personskatteloven, skyldes at den er ufattelig kompliceret.“ Reuben, der er nævnt i begyndelsen af den første af disse temaartikler, siger: „Før plejede jeg at udfylde min selvangivelse på egen hånd, men det var tidskrævende, og jeg havde tit på fornemmelsen at jeg betalte mere end jeg behøvede. Så nu betaler jeg en revisor for at udfylde den.“ — Se rammen „Gode råd til skatteydere“ på side 8.

Skatteydere, skattetænkere og skattesnydere

De fleste vil, om end modstræbende, anerkende den gavn skatterne gør i samfundet. Lederen af skattedirektoratet i Storbritannien har sagt: „Selvfølgelig er der ingen der synes det er sjovt at betale indkomstskat, men de færreste vil påstå at man var bedre stillet uden.“ Nogle vurderer at hele 90 procent af de skattepligtige borgere i USA overholder skatteloven. En sagkyndig indrømmer: „Når nogle overtræder loven, er det ikke nødvendigvis bevidst snyd, men som regel snarere problemer med at forstå loven og procedurerne.“

Ikke desto mindre finder mange ud af hvordan de kan undgå at betale visse skatter. Tænk blot på følgende oplysning fra en artikel i U.S.News & World Report om selskabsskatter: „Helt legalt undgår mange firmaer at betale en stor del af — og somme tider hele — deres skat ved hjælp af skattetænkning.“ Artiklen kommer med et eksempel: „En amerikansk virksomhed søger skattely ved at starte et firma i udlandet og derefter gøre sig selv til et datterselskab af det udenlandske firma.“ På den måde slipper virksomheden for at betale skat i USA — helt op til 35 procent — selv om „hovedsædet ikke er meget mere end en postkasse og et kartoteksskab“.

Så er der direkte skattesnyd. I et europæisk land betragter man det efter sigende som en „nationalsport“ at snyde i skat. Ifølge et rundspørge i USA var det kun 58 procent af de adspurgte mænd mellem 25 og 29 år der syntes at det var forkert ikke at opgive hele sin indkomst. Folkene bag rundspørget erkender: „Opgørelsen vidner ikke just om et højt etisk og moralsk niveau i vores samfund.“ I Mexico bliver staten snydt for cirka 35 procent af den skatteindtægt den har krav på.

I det store og hele erkender folk dog nødvendigheden af skatter og har ikke noget imod at betale deres del. Ikke desto mindre vil mange være enige i en udtalelse der er blevet tillagt kejser Tiberius: „En god hyrde bør klippe sine får, ikke flå dem.“ Hvilket syn bør du så have på det at betale skat selv om du føler dig dårligt behandlet af et system der virker tyngende, uretfærdigt og alt for kompliceret?

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Tænk dig om før du flytter!

Skattesystemer varierer fra land til land. Der kan endda være markant forskel på indkomstskatterne inden for samme land. Er det værd at overveje flytning til et område hvor skatteprocenten er lavere? Måske, men du bør tænke dig godt om inden du flytter.

For eksempel minder publikationen OECD Observer sine læsere om at det ikke er nok at se på indkomstskatteprocenten, og bemærker: „Hvor meget skatteyderen rent faktisk betaler i skat, afhænger også af diverse fradrag.“ For eksempel har nogle lande en lav indkomstskat, men de tilbyder „meget få grundlæggende skattefordele og -fritagelser“. Det kan altså ende med at man betaler mere i skat i lande med en lav skatteprocent end i lande med en høj skatteprocent hvor der tilbydes skattefritagelser og fradrag.

I USA er der folk som overvejer at flytte til stater uden statslig indkomstskat. Men er det nødvendigvis noget man sparer penge ved? Ikke ifølge publikationen Kiplinger’s Personal Finance, hvor der står: „I flere tilfælde viser vores undersøgelser at stater der ikke kræver indkomstskat, til gengæld kræver højere ejendomsskatter, omsætningsafgifter og andre typer skat.“

[Ramme på side 8]

Gode råd til skatteydere

Mange af os betragter det at udfylde selvangivelsen som en belastning. Derfor har Vågn op! bedt en sagkyndig om nogle praktiske forslag.

„Søg vejledning. Dette er væsentligt, for skattelovgivningen kan være kompliceret, og manglende kendskab til loven bliver yderst sjældent accepteret som en gyldig undskyldning for ikke at overholde den. Selv om skatteyderen måske ser skattevæsenet som en fjende, kan man her ofte få enkel og præcis vejledning i hvordan man klarer forskellige skatteanliggender. Skattemyndighederne foretrækker at selvangivelsen er korrekt udfyldt fra begyndelsen. De har ikke lyst til at retsforfølge nogen for overtrædelse af skatteloven.

Hvis dit regnskab er indviklet, bør du søge råd hos en revisor. Forvis dig om at vedkommende har den nødvendige kompetence.

Overhold tidsfrister. Man kan få en bøde hvis man for eksempel indsender selvangivelsen for sent.

