Kristendommen udbredes blandt jøderne i det første århundrede

OMKRING år 49 e.v.t. fandt et vigtigt møde sted i Jerusalem. Blandt de tilstedeværende var „de som ansås for at være søjler“ i den kristne menighed i det første århundrede — Johannes, Peter og Jesu halvbror Jakob. Af de andre tilstedeværende nævnes Paulus og hans medarbejder Barnabas også ved navn. På dagsordenen for dette møde var opdelingen af det omfattende forkynderdistrikt. Paulus forklarede: „[De] gav mig og Barnabas højre hånd som tegn på fællesskab, for at vi skulle gå til nationerne, men de til de omskårne.“ — Galaterne 2:1, 9.a

Hvad var det man blev enige om ved dette møde? Blev forkynderdistriktet opdelt i jøder og proselytter på den ene side og hedninger på den anden? Eller var der snarere tale om en rent geografisk inddeling af distriktet? For at få et fornuftigt svar på disse spørgsmål er det nødvendigt at kende nogle historiske oplysninger om diasporaen, et udtryk der bruges om jødisk bosættelse uden for Palæstina.

Jøderne i det første århundrede

Hvor mange jøder levede i diasporaen i det første århundrede? Mange forskere lader til at være enige i det der siges i Atlas of the Jewish World: „Det er vanskeligt at nå frem til det helt nøjagtige antal, men et fornuftigt skøn er at der kort tid før år 70 var omkring to en halv million jøder i Judæa og langt over fire millioner i andre af romerrigets lande. . . . Jøderne udgjorde sandsynligvis noget i retning af en tiendedel af romerrigets befolkning, og de steder hvor koncentrationen af jøder var højest, i byerne i de østlige provinser, har jøderne muligvis udgjort en fjerdedel eller mere af indbyggerne.“

De største jødiske samfund fandtes mod øst i Syrien, Lilleasien, Babylon og Ægypten. Desuden var der nogle mindre, jødiske samfund i Europa. Nogle velkendte jødekristne kom fra diasporaen. Barnabas var for eksempel fra Cypern, Priskilla og Akvila havde boet i Pontus og senere i Rom, Apollos var fra Alexandria, og Paulus kom fra Tarsus. — Apostelgerninger 4:36; 18:2, 24; 22:3.

De jødiske samfund i diasporaen havde flere forbindelser med hjemlandet. For eksempel betalte man en årlig skat til templet i Jerusalem for på den måde at have andel i tilbedelsen og livet omkring templet. I den forbindelse siger forskeren John Barclay: „Der er en del vidnesbyrd om at der blandt de jødiske samfund i diasporaen blev foretaget en minutiøs indsamling af disse penge, sammen med andre bidrag fra de rige.“

Endnu en forbindelse til hjemlandet var de titusinder af pilgrimme som hvert år tog til Jerusalem for at fejre højtiderne. Det fremgår af beretningen i Apostelgerninger 2:9-11 angående pinsedagen i år 33. De jødiske pilgrimme som var til stede ved denne lejlighed, kom fra Parthien, Medien, Elam, Mesopotamien, Kappadokien, Pontus, Asien, Frygien, Pamfylien, Ægypten, Libyen, Rom, Kreta og Arabien.

De jødiske ledere ved templet i Jerusalem kommunikerede med de jødiske samfund i diasporaen ved hjælp af breve. Man ved at lovlæreren Gamaliel, som er nævnt i Apostelgerninger 5:34, sendte breve til Babylon og andre lande. Da apostelen Paulus omkring år 59 ankom som fange til Rom, sagde „de mænd der var de førende blandt jøderne. . . . ’Vi har ikke modtaget breve fra Judæa om dig, og heller ingen af brødrene som er kommet hertil, har meddelt eller sagt noget ondt om dig.’“ Det viser at der jævnlig blev sendt breve og budskaber fra hjemlandet til Rom. — Apostelgerninger 28:17, 21.

Jøderne i diasporaen brugte den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter. Et opslagsværk siger: „Det er rimeligt at slutte at LXX [Septuaginta] blev læst og accepteret som den jødiske bibel eller ’de hellige skrifter’ overalt i diasporaen.“ De første kristne brugte også i vid udstrækning denne oversættelse i deres undervisningsarbejde.

Alt dette var medlemmerne af de kristnes styrende råd i Jerusalem godt bekendt med. Den gode nyhed var allerede nået ud til jøderne i diasporaen i Syrien og endnu længere væk, blandt andet til Damaskus og Antiochia. (Apostelgerninger 9:19, 20; 11:19; 15:23, 41; Galaterbrevet 1:21) De forsamlede ved mødet i år 49 var tydeligvis i færd med at lægge planer for det arbejde der lå forude. Vi vil nu se nærmere på hvad Bibelen siger om den vækst der fandt sted blandt jøder og proselytter.

Paulus’ rejser og jøderne i diasporaen

Den opgave Apostelen Paulus oprindelig havde fået, gik ud på at „bære [Jesu Kristi] navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner.“b (Apostelgerninger 9:15) Efter mødet i Jerusalem fortsatte Paulus med at opsøge jøderne i diasporaen hvor end han rejste hen. (Se rammen på side 14). Det viser at den fordeling af distriktet man aftalte, efter al sandsynlighed var geografisk. Paulus og Barnabas udvidede deres missionærarbejde til at omfatte landene mod vest, mens andre forkyndere betjente det jødiske hjemland og de store jødiske samfund i landene mod øst.

Babylon, inklusive Parthien, Medien og Elam, havde også en stor jødisk befolkning. En historiker siger at „der var jødiske samfund i alle områderne omkring Tigris og Eufrat, fra Armenien til Den Persiske Bugt, såvel som mod nordøst ved Det Kaspiske Hav og også østpå mod Medien“. Encyclopaedia Judaica anslår at der var omkring 800.000 eller flere jøder i disse samfund. Josefus, den jødiske historiker fra det første århundrede, fortæller at titusinder af babyloniske jøder hvert år rejste til Jerusalem for at fejre højtiderne.

Blev nogle af disse babyloniske pilgrimme døbt på pinsedagen i år 33? Det er uvist, men blandt dem der lyttede til Peter den dag, var der også folk fra Mesopotamien. (Apostelgerninger 2:9) Vi ved at apostelen Peter var i Babylon i perioden mellem år 62 og 64, og at han dér skrev sit første, og muligvis også sit andet brev. (1 Peter 5:13) Da der var en stor jødisk befolkning i Babylon, hørte byen uden tvivl med til det distrikt som Peter, Johannes og Jakob fik tildelt ved det møde der omtales i Galaterbrevet.

Hvad vi kan lære

Ja, de første kristne gjorde sig alvorlige bestræbelser for at kontakte jøderne, ligegyldig hvor de boede. Samtidig anstrengte Paulus og andre sig for at nå ud til hedningerne i Europa. De adlød Jesu befaling til sine efterfølgere om at gøre disciple „af folk af alle nationerne“. — Mattæus 28:19, 20.

Disse første kristnes eksempel viser hvor vigtigt det er at forkyndelsen foregår på en velorganiseret måde der kan have Jehovas ånds ledelse. Det viser også at det kan være en fordel at forkynde for folk der i forvejen respekterer Guds ord, især i distrikter hvor der kun er få Jehovas Vidner. Er nogle distrikter i din menighed mere frugtbare end andre? I så fald er det måske en god idé at gennemgå dem lidt oftere. Er der nogle offentlige aktiviteter i dit område som vil være en god anledning til at forkynde uformelt og gå på gadearbejde?