Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • I unge — lad jer ikke bedrage
    Vagttårnet – 1986 | 1. august
    • 2. Hvordan er nogle unge blevet forledt til at begå alvorlige overtrædelser?

      2 For eksempel har en pige ved navn Julie, der går i gymnasiet på andet år, været „forelsket i den flotteste og populæreste fyr på hele skolen,“ som hun udtrykker det. Hun fortæller: „Jeg sagde til ham at jeg ikke havde lyst til det han gerne ville; men han blev ved med at snakke om hvor højt han elskede mig, og om at der ikke var noget at være bange for. Da jeg blev ved med at sige nej, rykkede han frem med det svære skyts. Han sagde: ’Jeg holder virkelig af dig, og jeg troede at du også holdt af mig. Hvis du ikke vil bevise det, må vi nok holde op med at ses.’“ Det fik Julie til at give efter og bedrive utugt. Dagen efter fandt hun ud af at hendes „ven“ havde pralet af sin „erobring“, og forstod hvor grundigt hun var blevet bedraget. Hun burde have vidst at hendes „ven“ ikke ville have presset hende til noget hun ikke havde lyst til hvis han virkelig havde elsket hende.

      3. (a) Hvorfor er utugt en så alvorlig synd? (b) Hvad er Satan Djævelens mål?

      3 Det Julie blev lokket til at gøre var en alvorlig overtrædelse af Guds lov. Bibelen formaner: „Flygt fra utugt.“ Og den siger uden omsvøb: „Ingen utugtig . . . har nogen arv i Messias’ og Guds rige.“ (1 Korinther 6:18; Efeserne 5:5) Satan Djævelen er sikkert ikke interesseret i om du vinder eller taber en sportskamp, eller om du gør et godt eller et dårligt køb, men han er afgjort interesseret i at forlede dig til at overtræde Guds lov. „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge,“ advarer Bibelen. (1 Peter 5:8) Ja, han bruger alle kneb og giver sig endda ud for at være en lysets engel for at få dig til at holde op med at tjene Jehova Gud! Er det ikke tankevækkende? — 2 Korinther 11:14.

      Lær af Evas erfaringer

      4. Hvordan kan vi sige at de unge er særligt udsatte for Satans angreb?

      4 Men for jer unge er dette endnu mere tankevækkende: I er særligt udsatte for Satans angreb. Hvorfor? Fordi I på grund af jeres ungdom ikke har haft så megen tid til at tilegne jer kundskab og visdom, og fordi Satan udvælger sig de mindre erfarne. Det gjorde han allerede ved begyndelsen af sit oprør. Husk at det var Eva han henvendte sig til i Edens have, ikke hendes mand, Adam, der var blevet skabt nogen tid før hende. Og Satan opnåede hvad han ville. Ved at give sig ud for at være noget andet end det han var, bedrog og vildledte han den yngre og mindre erfarne Eva. „For Adam blev formet først,“ forklarer Bibelen, „derpå Eva. Og det var ikke Adam der blev bedraget, men kvinden blev grundigt bedraget og faldt i overtrædelse.“ — 1 Timoteus 2:13, 14.

      5. (a) Hvad bør vi aldrig lade os narre til at tro? (b) Hvad var apostelen Paulus bekymret for, og hvorfor var det ikke uden grund?

      5 Lad dig aldrig narre til at tro at Satans metoder ikke kan virke på dig, at du aldrig vil blive forledt til at overtræde Guds love. Husk at Gud har advaret os om at Satan „giver sig ud for at være en lysets engel“. (2 Korinther 11:14) Apostelen Paulus var bekymret for at denne mesterbedrager ville opnå resultater blandt hans mindre erfarne trosfæller — og ikke uden grund. Paulus skrev: „Jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på.“ — 2 Korinther 11:3.

