8. (a) Hvem var høvdinger i fortidens Israel? (b) Hvilken tjeneste udførte høvdingen i Ezekiels syn i forbindelse med den sande tilbedelse?

⁸ I synet omtales der også en som kaldes „høvdingen“. Folket havde haft høvdinger lige siden Moses’ tid. Det hebraiske ord for høvding, nasī’ʹ, kunne sigte til et overhoved for et fædrenehus, en stamme eller et helt folk. I Ezekiels syn irettesættes Israels ledere som skare betragtet fordi de har undertrykt folket, og de tilskyndes til at være upartiske og retfærdige. Høvdingen udfører en fremtrædende tjeneste i forbindelse med den rene tilbedelse skønt han ikke hører til præsterne. Han går ind i og ud af den ydre forgård med de ikkepræstelige stammer, han sidder i Østportens forhal, og han sørger for nogle af de ofre folket skal bringe. (Ezekiel 44:2, 3; 45:8-12, 17) Synet forsikrede således Ezekiels folk om at den genrejste nation ville blive velsignet med eksemplariske ledere, mænd der ville støtte præsterne i deres bestræbelser for at organisere Guds folk og være gode eksempler i åndelige anliggender.

Også høvdingen ville få en arvelod. Men det ville præsterne ikke, for Jehova sagde: „Jeg er deres arv.“ (Ezekiel 44:10, 28; 4 Mosebog 18:20) Det fremgik af synet at høvdingens andel i landet ville ligge på hver side af et særligt område der blev kaldt det hellige bidrag.

Og læg mærke til at ifølge Ezekiels syn skulle høvdingen, ligesom præsterne, bo på et jordstykke der var givet som bidrag af folket. (Ezekiel 45:16) I det genrejste land skulle folket således bidrage til det arbejde der blev udført af dem som Jehova havde udpeget til at føre an; de skulle støtte dem ved at samarbejde med dem og følge deres ledelse. Alt i alt var dette land indbegrebet af organisering, samarbejde og tryghed.

Høvdinger, som for eksempel Nehemias og Zerubbabel, herskede med retfærdighed i landet.