Da World Trade Center faldt

DE BEGIVENHEDER der udspandt sig i New York City, i Washington, D.C., og i Pennsylvania den 11. september 2001, vil stå uudsletteligt prentet i hukommelsen hos millioner, ja, måske milliarder, af jordens indbyggere. Hvor var du da du hørte eller så nyheden om angrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington?

Den ufatteligt hurtige tilintetgørelse af så store mængder materiel ejendom og, langt vigtigere, det bratte tab af så mange menneskeliv, har givet menneskeheden grund til eftertanke.

Har disse tragiske begivenheder ændret noget ved den måde vi prioriterer på, og ved de valg vi træffer her i livet? Ødelæggelsen af World Trade Center bragte nogle af de bedste egenskaber frem i folk; egenskaber som selvopofrelse, medfølelse, udholdenhed og uselviskhed. At det forholder sig sådan, fremgår af denne og den følgende artikel.

Øjenvidneberetninger fra de overlevende

Umiddelbart efter katastrofen var undergrundsbanen blevet lukket, og af den grund strømmede tusinder af mennesker til fods væk fra den nedre del af Manhattan. Mange af dem gik over Manhattan Bridge eller Brooklyn Bridge. De kunne tydeligt se de kontor- og trykkeribygninger som er en del af Jehovas Vidners hovedkontor. Nogle af dem der var flygtet fra katastrofeområdet, søgte i retning af disse bygninger.

Alisha (til højre), som er datter af et af Jehovas Vidner, var en af de første der nåede frem. Hun var helt dækket til med støv og aske.a Alisha fortæller: „I toget på vej til arbejde så jeg at der kom røg ud af World Trade Center. Da jeg nåede frem til katastrofeområdet, lå der glas overalt, og jeg kunne mærke varmen. Folk løb af sted i alle retninger mens politiet prøvede at evakuere området. Det lignede en krigszone.

Jeg løb ind i en nærliggende bygning for at søge ly. Så hørte jeg eksplosionen fra det andet fly da det ramte det sydlige tårn. Det var et ubeskriveligt syn; der var sort røg overalt. Vi fik besked på at forlade farezonen. Jeg blev sat på en færge der sejlede over East River til Brooklyn. Da vi var nået over på den anden side, kiggede jeg op og fik øje på et stort skilt. ’VAGTTÅRNET’, stod der. Hovedkontoret for det trossamfund min mor tilhører! Jeg skyndte mig hen til kontorbygningen. Dér ville jeg være i de bedste hænder — det vidste jeg. Jeg fik mulighed for at vaske mig og ringe til mine forældre.“

Wendell (til højre) var dørvogter på Marriott Hotel, som lå mellem de to tårne. Han fortæller: „Jeg havde vagten i vestibulen da den første eksplosion lød. Jeg så stumper af bygningsdele falde ned alle vegne. Jeg kiggede ud på gaden. Der lå en mand hvis tøj var i brand. Jeg flåede min jakke og skjorte af og løb hen til ham for at prøve at slukke ilden. En forbipasserende kom til hjælp. Alt hvad manden havde på, brændte, bortset fra hans sokker og sko. Så kom brandfolkene og kørte ham til lægebehandling.

Kort efter ringede Bryant Gumbel fra nyhedsredaktionen på CBS for at få en øjenvidneberetning om hvad der foregik. Min familie på Virgin Islands hørte den på deres tv, og på den måde fik de at vide at jeg var i live.“

Donald, en næsten to meter høj mand ansat i World Financial Center, befandt sig på 31. etage i bygningen lige over for Twin Towers og Marriott Hotel. „Jeg var lamslået af rædsel over det jeg så,“ fortæller han. „Folk faldt eller sprang ud ad vinduerne i det nordlige tårn. Skrækslagen skyndte jeg mig ud af bygningen så hurtigt som muligt.“

En mor i tresserne og hendes to døtre i fyrrerne kom ud for en anden oplevelse. Ruth og hendes lillesøster Joni boede sammen med deres mor, Janice, på et hotel i nærheden af Twin Towers. Ruth, der er sygeplejerske, fortæller historien: „Jeg var ved at tage bad. Pludselig råbte min mor og min søster til mig at jeg skulle komme ud af brusekabinen. Vi befandt os på 16. etage, og gennem vinduet kunne de se murbrokker og bygningsdele falde ned. Min mor så en mand som med stor kraft blev slynget hen over et nærliggende tag.

