HVORFOR griber enkeltpersoner og grupper til terrorisme? Hvem er deres angreb hovedsagelig rettet imod? Og hvad ønsker terroristerne at opnå gennem deres aktioner?

Nogle mener at terrorismen er en reaktion på forskellige racemæssige, sociale og politiske uretfærdigheder. En katolsk præst og teolog ved navn James T. Burtchaell har sagt: „Bag nogle terrorhandlinger står etniske og/eller religiøse (og som regel økonomiske) minoriteter der kræver selvstyre: baskere i Spanien, katolikker i Ulster, medlemmer af huk-bevægelsen på Filippinerne. . . . Bag andre står regeringer der føler sig truet af et flertal af modstandere . . . Og atter andre begås af nationale minoriteter der ønsker at overtage regeringsmagten.“

Men er det kun minoritetsgrupper der griber til terrorisme? Burtchaell fortsætter: „Nogle terroraktioner iværksættes af regeringer for at bringe et andet lands regering i vanry, undergrave den og styrte den.“ — Fighting Back.

Ifølge andre kommentatorer kan motiverne til terrorismen fortolkes på flere forskellige måder, afhængigt af observatørens politiske sympatier. Nogle hævder at når der begås uretfærdigheder og folk intet kan gøre for at ændre forholdene på lovlig vis, bliver terror deres eneste svar. Andre betragter terrorismen som et anslag mod Vestens demokratier, og mener at den iværksættes og udnyttes af den modsatte politiske ideologi.

Motiverne til terrorismen

De fleste arabiske terroristgrupper søger at retfærdiggøre deres aktioner ved at pege på de palæstinensiske flygtninges ulykkelige situation — de mistede deres hjemland, Palæstina, da nationen Israel blev dannet i 1948. I årtiernes løb er bølgerne gået så højt at de arabiske terroristers krav nu ikke blot gælder et særskilt hjemland, men noget langt mere uheldsvangert for jøderne — Israels udslettelse. Hvordan kan vi sige det?

Det følgende citat er hentet fra et „åbent brev“ fra Hizballah („Guds parti“), en shi’ittisk gruppe der opererer i Mellemøsten.

„Vore sønner vil nu stå i et stadig mere udpræget modsætningsforhold til disse fjender [Israel, De forenede Stater, Frankrig og (de libanesiske) falangister] indtil de følgende mål er nået:

Israels endelige tilbagetrækning fra Libanon som optakt til dets endelige udslettelse og det hellige Jerusalems frigørelse fra besættelsens kløer.“ — Hydra of Carnage.

Mange terrorhandlinger er blevet begået af „martyrer“ under indflydelse af Irans ayatollah Khomeini og hans filosofi, der udtrykkes med disse ord i bogen Sacred Rage: „Verdens regeringer bør vide at islam ikke kan overvindes. Islam vil sejre i alle verdens lande, og islam og Koranens lære vil komme til at herske i hele verden.“

Dette synspunkt leder til følgende konklusion: „I realiteten har vi derfor intet andet valg end at udslette de regeringssystemer der i sig selv er korrupte . . . og at omstyrte alle forræderiske, korrupte, undertrykkende og kriminelle regimer. Denne pligt påhviler alle muslimer.“

Andre terrorister drives af revolutionær socialisme og håbet om at kunne omstyrte kapitalismen. Forfatteren Jan Schreiber siger i sin bog The Ultimate Weapon — Terrorists and World Order: „Evnen til at udbytte andre sidestilles som regel med kapitalisme, og kapitalisme sidestilles med fascisme, uanset om den er mildnet af demokrati eller ej.“ En japaner der går ind for terrorisme udtrykker det på denne måde: „Det vi aldrig vil acceptere i denne verden er at nogle udnytter andre — et forhold som kapitalismen er skyld i. Og det er derfor vi er villige til at kæmpe.“

Nogle ser dog terroristerne i et andet lys. Den israelske ambassadør Benjamin Netanyahu skriver: „Terrorismen er ikke en automatisk følge af noget. Den er et valg, et slet valg.“ Han forklarer: „Terrorismens hovedårsag ligger ikke i uretfærdigheder, men i en tilbøjelighed til uhæmmet vold. Dette kan føres tilbage til en opfattelse der er udbredt i hele verden, en opfattelse der går ud på at visse ideologiske og religiøse mål retfærdiggør, ja kræver, at man kaster alle moralske hæmninger af sig.“ — Terrorism — How the West Can Win.

