Den organisation der blev påbegyndt af David med henblik på sangen og musikken ved helligdommen, kom til at virke fuldt ud ved Salomons tempel. Ved indvielsen af templet må musikken have været meget stort anlagt, for det oplyses at alene trompetblæserne udgjorde 120. (2Kr 5:12, 13) Efterhånden som nationen slækkede på sin trofasthed mod Jehova, forringedes alle sider af den sande tilbedelse, også musikken, men da kongerne Ezekias og Josias gennemførte deres reformer, og da jøderne vendte hjem fra landflygtigheden i Babylon, blev der taget skridt til at reetablere den ordning som Jehova havde vist at han ønskede med hensyn til musikken. (2Kr 29:25-28; 35:15; Ezr 3:10) Senere, da Nehemias indviede Jerusalems mur, bidrog de levitiske sangere, akkompagneret af alle de instrumenter der hørte sig til, væsentligt til glæden ved denne festlige lejlighed. (Ne 12:27-42) Efter Nehemias’ tid oplyser Bibelen ikke mere noget om musikken i templet, men andre kilder, som for eksempel Talmud, beretter at der blev brugt musik i templet indtil Jerusalems ødelæggelse i år 70.

Hvor mange musikere gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem?

I forbindelse med forberedelserne til opførelsen af Jehovas tempel satte David 4000 levitter til side til at gøre tjeneste ved musikken. (1Kr 23:4, 5) Af disse var 288 „oplært til at synge for Jehova, alle sammen professionelle sangere“. (1Kr 25:7) Hele ordningen blev forestået af tre erfarne musikere, Asaf, Heman og Jedutun (der åbenbart også hed Etan). Eftersom disse mænd nedstammede fra henholdsvis Gersjom, Kehat og Merari, Levis tre sønner, var alle de tre ledende levitslægter repræsenteret ved tempelmusikken. (1Kr 6:16, 31-33, 39-44; 25:1-6) Asaf, Heman og Jedutun havde tilsammen 24 sønner, der alle hørte med til de førnævnte 288 dygtige musikere. Hver af disse sønner blev ved lodtrækning udpeget til at lede et hold musikere. Under sig havde de hver især 11 andre „professionelle“, udvalgt blandt deres egne sønner eller andre levitter. På denne måde var de 288 ([1+11]×24=288) professionelle levitmusikere fordelt på 24 skifter ligesom præsterne. Hvis de resterende 3712 ’elever’ var fordelt på samme måde, vil der i gennemsnit have været omkring 155 mænd yderligere til hvert af de 24 hold, det vil sige ca. 13 musikere på forskellige uddannelsestrin for hver professionel. (1Kr 25:1-31) Da trompetblæserne var præster, blev de ikke talt sammen med levitmusikerne. — 2Kr 5:12; jf. 4Mo 10:8.

Instrumentalmusik. Der oplyses ikke ret meget i Bibelen om formen på eller opbygningen af de mere end 12 forskellige musikinstrumenter der omtales. De fleste forskere støtter sig derfor stærkt til hvad arkæologerne har fundet frem til om de instrumenter som blev brugt på samme tid i Israels nabolande. Dette er dog ikke altid en pålidelig rettesnor eftersom det ser ud til at israelitternes musik var på et højere plan end de omboende folkeslags. Nogle har desuden forbundet forskellige musikinstrumenter som omtales i Bibelen, med instrumenter der anvendes i nutidens Mellemøsten, og som menes at kunne føres tilbage til oldtiden, men også disse teorier bygger udelukkende på formodninger.

Bibelens musikinstrumenter kan inddeles i følgende grupper:

Strengeinstrumenter: lyre, harpe, lut, citer.

Blæseinstrumenter: sækkepibe, fløjte, horn, trompet, (muligvis) nechīlōthʹ.

Slagtøj: cymbel, sistrum, tamburin.

Yderligere oplysninger om de ovennævnte instrumenter kan findes i artiklerne under deres respektive navne.

Der er ingen grund til at tro at musikinstrumenterne i Israel var plumpe og primitive i form, udførelse og funktion. Bibelen nævner at lyrer og harper til templet blev lavet af det fineste importerede almugtræ; trompeterne var af sølv. (1Kg 10:11, 12; 4Mo 10:2) Tempelinstrumenterne blev sikkert fremstillet af de dygtigste håndværkere.

Både Bibelen og ikkebibelske tekster fra før vor tidsregning bekræfter at Israel havde dygtige musikere og instrumenter af høj kvalitet. En tekst blandt Dødehavsrullerne oplyser at et antal trompeter skulle spille forskellige komplicerede signaler „som med én mund“. Ikke alene har dette krævet dygtige musikere, men også at disse havde instrumenter hvis tonehøjde kunne reguleres så de kunne stemmes efter hinanden. Den inspirerede beretning om musikken ved indvielsen af Salomons tempel tyder også på at den blev fremført uden dissonans, for der siges at sangerne og de 120 trompetblæsere lød „enigt og som med én røst“. — 2Kr 5:12, 13.