      6. Hvad vil det sige at blive forført?

      6 Læg mærke til at Eva ikke blot blev bedraget eller narret; hun blev også forført. Det vil sige at hun blev lokket eller fristet til at slå ind på en farlig vej. Ifølge Ordbog over det danske Sprog betyder at forføre at „lede bort fra det (moralsk) rette; føre paa afveje; forlede“. Denne ordbog nævner at ordet også indebærer tanken om ’at forlede en i kønslig henseende uberørt kvinde til utugt (samleje)’. Vi kan lære meget af at betragte den måde hvorpå Satan forførte Eva (skønt der ikke i dette tilfælde var tale om noget seksuelt), og af at lægge mærke til hvilke lignende metoder han gør brug af i dag.

      7, 8. (a) Hvad var hensigten med det spørgsmål Satan stillede Eva? (b) Hvordan fik Satan det til at virke tiltalende at spise af træet?

      7 Satan var så snedig at henvende sig til Eva gennem en slange for at få hende til at begynde at betragte Guds lov med skepsis. Satan formulerede sig omhyggeligt på en måde der vakte størst mulig tvivl og mistro. Han spurgte: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Med dette fordægtige spørgsmål antydede Satan at det var en skam at Eva ikke måtte spise af alle havens træer. Han påstod faktisk at det ville være til gavn for hende at spise af den forbudte frugt og at hun ikke ville dø som Gud havde sagt. „Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt,“ lovede Satan hende. — 1 Mosebog 3:1-5.

      8 Hvor var det ondt og beregnende af Satan at antyde at Gud prøvede at hindre Eva i at opnå en viden der kunne gavne hende! Ifølge Satan brugte Gud endda en tom trussel om død for at hindre Eva i at opnå uafhængighed. ’Du går jo glip af noget!’ sagde han i virkeligheden til hende. ’Du dør ikke. Du kan få noget som Gud selv har. Du kan selv afgøre hvad der er godt og hvad der er ondt.’ Tanken om at kunne træffe beslutninger på egen hånd, uden at skulle stå nogen til regnskab, tiltalte Eva.

      9. Hvilken kæde af begivenheder som omtales i Jakob 1:14, 15 førte til synd og i sidste ende til død for Eva?

      9 Derfor begyndte Eva at se på træet med begær. „Da så kvinden at træet var godt at spise af og at det var noget øjnene længtes efter, ja, træet var indbydende at se på. Så hun tog af dets frugt og gav sig til at spise den.“ (1 Mosebog 3:6) Men bagefter, da Eva opdagede at hun ikke fik det Satan havde lovet hende, forklarede hun: „Det var slangen der bedrog mig.“ (1 Mosebog 3:13) Slangen havde faktisk ikke bare bedraget hende men også forført hende ved at lokke og friste hende indtil et selvisk begær fik hende til at synde — med døden til følge. — Jakob 1:14, 15.

      Vær opmærksom på Satans planer

      10. Hvorfor behøver vi ikke at være uvidende om Satans planer, og hvilken vejledning vil det være klogt af os at følge?

      10 Satans planer har ikke ændret sig. Han benytter de samme kneb og metoder for at bedrage og forføre unge i vor tid. Bibelen beskriver dog hans bedrageriske metoder i alle enkeltheder, så vi behøver ikke at være uvidende om hans planer. (2 Korinther 2:11) Vi må blot være så fornuftige at vi lytter til de advarsler og den vejledning som Jehova Gud giver os gennem sit ord og sin organisation. — Ordsprogene 2:1-6; 3:1-7, 11, 12; 4:1, 2, 20-27; 7:1-4.

      11. Hvordan forfører eller bedrager Satan i dag ofte unge til at gøre noget forkert?

      11 Hvordan bærer Satan sig i mange tilfælde ad med at lokke og friste jer unge til at gøre noget forkert? Han får ting som Gud fordømmer, handlinger som kan føre til at man mister Guds godkendelse, til at virke meget tiltalende og samtidig helt uskadelige — ligesom frugten forekom Eva. Og ligesom han gjorde med Eva, vil han prøve at give jer den tanke at I helt uden grund går glip af noget godt og dejligt. På denne snedige og bedrageriske måde forsøger Satan at undergrave jeres respekt for Jehovas ord, og for den vejledning I får af jeres gudfrygtige forældre og Guds organisation. Det er derfor med god grund at Bibelen indtrængende formaner: „Stå fast over for Djævelens listige anslag.“ — Efeserne 6:11.