Jeg fik tøj på i en fart, og vi løb ned ad trappen. Folk råbte og skreg. Vi skyndte os ud på gaden. Derude hørte vi flere eksplosioner og så ildglimt. Vi fik ordre til at skynde os sydpå mod Battery Park, hvor der går en færge til Staten Island. Undervejs mistede vi kontakten med mor, som lider af kronisk astma. Kunne hun overleve i en luft der var så fyldt med røg, aske og støv? Vi ledte efter hende i en halv time, men uden held. På det tidspunkt var vi dog ikke så bekymrede, for mor er vant til at klare sig selv.

Lidt senere fik vi besked på at gå over til Brooklyn via Brooklyn Bridge. Man kan forestille sig hvor lettede vi blev da vi nåede over på den anden side af broen og kunne se det store skilt med påskriften ’VAGTTÅRNET’. Nu følte vi os i sikkerhed.

Vi blev budt velkommen og fik husly. Vi fik også udleveret tøj eftersom vi kun havde det vi stod og gik i. Men hvor var mor? Vi tilbragte hele natten med at forhøre os på hospitalerne, men forgæves. Næste dag ved halvtolvtiden fik vi besked om at mor befandt sig nede i vestibulen. Hvor havde hun været?“

Janice, mor til Ruth og Joni, fortsætter beretningen: „Da vi flygtede ud af hotellet, var jeg bekymret for en ældre veninde som ikke havde kunnet komme med os. Jeg ville tilbage for selv at hente hende ud, men det var for farligt. I forvirringen mistede jeg kontakten med mine døtre. Jeg var dog ikke så bekymret. De er begge fornuftige, og Ruth har en uddannelse som sygeplejerske.

Uanset hvor jeg kiggede hen, var der behov for hjælp, især til børn og babyer. Jeg hjalp så mange jeg kunne. Jeg gik hen til et område hvor man, for at kunne gøre så meget som muligt for så mange som muligt, sorterede ofrene efter hvor slemt de var kommet til skade. Jeg hjalp til med at vaske hænder og ansigt på politifolk og brandmænd, som var helt dækket til med sod og støv. Jeg fortsatte til klokken tre om morgenen. Derefter tog jeg med den sidste færge til Staten Island. Måske havde mine døtre søgt tilflugt der. Men jeg fandt dem ikke.

Næste morgen prøvede jeg at komme tilbage til Manhattan med den første færge, men jeg kunne ikke komme med fordi jeg ikke deltog i det organiserede hjælpearbejde. Jeg fik øje på en politimand som jeg havde hjulpet dagen før. ’John! Jeg skal tilbage til Manhattan,’ råbte jeg til ham. ’Bare følg efter mig,’ svarede han.

Da jeg var nået over til Manhattan, gik jeg først tilbage til Marriott Hotel. Måske var der stadig væk mulighed for at hjælpe min veninde. Men nej, hotellet lå i ruiner. Bydelen lå øde hen — intet liv nogen steder. Kun hærgede politifolk og brandmænd med tragedien skrevet i deres ansigter.

Jeg fortsatte over mod Brooklyn Bridge. Da jeg nærmede mig den anden ende af broen, så jeg et velkendt skilt. ’VAGTTÅRNET.’ Måske kunne jeg finde mine døtre dér. Ganske rigtigt. De kom ned til mig i vestibulen, og vi omfavnede hinanden og græd.

Mærkværdigt nok fik jeg ikke et eneste astmaanfald, trods al røgen, støvet og asken. Jeg bad hele tiden, for jeg ville gerne være til hjælp, ikke til besvær.“

„Der var ingen steder man kunne lande!“

Rachel, en kvinde først i tyverne, fortalte en Vågn op!-skribent følgende: „Da jeg kom gående langs min boligblok i den sydlige ende af Manhattan, hørte jeg lyden af et fly oven over mig. Støjen var så kraftig at jeg kiggede op. Jeg troede ikke mine egne øjne. Et kæmpe jetfly var på vej ned. Jeg undrede mig over at det fløj så lavt og så hurtigt. Der var ingen steder man kunne lande! Måske havde piloten mistet kontrollen over flyet. Så hørte jeg en kvinde skrige: ’Flyet ramte bygningen!’ Der kom en gigantisk ildkugle, og jeg kunne se et stort sort hul i det nordlige tårn.

