Lad os se på eksemplet med Hafeni.

Hafeni er født i Zambia og voksede op i flygtningelejre i nogle af nabolandene. „Jeg var rasende over den brutale og uretfærdige måde min familie og andre blev behandlet på,“ siger han. Derfor blev han en del af den militante gruppe som hans forældre tilhørte.

Hafeni ser tilbage på denne periode og siger videre: „Det sørgeligste ved det hele var den følelsesmæssige belastning det var at leve som flygtning. Børn blev skilt fra deres mødre, fædre og søskende. De ældste søskende var med i kampene, og mange af dem vendte aldrig tilbage. Jeg så aldrig min far, ikke engang på et foto. Alt hvad jeg vidste, var at han var død i kamp. Selv i dag har jeg følelsesmæssige ar på grund af det jeg har oplevet.“

DA JOSEBA, der bor i Spanien, blev spurgt hvorfor han blev medlem af en militant gruppe, svarede han: „Den undertrykkelse og uretfærdighed vi led under dengang, blev uudholdelig. I storbyen Bilbao, hvor jeg boede, kom politiet og slog løs på folk og arresterede dem.“

Joseba fortsætter: „En morgen blev jeg arresteret fordi jeg gav udtryk for hvad jeg mente om den slags politimetoder. Jeg blev så vred at jeg ville gøre et eller andet — om nødvendigt noget voldeligt — for at rette op på forholdene.“

Hafeni, der er nævnt i den forgående artikel, siger for eksempel: „Vores land blev taget fra os. Dyr kæmper for deres territorium, så det var naturligt for os at vi kæmpede for vores land og vores rettigheder.“

Dybt indgroede holdninger

Joseba, der er nævnt tidligere, blev slemt mishandlet i forbindelse med sin arrestation. Han siger: „Den brutalitet jeg blev udsat for, overbeviste mig om at mit had var berettiget. Hvis jeg skulle dø for at forholdene kunne blive forandret, ville det være det værd.“

„I den periode vi var i flygtningelejrene,“ fortæller Hafeni, „blev der arrangeret stormøder hvor vi lærte at de hvide hele tiden fandt på nye måder de kunne dominere de sorte på.“ Med hvilket resultat?

„Jeg kunne mærke at mit had til de hvide voksede,“ siger han. „Jeg nærede mistro til dem alle. Til sidst kunne jeg ikke klare det længere, og jeg mente at vores generation måtte gøre noget.“

En bog der kan ændre folks hjerte

I løbet af 1990’erne begyndte Hafeni at undersøge sin tro og besluttede at få fat i en bibel. Han siger: „Det første jeg gjorde, var at se nærmere på evangelierne [bibelbøgerne Mattæus, Markus, Lukas og Johannes], som indeholder beretningen om Jesu liv. Under min læsning blev jeg hurtigt tiltrukket af Jesu personlighed og hans venlige og upartiske måde at behandle andre på. Det jeg læste, varmede mig om hjertet.“

Hafeni siger at da han læste videre, var der „en passage i Bibelen som virkelig slog hovedet på sømmet — Apostelgerninger 10:34 og 35“. Der står: „Gud [er ikke] partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“

„Jeg konkluderede at det er mennesker selv der er skyld i stammestolthed, nationalisme og racefordomme,“ siger Hafeni. „Jeg indså at Bibelens budskab kan ændre folks tankegang, og at det vigtigste i livet er at have et godt forhold til Gud. Det har langt større betydning end at kæmpe for folk der tilhører en bestemt stamme eller race, eller som har en bestemt hudfarve.“

Joseba, der er citeret i den foregående artikel, var leder af en lille kommandogruppe der planlagde at sprænge en politistation i luften. „Men inden vi nåede at udføre dette angreb,“ forklarer Joseba, „blev jeg arresteret og måtte sidde to år i fængsel.“ Senere begyndte hans kone, Luci, at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Med tiden tog han selv del i disse drøftelser.

Joseba fortsætter: „Efterhånden som jeg lærte mere om Jesus, blev han mit forbillede. En af hans udtalelser som virkelig gjorde indtryk på mig, var denne: ’Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.’ Jeg vidste at det var rigtigt.“ (Mattæus 26:52) Joseba erkender: „At myrde nogen fremprovokerer kun had og får familiemedlemmer til at ønske hævn. Vold fører kun til smerte, ikke til en bedre verden.“ Joseba begyndte at ændre sin tankegang.

Både Hafeni og Joseba har personligt erfaret at Bibelens lære kan have stor indvirkning på ens liv.

Et brodersamfund grundlagt på kærlighed

Da Hafeni begyndte at overvære Jehovas Vidners møder, blev han dybt bevæget over at opleve den fred og harmoni der rådede mellem racerne. „Det var helt overvældende at sidde ved siden af hvide mennesker,“ siger han. „Jeg havde aldrig troet at jeg nogen sinde skulle få mulighed for at kalde en hvid mand for broder. Det styrkede min overbevisning om at Jehovas Vidner har den sande tro, for blandt dem var der den enhed som jeg havde længtes efter, og trods raceforskelle elskede de hinanden.“

Som beskrevet i den indledende artikel var Andre tæt på at blive dræbt af en bombe som tog livet af flere af hans venner. Den var blevet anbragt af en militant gruppe. På et senere tidspunkt lærte Andre at følge det bibelske råd om ’frit at tilgive’. (Kolossenserne 3:13) Og efterhånden lærte Hafeni, som flere år efter bombeangrebet blev medlem af den militante gruppe, at efterleve Bibelens principper og at afstå fra at bruge vold. (Salme 11:5) Nu er de begge Jehovas Vidner og arbejder sammen på et af Jehovas Vidners oversætterkontorer i et afrikansk land.

[Tekstcitat på side 7]

Både Hafeni og Joseba har personligt erfaret at Bibelens lære kan have stor indvirkning på ens liv

[Illustration på side 8]

Hafeni og Andre har fået ægte kærlighed til hinanden ved at følge Bibelens principper