Senere stiftede jeg bekendtskab med en helt anden slags te. Jeg blev inviteret til te hos en japansk ven. Han serverede lysegrøn te i små kopper uden hank, men den smagte ikke som den te jeg var vant til. Hans te kunne jeg godt lide! Jeg var på besøg med en veninde, og til værtens forskrækkelse bad hun om mælk og sukker til sin te. Han forklarede hende at det brugte man ikke i japansk te. Da jeg senere flyttede til Japan, var jeg glad for at der altid blev serveret rigeligt med japansk te til venner og gæster.

Efter at have boet i Japan et stykke tid flyttede jeg til Taiwan, og jeg spekulerede på om de fleste kineserne dér foretrak den slags te min mor plejede at servere. Det var skønt at finde ud af at man også drikker grøn te i Taiwan, selvom den har en lidt anden smag end den man drikker i Japan.

Grøn te er den mindst fermenterede. I Japan, Indien og Sri Lanka steriliserer man bladene med damp for at holde fermenteringen på et minimum. I Kina bruger man til samme formål tør varme. Grøn te drikkes uden at blive tilsat noget.