Det er det værste jeg nogen sinde har oplevet. Det var helt uvirkeligt for mig. Jeg stod bare dér med åben mund. Kort efter blev det sydlige tårn ramt af et andet fly, og lidt senere faldt begge tårnene fuldstændig sammen. Jeg blev grebet af hysteri. Det var mere end jeg kunne klare!“

„Bliver det nødvendigt at svømme, så svømmer jeg“

Denise på 16 år var lige nået frem til sin skole ved siden af Den Amerikanske Fondsbørs, tre boligblokke syd for World Trade Center. „Klokken havde lige passeret ni. Jeg vidste at der var sket et eller andet, men jeg vidste ikke hvad. Jeg befandt mig på skolens 11. etage, og vi skulle i gang med en historietime. Eleverne var stive af skræk. Lærerinden syntes vi skulle fortsætte, men vi ville ud af bygningen; vi ville hjem.

Hele bygningen rystede da det andet fly ramte det sydlige tårn. Men vi vidste stadig ikke hvad der var sket. Pludselig lød det fra lærerens walkie-talkie: ’Twin Towers er blevet ramt af to fly!’ ’Det er ikke fornuftigt at blive her,’ tænkte jeg ved mig selv. ’Det her er terrorisme, og Fondsbørsen bliver det næste mål.’ Så vi skyndte os at komme ud.

Vi løb ned til Battery Park. Jeg vendte mig om for at se hvad der skete. Jeg kunne se at det sydlige tårn ville bryde sammen. Jeg tænkte på at det kunne udløse en dominoeffekt som ville rive alle de høje bygninger med i faldet. Både min næse og hals var delvis tilstoppet af aske og støv, så jeg måtte kæmpe for at få vejret. Jeg løb ned mod East River mens jeg tænkte: ’Bliver det nødvendigt at svømme, så svømmer jeg.’ Under flugten bad jeg til Jehova om at han ville frelse mig.

Langt om længe kom jeg med en færge til New Jersey. Det varede mere end fem timer før min mor fandt mig, men jeg var i det mindste i sikkerhed!“

„Er min sidste time kommet?“

Joshua på 28, som kommer fra Princeton i New Jersey, var midt i en undervisningstime på 40. etage i det nordlige tårn. „Pludselig føltes det som om der var eksploderet en bombe,“ fortæller han. „Der kom nogle rystelser, og jeg tænkte: ’Nej, det var et jordskælv.’ Jeg så ud ad vinduet, og det var et utroligt syn — røg, murbrokker og bygningsdele hvirvlede rundt udenfor. ’Smid alt hvad I har i hænderne,’ sagde jeg til klassen. ’Lad os komme ud!’

Vi løb ned ad trappen. Skakten var ved at blive fyldt med røg, og sprinklersystemet var gået i gang, men der var ingen panik. Jeg bad hele tiden om at vi måtte have valgt den rigtige trappegang, så vi ikke ville blive konfronteret med ilden.

Mens jeg løb ned ad trappen, tænkte jeg ved mig selv: ’Er min sidste time kommet?’ Jeg blev ved med at bede til Jehova og havde en forunderlig fornemmelse af fred. Jeg har aldrig før oplevet en sådan følelse af indre fred. Jeg glemmer det aldrig.

Da vi endelig nåede ud af bygningen, var politiet i fuld gang med at holde menneskestrømmen i bevægelse, væk fra bygningerne. Jeg kiggede op på tårnene. De så begge ud som om de var skåret op. Det virkede helt surrealistisk.

Så skete der noget mærkeligt — der blev en uhyggelig stilhed, som når tusinder af mennesker holder vejret samtidig. Det virkede som om New York var gået helt i stå. Så begyndte folk at skrige. Det sydlige tårn faldt sammen. En bølge af røg, aske og støv kom buldrende hen imod os. Det lignede en af de specielle effekter man bruger i spillefilm. Men det her var virkelighed. Da støvskyen indhentede os, kunne vi dårligt trække vejret.

Jeg nåede hen til Manhattan Bridge og vendte mig om. Jeg så det nordlige tårn med dets enorme tv-antenne styrte sammen. På vej over broen bad jeg hele tiden om at jeg måtte nå frem til Betel, Jehovas Vidners hovedkontor. Aldrig før har jeg været så glad for at se det sted som på dette tidspunkt. Og dér på trykkeribygningens mur stod med store bogstaver den tekst som dagligt kan ses af tusinder af mennesker. ’Læs Guds ord, Bibelen, hver dag.’ ’Jeg er der næsten,’ tænkte jeg. ’Bare hold ud.’