      12. (a) Hvilken oplysning om Satan bør vi alle tage alvorligt, og hvorfor? (b) Hvordan ser du på ordene i Første Johannesbrev 2:15 og Jakob 4:4? (c) Hvad vil Satan gerne narre os til at tro?

      12 Det var selvfølgelig dumt af Eva at tro på Satans løgn, men begår mange unge i dag ikke en lignende dumhed når de tager let på advarslerne i Jehovas ord eller på dem de får af deres forældre eller kristne ældste? Gør du selv det? Tager du for eksempel den kendsgerning alvorligt at Satan Djævelen er denne verdens hersker og at han som denne tingenes ordnings gud forblinder folks forstand? (1 Johannes 5:19; Johannes 12:31; 14:30; 16:11; 2 Korinther 4:4) Gør du hvad du kan for at adlyde Guds befaling: „Elsk ikke verden eller det der er i verden“? (1 Johannes 2:15) Spørg dig selv: ’Tror jeg virkelig på det Bibelen siger om at „enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig til fjende af Gud“?’ (Jakob 4:4) Satan vil gerne føre dig bag lyset og få dig til at tro at verden ikke udgør nogen trussel og at det den giver sig af med er ganske uskadeligt. Men pas på! Lad dig ikke bedrage!

      Faldgruber i vor tid

      13. Hvilken skik er blevet udbredt i mange lande, og hvad vil Satan gerne have os til at tro i den forbindelse?

      13 Når Satan prøver at lokke mennesker til at overtræde Guds love benytter han sig ofte af ting der ikke i sig selv er forkerte eller som ikke udtrykkeligt fordømmes i Bibelen. De fleste ægtepar har for eksempel kun gode minder fra deres forlovelsestid, men to der kommer sammen kan let bringe sig i en farlig situation ved at være alene sammen. Ja, faktisk er det at komme sammen noget forholdsvis nyt, som mange steder først er blevet almindeligt efter den første verdenskrig. Satan vil gerne have dig til at tro at dette blot er en uskyldig fornøjelse der giver unge lejlighed til at mødes på tomandshånd så de kan lære hinanden bedre at kende. Men det rummer i virkeligheden store moralske farer.

      14. (a) Hvordan kan man bedømme om det er en god eller en dårlig skik at unge kommer sammen? (b) Hvilke følelser kan opstå når to unge er alene sammen?

      14 Ældre, modne kristne er på grund af deres større erfaring mere opmærksomme på disse farer, og kan derfor vejlede de unge. (Ordsprogene 27:12) Du mener måske at der ikke kan ske noget ved at komme sammen med en, og at dine forældre er alt for strenge og hindrer dig i at have det lidt sjovt. Men ligesom man kan bedømme mennesker på de frugter de bærer, kan man også bedømme en skik som det at komme sammen, på de resultater det medfører. (Ordsprogene 20:11; Mattæus 7:16) En 18-årig pige som havde en ven hun kom fast sammen med, blev gravid. Hun siger for eksempel: „Jeg var én af de tusinder af piger der troede at det ikke kunne ske for mig.“ Hun indrømmer at når man er kommet sammen et stykke tid, „bliver det kedeligt at holde i hånd og kysse“. En 17-årig pige der tit gik ud med drenge fortæller noget lignende: „Kysseri og kæleri ophidser mig til jeg er helt vild efter at komme i seng med drengen.“ Er det ualmindeligt? Nej, slet ikke.

