Før de tog af sted, stjal Rakel sin faders „terafimstatuetter“, der åbenbart var en slags afgudsbilleder. Da Laban senere indhentede karavanen og fortalte om tyveriet (som tilsyneladende var det der bekymrede ham mest), gav Jakob, uden at være klar over Rakels skyld, udtryk for sit mishag med det der var sket, og sagde at tyven skulle dø hvis vedkommende blev fundet i hans følge. Under sin søgen kom Laban også ind i Rakels telt, men hun undgik at blive afsløret ved at sige at hun ikke kunne rejse sig fordi det gik hende „på kvinders vis“ og derfor blev siddende på sadelkurven som terafimstatuetterne lå i. — 1Mo 30:25-30; 31:4-35, 38.

hun udviste menneskelige svagheder, for eksempel ved at stjæle terafimstatuetterne og opfindsomt undgå afsløring, svagheder som måske til en vis grad kan tilskrives hendes familiemæssige baggrund.

Nogle mener at Rakel måske har følt at Jakob som svigersøn havde ret til at arve en del af Labans ejendom, og at hun tog terafimstatuetterne for at sikre ham denne arv eller for endda at stille ham juridisk bedre end Labans sønner. Hun kan også have betragtet statuetterne som et middel til at hindre hendes fader i at gøre retsligt krav på noget af den velstand Jakob havde opnået mens han tjente hos ham. (Jf. 1Mo 30:43; 31:1, 2, 14-16.)