I det 1. århundrede var jøderne meget imod at betale skatter, ikke alene på grund af den udbredte korruption blandt skatteopkræverne, men også fordi betalingen mindede dem om deres underkastelse under Rom. (Se SKATTEOPKRÆVER.) Men både Jesus Kristus og apostelen Paulus viste at det var på sin plads at betale skat til „kejseren“, eller „de højere myndigheder“. (Mt 22:17-21; Ro 13:1, 7; se KEJSER [Gud og kejseren].) Blandt de former for skat der omtales i De Kristne Græske Skrifter, er teʹlos (en indirekte skat, told eller afgift; Mt 17:25; Ro 13:7), kēnʹsos (en kopskat; Mt 17:25; 22:17, 19; Mr 12:14; se KOPSKAT) og foʹros (et bredere udtryk der menes at betegne en skat på huse, jord og personer; Lu 20:22; 23:2).

Disse skatteforpagtere bortliciterede retten til at opkræve skatter i forskellige dele af deres distrikt til andre. Og disse andre havde igen mænd under sig som personligt opkrævede skatterne. Det ser for eksempel ud til at Zakæus havde myndighed over skatteopkræverne i og omkring Jeriko. (Lu 19:1, 2) Og Mattæus, som Jesus kaldte til apostel, var en af dem der direkte opkrævede skatterne. Han havde øjensynlig sit skattekontor i eller i nærheden af Kapernaum. — Mt 10:3; Mr 2:1, 14.

I Palæstina var der således mange jødiske skatteopkrævere. De blev ringeagtet af deres landsmænd fordi de ofte opkrævede mere end den fastsatte skat. (Mt 5:46; Lu 3:12, 13; 19:7, 8) Andre jøder undgik som regel skatteopkrævernes selskab og satte dem i bås med mennesker der var kendt for at være syndere, som for eksempel skøger. (Mt 9:11; 11:19; 21:32; Mr 2:15; Lu 5:30; 7:34) De så også skævt til skatteopkræverne fordi de var gået i en fremmed magts tjeneste og var i nær kontakt med de „urene“ hedninger. At behandle en „broder“ der viste sig at være en forhærdet overtræder, som „en skatteopkræver“ ville derfor sige ikke frivilligt at have noget med vedkommende at gøre. — Mt 18:15-17.