At tænke tilbage på disse begivenheder har fået mig til at indse hvor vigtigt det er at jeg prioriterer rigtigt i mit liv. De vigtigste ting i livet skal have førstepladsen.“

„Jeg så folk springe ud fra tårnet“

Jessica, som er 22 år, blev vidne til disse begivenheder da hun kom ud fra en undergrundsstation nær World Trade Center. „Jeg kiggede op og så aske, murbrokker og en masse forskellige metalstykker falde ned. Folk stod i kø for at bruge telefonautomaterne, og de var ved at miste besindelsen på grund af forsinkelserne. Jeg bad for at bevare roen. Så kom der endnu en eksplosion. Stykker af glas og stål faldt ned fra himlen. Jeg hørte folk råbe: ’Det var et andet fly!’

Jeg kiggede op og så et forfærdeligt syn. Folk sprang ud fra de øverste etager hvor røgen og flammerne bølgede ud fra bygningen. Jeg kan stadig se det for mig. En mand og en kvinde holdt fast i et vindue et stykke tid. Men så var de nødt til at slippe, og de faldt og faldt og faldt. Synet var ikke til at bære.

Langt om længe nåede jeg Brooklyn Bridge. Jeg tog mine ubekvemme sko af og løb over til Brooklyn på den anden side af floden. Jeg gik ind i Vagttårnets kontorbygning, hvor jeg med det samme fik hjælp og blev beroliget.

Da jeg var kommet hjem den aften, læste jeg temaartiklerne ’Hvad kan man gøre ved posttraumatisk stress?’ i Vågn op! for 22. august 2001. Jeg havde hårdt brug for oplysningerne i de artikler!“

Katastrofens uhyrlighed bevægede folk til at hjælpe hinanden på alle mulige måder. Den følgende artikel fortæller om den del af historien.

[Fodnote]

[Diagram/illustrationer på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UDSLETTET

1 NORDLIGE TÅRN 1 World Trade Center

2 SYDLIGE TÅRN 2 World Trade Center

3 MARRIOTT HOTEL 3 World Trade Center

7 7 WORLD TRADE CENTER

STÆRKT BESKADIGET

4 4 WORLD TRADE CENTER

5 5 WORLD TRADE CENTER

L ONE LIBERTY PLAZA

D DEUTSCHE BANK 130 Liberty St.

6 U.S. CUSTOMS HOUSE 6 World Trade Center

N S NORDLIGE OG SYDLIGE FODGÆNGERBRO

DELVIST ØDELAGT

2F 2 WORLD FINANCIAL CENTER

3F 3 WORLD FINANCIAL CENTER

W WINTER GARDEN

[Kildeangivelse]

Tredimensionel model af nedre del af Manhattan: Urban Data Solutions, Inc.

[Illustrationer]

Øverst: Det sydlige tårn styrtede sammen først

Herover: Nogle søgte ly i Vagttårnets bygninger

Til højre: Hundredvis af brandmænd og redningshold arbejdede utrætteligt i det område der blev kaldt Ground Zero

[Kildeangivelser]

AP Photo/Jerry Torrens

Andrea Booher/FEMA News Photo

[Kildeangivelse på side 3]

AP Photo/Marty Lederhandler

[Kildeangivelse på side 4]

AP Photo/Suzanne Plunkett

Støtte, hjælp og medfølelse fra mange sider

FRIVILLIGE hjælpere kom fra andre dele af USA og fra flere andre lande. En af dem var Tom (på billedet ovenfor), en brandmand på 29 år fra Ottawa i Canada. Han fortæller: „Jeg så nyhederne på tv og ville gerne yde mine kolleger i New York moralsk støtte. Jeg kørte ned til New York om fredagen og tog om lørdagen hen til Ground Zero for at tilbyde min hjælp. Jeg fik besked på at hjælpe til i den såkaldte ’spandebrigade’, hvor man lod spande med bygningsaffald gå fra hånd til hånd.

Vi gennemgik omhyggeligt murbrokkerne, en skovlfuld ad gangen, i håb om at finde genstande som kunne hjælpe os til at identificere brandfolk der havde mistet livet. Jeg fandt et „Halligan tool“ som man kan åbne låste døre med, og nogle koblinger fra en brandslange. Det var et arbejde der krævede stor omhyggelighed. Med 50 mand i gang tog det to timer at fylde en lastbil.

Mandag den 17. september gravede vi ligene af nogle brandmænd fri. De var tirsdagen forinden stormet ind i bygningen. Jeg glemmer aldrig det syn. Hele redningsmandskabet standsede arbejdet, tog deres hjelme af og stod stille for at vise deres omkomne kolleger respekt.