Hav orden i regnskabet. Uanset hvilket system du bruger til dit regnskab, bør du holde det ajour. På den måde vil dit arbejde med at udfylde selvangivelsen være minimalt. Du vil også være bedre stillet i fald dit regnskab skal revideres.

Vær ærlig. Måske kunne du være fristet til at snyde eller tage let på reglerne. Men skattevæsenet har mange metoder til at spore falske fradrag. Det er altid bedst at være ærlig.

Husk det er dit ansvar. Selv om det er din revisor der anfører unøjagtige oplysninger, er det stadig dit ansvar. Sørg for at den der udfylder selvangivelsen i dit sted, handler i overensstemmelse med dine ønsker.“

[Illustration på side 7]

I mange lande lægges der høje afgifter på tobaksprodukter og alkoholiske drikke

[Illustration på side 8, 9]

Skatter finansierer mange af de serviceydelser vi måske tager for givet

Er det nødvendigt at betale skat?

„Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære.“ — Romerne 13:7.

I BETRAGTNING af det stigende skattetryk kan ovennævnte opfordring fra apostelen Paulus måske være vanskelig at acceptere. Det kan være at du spørger dig selv om kristne virkelig behøver at betale alle skatter — deriblandt dem som nogle kunne mene var urimelige eller uretfærdige.

Tænk på den formaning Jesus gav sine disciple. Han vidste at jøderne nærede stærk modvilje mod de skatter de var blevet pålagt af romerne. Alligevel gav Jesus denne opfordring: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Markus 12:17) Interessant nok gjorde Jesus sig til fortaler for at man betalte skat til netop den regering der inden længe ville henrette ham.

Få år senere gav Paulus den opfordring som er citeret i indledningen. Han tilskyndede til at betale skat selv om en stor del af pengene blev brugt til at finansiere Romerrigets militær og de romerske kejseres umoralske og umådeholdne levevis. Hvorfor indtog Paulus et så upopulært standpunkt?

Højere myndigheder

Tænk over den sammenhæng Paulus’ ord står i. I Romerbrevet 13:1 skrev han: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Dengang Israels nation blev ledet af herskere som havde en stærk tro på Gud, var det nemt at betragte det at støtte nationen økonomisk som en pligt de havde over for både samfundet og Gud. Men havde kristne den samme pligt når herskerne var afgudsdyrkere der ikke troede på Gud? Ja! Paulus’ ord viser at Gud har givet herskerne „myndighed“ til at regere.

Regeringer gør meget for at opretholde ro og orden. Dette gør det muligt for kristne at udfolde deres forskellige religiøse aktiviteter. (Mattæus 24:14; Hebræerne 10:24, 25) Med hensyn til en hvilken som helst regeringsmyndighed sagde Paulus: „Den er Guds tjener til gavn for dig.“ (Romerne 13:4) Paulus nød selv gavn af den beskyttelse som den romerske regeringsmagt ydede. Da en pøbelsværm kastede sig over ham, blev han for eksempel reddet af romerske soldater. Senere appellerede han til det romerske retsvæsen så han kunne fortsætte sin missionærtjeneste. — Apostelgerninger 22:22-29; 25:11, 12.

Paulus gav tre grunde til at betale skat. Den første var at lovovertrædere vil mærke myndighedernes „vrede“, altså blive straffet. Den anden var at det ville have en negativ indflydelse på den kristnes samvittighed at snyde i skat. Den tredje grund Paulus anførte, var at skatten ganske enkelt er betaling for de tjenester som regeringerne yder i deres egenskab af „offentlige tjenere“. — Romerne 13:1-6.

Tog Paulus’ trosfæller disse ord til sig? Det gjorde de tydeligvis, for den kristne apologet Justinus Martyr (omkring år 110 til 165) skrev at de kristne ’alle vegne bestræber sig for at betale skatter og afgifter’. Når regeringer i dag kræver noget, hvad enten det drejer sig om tid eller penge, underlægger kristne sig fortsat villigt. — Mattæus 5:41.a

Naturligvis kan kristne frit benytte sig af fuldt lovlige skattefradrag. I nogle tilfælde har kristne måske mulighed for at få gavn af skattefordele når de giver bidrag til religiøse organisationer. I lydighed mod Guds ord vil sande kristne dog aldrig snyde i skat. De betaler deres skat og lader myndighederne tage det fulde ansvar for hvad pengene går til.

Ekstrem høj beskatning er blot en af de måder hvorpå „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. (Prædikeren 8:9) Jehovas Vidner trøster sig med Bibelens løfte om at der snart vil råde retfærdighed for alle under Guds regering — en regering der aldrig vil bebyrde sit folk med uretfærdige skatter. — Salme 72:12, 13; Esajas 9:7.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 11]

De første kristne ’bestræbte sig alle vegne . . . for at betale skatter og afgifter.’ — JUSTINUS MARTYR

[Illustration på side 10]

Sande kristne overholder skattelovgivningen

[Kildeangivelse på side 11]

Jesus sagde: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens“

[Kildeangivelse på side 10]

© European Monetary Institute