Ved tempeltjenesten var præsterne organiseret under forskellige forstandere. De enkelte opgaver blev fordelt ved lodkastning. Hvert af de 24 skifter tjente en uge ad gangen, to gange om året. Hele præsteskabet gjorde øjensynlig tjeneste ved højtiderne når folket bragte tusinder af ofre, som ved indvielsen af templet. (1Kr 24:1-18, 31; 2Kr 5:11; jf. 2Kr 29:31-35; 30:23-25; 35:10-19.) En præst kunne også gøre tjeneste på andre tidspunkter når blot han ikke hindrede de præster der tilhørte det tjenstgørende skifte, i at varetage deres pligter. Mens Jesus levede, var der ifølge den rabbinske overlevering så mange præster at ugens tjeneste blev delt op blandt de forskellige slægter der udgjorde det tjenstgørende skifte, sådan at hver slægt tjente en eller flere dage, alt efter slægtens størrelse.

Afbrændingen af røgelse på guldalteret blev sikkert betragtet som den mest ærefulde del af den daglige tjeneste. Dette fandt sted efter at offeret var blevet bragt. Mens røgelsen blev brændt, samledes folket uden for helligdommen i bøn. Ifølge den rabbinske overlevering blev der kastet lod om denne tjeneste, men en der tidligere havde afbrændt røgelse, var udelukket medmindre alle de tilstedeværende før havde udført denne tjeneste. (The Temple, s. 135, 137, 138) Hvis det forholder sig sådan, ville en præst i almindelighed kun få denne ære én gang i sin levetid.

Præsterne skulle øjensynlig udskifte skuebrødene hver sabbat. Det var også på sabbatten at det tjenstgørende præsteskifte afsluttede ugens tjeneste og det nye skifte indledte den følgende uges tjeneste. Præsterne brød ikke sabbatten ved at udføre disse og andre nødvendige pligter. — Mt 12:2-5; jf. 1Sa 21:6; 2Kg 11:5-7; 2Kr 23:8.