      15. Hvilke tragedier må den skik at unge kommer sammen bære en betydelig del af skylden for?

      15 Når to unge der føler sig fysisk tiltrukket af hinanden er alene, som det ofte sker når to kommer sammen, kan det seksuelle begær vokse i en grad så selv unge der ikke ønsker det, kommer til at overtræde Guds lov. Tænk på at der årligt er langt over en million teenagepiger i De forenede Stater der bliver gravide, og af dem får flere hundrede tusind en abort eller føder barnet uden for ægteskabet. Nogle af disse teenagepiger og de drenge der er delagtige i vanskelighederne, er desværre børn af Jehovas vidner. Den skik at unge kommer sammen bærer en betydelig del af skylden for disse tragedier, og for at der hvert år er mange, måske millioner, der smittes med kønssygdomme.

      16. (a) Hvad er Guds hensigt med det seksuelle samliv? (b) Hvad sker der med mange af Guds tjenere?

      16 Det var Guds hensigt at det seksuelle begær skulle tilfredsstilles inden for ægteskabet, hvor det kan bringe stor glæde og tilfredshed. (Hebræerne 13:4; Ordsprogene 5:15-19) Men ved hjælp af denne gudgivne gave har Satan forført mennesker og fået dem til at misbruge kønslivet og bedrive utugt. I fortiden blev 24.000 israelitter slået ihjel på én dag fordi de havde begået denne synd imod Gud, og i vor tid er der hvert år flere tusind som udstødes af den kristne menighed på grund af utugt. Pas på at det ikke sker for dig. Lyt til den vejledning du får — lad dig ikke bedrage. — 4 Mosebog 25:1-9, 16-18; 31:16.

      17. (a) Hvilken fejlagtig opfattelse om for eksempel sport, musik og dans har Satan udbredt? (b) Hvorfor rummer denne verdens underholdning en fare for Guds folk?

      17 Vær også opmærksom på de andre midler Satan benytter. Denne verdens underholdning består for eksempel for en stor del af sport, musik og dans. Ganske vist er intet af dette forkert i sig selv — det kan være sjovt og endda gavnligt at beskæftige sig med det. (1 Timoteus 4:8; Zakarias 8:5; Lukas 15:25) Men Satan har i sit ønske om at bedrage os spredt den opfattelse at disse former for underholdning overhovedet ingen fare rummer, selv hvis man regelmæssigt dyrker dem sammen med verdslige mennesker. Guds ord advarer imidlertid: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Korinther 15:33) Tænk over dette: Hvis religion og politik er en del af Satans ordning, vil det da ikke være dumt af os at tro at denne verdens underholdning er fri for hans indflydelse? Vi må hele tiden være på vagt så vi ’ikke lader verden omkring os presse os ind i sin egen form’. — Romerne 12:2, The New Testament in Modern English af J. B. Phillips.

      Foranstaltninger som kan beskytte unge

      18. Hvorfor bør du være taknemmelig hvis dine forældre underviser og vejleder dig?

      18 Jehova Gud har kærligt truffet nogle foranstaltninger for at beskytte jer unge mod at blive bedraget. Først og fremmest har han givet jeres forældre den opgave at undervise og vejlede jer. Og det kan I være glade for. En ulykkelig 18-årig pige der blev gravid uden at være gift sagde klagende at det ikke ville være sket „hvis mine forældre havde gjort deres pligt som forældre og fortalt mig om farerne ved at have en fast ven og forbudt mig at komme sammen med ham“. Hvis dine forældre frygter Gud bør du være taknemmelig for det. Når de pålægger dig begrænsninger er det ikke fordi de vil binde dig på hænder og fødder eller gøre livet surt for dig. Nej, de elsker dig og vil gerne beskytte dig. Lær af deres erfaringer og viden ved at lytte til den vejledning de giver dig.

  • Unge der glæder Jehovas hjerte
    Vagttårnet – 1986 | 1. august
    • „Vær viis, min søn,“ siger Jehova, „og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ — Ordsprogene 27:11.