Mens jeg stod dér og betragtede Ground Zero, slog det mig hvor skrøbeligt et menneskeliv er. Det fik mig til at tænke dybere over tilværelsen. Jeg tænkte på mit job og på min familie. Mit arbejde er en løn i sig selv. Uanset hvor stor en risiko der er forbundet med mit job, er det meget tilfredsstillende at kunne hjælpe andre — ja, indimellem endda redde liv.“

Jehovas Vidner tilbyder praktisk hjælp

De første to dage efter katastrofen var der omkring halvfjerds som søgte ly på Jehovas Vidners hovedkontor. Nogle som stod uden hotelværelse og havde mistet al deres bagage, fik både tøj og logi. Alle fik tilbudt mad og, hvad der måske var endnu vigtigere, følelsesmæssig støtte fra erfarne kristne ældste.

Jehovas Vidner sendte nødvendigt udstyr og andre forsyninger til redningsmandskabet der stod for eftersøgningen i det område som senere blev kaldt Ground Zero. Man tilbød også at hjælpe brandvæsenet med transporten af brandmænd til dette område. Ricardo (til højre, øverst), en 39-årig skraldemand som er et af Jehovas Vidner, var sammen med hundredvis af andre med til at fjerne flere tons brokker hver eneste dag. Ricardo har fortalt Vågn op! følgende: „Det vi så, var følelsesmæssigt meget belastende, især for brandfolkene som søgte efter de kammerater de havde mistet. Jeg så dem trække én som var i live, fri af ruinerne. En anden var blevet dræbt da han blev ramt af en som faldt ned fra et af tårnene. Mange af brandmændene græd. Også jeg brød sammen. Den dag var der ingen der havde vist så stort et mod som dem.“

„Tid og tilfælde“

Katastrofen kostede tusinder af mennesker livet. Iblandt dem var der mindst 14 Jehovas Vidner som tilfældigvis opholdt sig på eller i nærheden af det sted hvor katastrofen skete. Joyce Cummings på 65 år, som oprindelig kom fra Trinidad, havde tid hos en tandlæge nær World Trade Center. Desværre var det omkring det tidspunkt flyene ramte de to tårne. Joyce, som åbenbart var blevet overmandet af røgen, blev hasteindlagt på et nærliggende hospital, men lægerne kunne ikke redde hende. Joyce Cummings var en af de mange som blev berørt af „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Joyce var kendt for at være en nidkær evangelieforkynder.

Calvin Dawson (se rammen) arbejdede for et mæglerfirma på 84. etage i det sydlige tårn. Han var på sit kontor og havde frit udsyn over mod det nordlige tårn umiddelbart efter at det var blevet ramt. Hans arbejdsgiver og chef, som ikke var på kontoret, ringede for at spørge hvad der var sket. Arbejdsgiveren fortæller: „Calvin prøvede at referere hvad han så. Han sagde: ’Folk springer ud!’ Jeg sagde til ham at han og de andre på kontoret skulle se at komme ud.“ Calvin nåede det ikke. Hans arbejdsgiver fortsætter: „Calvin var et vidunderligt menneske. Han var værdsat af alle på kontoret, også af dem som ikke var religiøse. Vi beundrede hans gudsfrygt og medmenneskelighed.“

Blandt de omkomne var James Amato (nederst til højre på modsatte side), far til fire børn og indsatsleder i New Yorks brandvæsen. Han var også et af Jehovas Vidner. De der kendte ham, fortæller at han var så modig at „han ville gå op i en brændende bygning selv om andre flygtede væk fra den“. Efter sin død blev James Amato forfremmet.

En anden brandmand, som også var et af Jehovas Vidner, var George DiPasquale, som havde syv års erfaring. Han var gift med Melissa, havde en toårig datter ved navn Georgia Rose og var ældste i en menighed på Staten Island. Han befandt sig på 10. etage i det sydlige tårn da det brød sammen. Også han mistede livet mens han prøvede at redde andre.