Bibelen nævner blot fire instrumenter som hørende med til tempelorkesteret: trompet, lyre, harpe (hebr.: neʹvæl) og cymbel. Efter nutidig, vestlig målestok virker denne sammensætning måske ret ufuldstændig, men formålet med dette orkester har ikke været at spille noget i retning af symfonisk musik, men kun at akkompagnere sangen ved templet. Dette formål har disse instrumenter udmærket kunnet opfylde. — 2Kr 29:25, 26; Ne 12:27, 41, 42.

I forbindelse med trompeterne siges der i Bibelen følgende om hvornår der skulle spilles på de hellige instrumenter: „På dagen hvor I fryder jer og til jeres festtider og ved begyndelsen af jeres måneder skal I blæse i trompeterne over jeres brændofre og jeres fællesskabsofre.“ (4Mo 10:10) Efter at tempelmusikerne var blevet organiseret, kom denne ordning sandsynligvis til også at gælde de andre instrumenter ved disse og lignende lejligheder. Dette, samt hvordan man gik frem i forbindelse med musikken, fremgår af beskrivelsen af det der skete da kong Ezekias genindførte den hellige tjeneste efter at han havde renset templet: „På det tidspunkt da brændofferet blev påbegyndt, begyndte også sangen til Jehova, samt trompeterne, og dét under ledelse af kong David af Israels instrumenter. Og hele menigheden bøjede sig mens sangen blev sunget og der blev blæst i trompeterne — alt dette varede indtil brændofferet var til ende.“ (2Kr 29:27, 28) At trompeterne var „under ledelse af kong David af Israels instrumenter“, synes at betyde at trompetblæserne spillede på en sådan måde at de supplerede de øvrige instrumenter snarere end overdøvede dem. Musikerne stod samlet „øst for alteret“. — 2Kr 5:12.

Vokalmusik. Sangerne ved templet var levitiske mænd. Bibelen taler ingen steder om kvindelige sangere ved templet. En af targumerne (til Præ 2:8) siger udtrykkeligt at der ikke var kvinder i koret. Også den omstændighed at kvinder var forment adgang til visse dele af tempelområdet, synes at udelukke deres deltagelse i officielle tempelhverv. — 2Kr 5:12; Ne 10:39; 12:27-29.

Der blev lagt stor vægt på sangen ved templet. Sangerne omtales hyppigt i Bibelen, og det nævnes at de var „fritaget for andre pligter“ som de øvrige levitter havde, så de kunne hellige sig deres tjeneste helt og fuldt. (1Kr 9:33) At de vedblev med at udgøre en særskilt gruppe blandt levitterne, understreges af at de blev registreret for sig selv blandt dem der vendte hjem fra Babylon. (Ezr 2:40, 41) De nævnes også specielt sammen med andre klart adskilte grupper som var fritaget for „skat, afgift eller told“ under perserkongen Artaxerxes den Langhåndede. (Ezr 7:24) Senere befalede kongen at der skulle være „en fast ydelse til sangerne efter hvad der behøvedes dag for dag“. Selv om dette påbud tilskrives Artaxerxes, var det sikkert Ezra der udstedte det på grundlag af den myndighed kongen havde givet ham. (Ne 11:23; Ezr 7:18-26) Det ses altså klart at tempelsangerne udgjorde en særlig gruppe, og derfor taler Bibelen om „sangere og levitter“ skønt alle sangerne også var levitter. — Ne 7:1; 13:10.

På grundlag af undersøgelser i hele verden konkluderer Sachs: „De kor og orkestre der var knyttet til templet i Jerusalem, tyder på en høj standard hvad angår musikuddannelse, musikalsk færdighed og viden om musik.“ Han fortsætter: „Det er vigtigt at gøre sig klart at den vestlige orient i oldtiden havde en musik der var meget anderledes end det nittende århundredes historikere har beskrevet. . . . Selv om vi ikke ved hvordan oldtidens musik lød, har vi tilstrækkelige vidnesbyrd om dens magtfuldhed, værdighed og ypperlighed.“ — The Rise of Music in the Ancient World: East and West, 1943, s. 48, 101, 102.

Det Bibelen selv fortæller, stemmer hermed. For eksempel forekommer udtrykket „Til dirigenten“ (NV, AT) over 30 gange i overskrifterne til salmerne. (Sl 11 og andre) Andre oversættelser siger „sangmesteren“ (GD, DA31), „Forsangeren“ (Ka, Li) eller „korlederen“ (DA92). Det hebraiske ord bruges åbenbart om en der på en eller anden måde ledede eller gav anvisninger på sangens udførelse, ved at arrangere den, at indstudere og øve den med levitsangerne eller ved at dirigere koret når den blev fremført offentligt. Måske er udtrykket møntet på overhovederne for de 24 skifter af tempelmusikere eller på andre erfarne musikere om hvem det siges at de skulle „dirigere“. (1Kr 15:21; 25:1, 7-31) I omkring 20 andre salmer er overskrifterne mere specifikke idet de tilføjer: „på strengeinstrumenter“, „på den dybe oktav“ og lignende. (Sl 4, 12 og andre; se SJEMINIT.) Når Bibelen desuden taler om „overhoveder for sangerne“ og skelner mellem „den professionelle“ og „eleven“, vidner det også om musik af høj standard. — Ne 12:46; 1Kr 25:7, 8.