      2. Hvilket vigtigt stridsspørgsmål rejste Satan, og hvordan berører det os?

      2 Den der smæder Jehova er naturligvis Satan Djævelen. I Edens have rejste Satan et vigtigt stridsspørgsmål der krævede et svar fra Gud. Da Djævelen med største lethed havde fået Eva og derefter Adam til at overtræde Guds lov, udfordrede han Jehova. Han hævdede i virkeligheden: ’Hvis blot jeg får muligheden, kan jeg få alle til at holde op med at tjene dig.’ (Job 1:6-12) Derfor fremsatte Jehova den indtrængende opfordring som vi læser ovenfor, om at hans søn måtte være „et svar“ i hans hånd så han kunne gendrive Satans udfordrende påstande.

      3. Hvorfor gælder Jehovas opfordring først og fremmest Jesus, og hvem har desuden glædet Jehovas hjerte?

      3 Hvem er den „søn“ af Jehova som denne opfordring især er rettet til? Jesus Kristus er Guds søn i en ganske særlig forstand, idet han er Guds enestefødte søn. (Johannes 1:14) Bortset fra Adam og Eva, der svigtede deres Skaber, er Jesus desuden det eneste fuldkomne menneske der har vandret på jorden, og derfor den eneste der til fuldkommenhed kunne bevise at det er muligt for mennesker at bevare deres trofasthed mod Gud. (1 Korinther 15:45) Jehovas opfordring gælder derfor først og fremmest Jesus. Og Jesus skuffede ikke sin Fader. Ved sit liv i trofasthed gav han Gud et svar på Satans pralende påstand om at mennesker ikke ville tjene ham trofast under prøve. (Hebræerne 2:14; 12:2) Alle de der skal regere sammen med Kristus i himmelen vil desuden også have glædet Jehovas hjerte ved at være trofaste mod ham til døden. — Åbenbaringen 2:10.

      4. Hvilken vigtig kendsgerning bør man tage i betragtning når man overvejer hvordan man vil bruge sit liv?

      4 Hvordan forholder det sig da med os der lever i dag, deriblandt jer unge? Er I inddraget i dette stridsspørgsmål om hvorvidt mennesker vil forblive trofaste mod Gud? Ja, det er I! (Salme 147:11; 148:12, 13) I har måske ikke tænkt over det, men ved den måde I bruger jeres liv på stiller I jer på enten Guds eller Satans side i stridsspørgsmålet. I glæder enten Jehova eller Satan. Jehovas opfordring eller appel kan i virkeligheden betragtes som rettet til enhver af jer personligt: „Vær viis, min søn [eller datter], og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ (Ordsprogene 27:11) Er dét at glæde Skaberens hjerte ikke et godt mål at stræbe efter?

      Hvorfor det er viist

      5. Hvorfor er det viist af os at glæde Jehovas hjerte?

      5 Læg mærke til at Jehova tilskynder os til at ’være vise’. Hvorfor er det viist af os at glæde Jehovas hjerte? Fordi Jehova er en kærlig Fader der kun ønsker det bedste for os, og alt hvad han beder os om at gøre er derfor til gavn for os selv. Som der siges i Esajas 48:17, 18: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“

      6. (a) Hvad viser at Jehova ønsker at vi skal glæde os over livet? (b) Hvilke konsekvenser kan man ikke undgå?

      6 Som en kærlig fader ønsker Jehova at vi fuldt ud skal nyde den vidunderlige gave Han har skænket os i form af livet. Han siger derfor: „Fryd dig, unge mand, i din ungdom, og lad dit hjerte gøre dig veltilpas i din unge manddoms dage, og gå på dit hjertes veje og efter dét dine øjne ser.“ Som den følgende advarsel viser, betyder dette ikke at man kan kaste sig ud i alle de fornøjelser man har lyst til: „Vid at for alt dette vil den sande Gud bringe dig for retten.“ (Prædikeren 11:9) Ja, man kan ikke undgå konsekvenserne af sine handlinger; Jehova vil kræve en til regnskab for det man gør. Denne regel er eviggyldig: „Hvad et menneske end sår, det skal han også høste.“ — Galaterne 6:7.

      7, 8. (a) Hvordan kan man undgå græmmelse og ulykke? (b) Hvornår kan ungdom og livsmorgen siges at være tomhed?