James Amato og George DiPasquale er blot to ud af de hundreder af brandmænd, politifolk og andre som mistede livet mens de tappert prøvede at redde folk ud. Disse redningsfolks mod kan ikke fremhæves stærkt nok. New York Citys borgmester, Rudolph Giuliani, sagde senere til en gruppe brandmænd som var blevet forfremmet: „Jeres villighed til uforfærdet at gå fremad under de værst tænkelige omstændigheder virker inspirerende på os alle. . . . Der findes . . . ikke noget bedre eksempel på mod end det som er blevet udvist af New York Citys brandvæsen.“

Trøst til ofrene

I dagene efter denne tragedie var 900.000 Jehovas Vidner i USA, tilskyndet af næstekærlighed, travlt optaget af at opmuntre og trøste de sørgende. (Mattæus 22:39) I den forbindelse gjorde de også folk opmærksomme på det eneste virkelige håb for den nødstedte menneskehed. — 2 Peter 3:13.

Jehovas Vidner viste empati når de henvendte sig til folk. De ønskede at vise dem Bibelens trøstende ord og følge det gode eksempel Jesus satte da han sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.

Flere ældste fra de lokale menigheder på Manhattan fik tilladelse til at gå ind på Ground Zero-området for at tale med og trøste de redningshold som arbejdede dér. De blev positivt modtaget. De ældste fortalte senere: „Mændene fik tårer i øjnene da vi læste op for dem fra Bibelen.“ Redningsfolkene koblede fra på en båd i en lystbådehavn. „Som de sad der med bøjede hoveder, så de helt fortabte ud. Det de havde set, var mere end de kunne klare. Vi satte os ned og læste i Bibelen sammen med dem. Mændene takkede os fordi vi var kommet, og gav udtryk for at de havde haft stort behov for den trøst de nu havde fået.“

Mange som blev kontaktet efter tragedien, ville gerne have noget at læse i, og tusindvis af brochurer blev uddelt. Titlerne på nogle af dem var: Når man mister en man holder af, Vil der nogen sinde komme en verden uden krig? og Er Gud interesseret i os? Der blev lagt særlig vægt på temaartiklerne i følgende to numre af Vågn op!: „Terrorismens nye ansigt“ (22. maj 2001) og „Hvad kan man gøre ved posttraumatisk stress?“ (22. august 2001) I mange tilfælde blev der lejlighed til at gøre rede for det bibelske håb om en opstandelse. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Muligvis nåede dette trøstende budskab millioner af mennesker.

Bør give anledning til eftertanke

Tragedien i New York City maner til eftertanke. Den bør få os til at tænke dybere over hvad vi bruger vores liv til. Profeten Mika spurgte: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Beskedenhed bør få os til at undersøge Guds ord for at finde frem til det sande håb for de døde. Vi vil opdage at Gud snart vil genoprette paradisiske forhold her på jorden. Hvis du gerne vil vide mere om Bibelens løfter, vil vi tilskynde dig til at kontakte Jehovas Vidner der hvor du bor. — Esajas 65:17, 21-25; Åbenbaringen 21:1-4.

[Ramme på side 11]

TATIANAS BØN

Calvin Dawsons enke, Lena, har fortalt Vågn op! om en bøn som hendes syvårige datter bad nogle få dage efter at hun havde fået at vide at hendes far ikke ville komme hjem igen. Lena havde bedt en bøn, og Tatiana spurgte hende: „Må jeg også bede en bøn, mor?“ Det fik hun lov til. Tatiana bad: „Jehova, vor himmelske Fader, vi vil gerne sige dig tak for denne mad og for livet på denne dag. Og vi vil gerne bede om at din ånd må være med mig og mor, så vi kan være stærke. Og vi vil gerne bede om at din ånd må være med far, så han kan være stærk når han kommer tilbage. Og når han kommer tilbage, at han så vil være rar og stærk og glad og rask, og at vi vil se ham igen. I Jesu navn . . . øh, og glem ikke at gøre mor stærk. Amen.“

Lena, som ikke var sikker på at Tatiana havde forstået situationen helt, sagde: „Det var en smuk bøn, Tiana. Men lille skat, du ved godt at far ikke kommer tilbage, ikke?“ Pludselig så Tatiana helt chokeret ud. „Gør han ikke?“ spurgte hun. „Nej,“ sagde hendes mor. „Det troede jeg at jeg havde fortalt dig. Jeg troede du vidste at far ikke kommer tilbage.“ Tatiana sagde: „Men du har hele tiden fortalt mig at han kommer tilbage i den nye verden!“ Lena, som nu forstod hvad Tatiana havde ment med sin bøn, sagde: „Undskyld, Tatiana. Jeg misforstod dig. Jeg troede du mente at far ville komme hjem igen i morgen.“ Lena sluttede sin beretning med ordene: „Jeg blev glad for at høre at den nye verden er så virkelig for hende.“