      7 Jehova tilføjer derfor: „Så fjern græmmelse [eller grunde til bekymring] fra dit hjerte, og hold ulykke langt fra dit kød; for ungdom og livsmorgen er tomhed.“ (Prædikeren 11:10) At det er klogt af jer unge at undgå handlinger der vil give jer ærgrelse og problemer senere hen, siger sig selv. Nogle vil selvfølgelig påstå at I går glip af noget — at I ikke rigtig har ’levet livet’ medmindre I har drukket jer fulde, haft seksuelle forhold uden at være gift eller gjort noget andet for at vise jeres „mod“. Men hvor er de tåbelige! „Det var det bestemt ikke værd,“ sagde en skoleelev grådkvalt efter at have bedrevet utugt. „Jeg har været bekymret lige siden.“

      8 I unge gør derfor klogt i at følge Guds vejledning og undgå enhver grund til den bekymring eller sorg som plager de unge der fører et udsvævende eller selvisk liv. En skribent fra det 17. århundrede har sagt: „Langt de fleste mennesker bruger deres første år til at gøre deres sidste år ulykkelige.“ Det er sandt, og hvor er det sørgeligt! Når unge ødsler deres energi og evner bort på en måde der giver dem problemer som voksne, kan deres ungdom og livsmorgen virkelig siges at have været tomhed! (Ordsprogene 22:3) Vær derfor viis og følg den formaning der videre gives i Prædikeren 12:1: „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.“

      9. Hvordan vil det gavne os at huske Jehova mens vi er unge?

      9 Hvis du husker Jehova i din ungdom vil det være til gavn for dig selv. Du vil ikke alene undgå en masse ærgrelser og vanskeligheder, men du vil også nu og her kunne glæde dig over et lykkeligt og tilfredsstillende liv i tjenesten for din store Skaber. Dertil kommer at du vil samle dig skatte i himmelen der vil være til gavn for dig i al evighed. (Mattæus 6:19-21) Hvis du viser at du husker Jehova nu ved at gøre hans vilje, vil han også huske dig og belønne dig ved at „give dig hvad dit hjerte beder om“ — et evigt, lykkeligt og indholdsrigt liv i Paradiset! — Salme 37:4; 133:3; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4.

      Elsker du Jehova?

      10. (a) Hvorfor bør vor beslutning om at tjene Jehova ikke bygge på en kold beregning af hvad det vil være klogt at gøre? (b) Hvad ønsker Jehova desuden af os?

      10 Men din beslutning om at tjene Jehova må ikke bygge på en kold beregning af hvad der vil være det klogeste. Satan er en så snedig fjende at hvis man kun tænker på hvad man selv kan få ud af det, vil han før eller siden kunne appellere til en eller anden selvisk tilbøjelighed og få en til at holde op med at tjene Jehova. Derfor opfordrer Jehova os ikke blot til at være vise; han ønsker også at vi nærer hengivenhed for ham. Jesus sagde: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte.“ (Mattæus 22:37) Ved du hvad det vil sige at elske Jehova af hele sit hjerte?

      11. (a) Hvad vil det sige at elske Jehova af hele sit hjerte? (b) Hvordan viser Josefs tilfælde at en god hjerteindstilling kan tilskynde os til at gøre Guds vilje?

      11 ’Hjertet’ betegner vort inderste jeg, tanker, motiver, holdninger og dybeste følelser. At elske Jehova af hele sit hjerte vil altså sige at elske ham meget højt og at have truffet den velovervejede beslutning at man mere end noget andet ønsker at glæde hans hjerte ved at give ham et svar på Satans spot. En sådan beslutning og en dyb kærlighed til og hengivenhed for Gud vil give os stærke bevæggrunde til at gøre hans vilje, selv når det kan virke tillokkende at lade være med det. En ung mand ved navn Josef nærede en sådan kærlighed til Jehova, og da en fremtrædende kvinde opfordrede ham til at ligge hos sig, svarede han derfor: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ — 1 Mosebog 39:7-9.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del