Men hvordan er det gået til at vort moderne samfund pludselig er kommet i terroristernes vold?

Et sårbart samfund

Neil Livingstone, en amerikansk ekspert i terrorisme, skriver: „Efterhånden som vor verden er blevet stadig mere urbaniseret og kompliceret, er vi samtidig blevet mere sårbare over for aktioner foretaget af små grupper eller endda af enkeltpersoner som er besluttede på at skabe kaos i flertallets liv eller at påtvinge flertallet deres vilje.“ Hvorfor er vort samfund så sårbart over for terrorhandlinger? „Vore spinkle livsnerver — vand, energi, transport, kommunikation og kloakvæsen — er alle i de avancerede terroristers og sabotørers vold.“ — Hydra of Carnage.

På grund af disse systemers sårbarhed kan en enkelt terrorist udøve samme magt som en hel hær kunne før i tiden. Neil Livingstone tilføjer: „På grund af de teknologiske fremskridt . . . kan én mand styre mere dræberteknologi end nogen sinde før. I vor teknologiske tidsalder svarer én mand faktisk til en hel hær [fra den tid] da de vigtigste krigsvåben var sværdet, buen og spyddet. Dette er en af hovedårsagerne til at terroristerne udgør så stor en trussel mod vor tids verden.“

Noget andet der gør det moderne samfund sårbart over for terrorismen er den hurtige nyhedsformidling. Fjernsynet mangedobler terrorismens virkning. Terroristerne ønsker at deres sag skal blive kendt i hele verden — og takket være medierne bliver den det.

For blot hundrede år siden varede det flere dage før en nyhed nåede hele verden rundt. Nu sker nyhedsformidlingen øjeblikkelig. I nogle tilfælde kan terroristerne endda se sig selv i fjernsynet mens terroraktionen står på. Ofte ved de hvad den anden part foretager sig mens de selv lægger planer i hemmelighed. Jan Schreiber siger endda at „bestræbelserne for at vække offentlighedens opmærksomhed“ er „det kneb som terroristerne har haft mest held med“.

Men findes der andre grunde til at terrorismen stadig griber om sig?

Terrorismen og to modstridende ideologier

To eksperter i terrorisme giver udtryk for at de ikke kan se lys forude. De skriver: „Terrorismen vil ikke forsvinde. De små og svage stater har opdaget at de gennem terrorismen kan øge deres politiske indflydelse mærkbart, og plaget som de er af ressourcemangler er det ikke sandsynligt at de vil opgive terrorismen som et politisk og militært redskab.“ Samtidig kan nogle stormagter se visse fordele i at føre ’surrogatkrige’ gennem terrorismen, tilføjer de. „De større og stærkere stater har opdaget at terroristernes metoder kan hjælpe dem til at nå deres nationale mål, uden den risiko der er forbundet med andre former for krigsførelse.“ — Fighting Back.

Hvis de stærkere stater har konstateret at terrorismen kan hjælpe dem til at nå deres mål, kan det da være dette der ligger bag en del, måske størstedelen, af terrorismen i verden? Jan Schreiber skriver: „Afsløringer i midten af halvfjerdserne bekræftede hvad objektive iagttagere længe havde vidst uden at kunne bevise det: at verdens to dominerende ideologier havde anvendt, og sandsynligvis fortsat ville anvende, alle tænkelige midler for at bekæmpe deres fjender og opnå eller bevare overherredømmet.“

Dette sammenstød mellem ideologierne har afspejlet sig i en tale af den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov. Han sagde: „Det må være krystalklart at de internationale relationer kun kan kanaliseres i retning af et normalt samarbejde hvis imperialisterne opgiver deres forsøg på at løse den historiske konflikt mellem de to samfundsordninger med militære midler.“ — A Time for Peace.

Også andre har bemærket det internationale spil mellem de to stormagter. Robin Wright siger for eksempel i sin bog Sacred Rage: „Militante muslimer mener også at De forenede Stater først og fremmest har betragtet Mellemøsten som et område der var velegnet til rivaliseren med Sovjetunionen, og nærmest har ignoreret de lokale magter der er involveret. I en verden opdelt i to blokke har USA ikke været modtagelig for den tredje verdens fortvivlede bøn om anerkendelse.“ Nogle mindre lande mener tilsyneladende at de bliver brugt som brikker i spillet mellem ideologierne.

Vestlige eksperter betragter en stor del af terrorismen som endnu et våben der anvendes til underminering af det kapitalistiske system. Ambassadøren Robert B. Oakley, en amerikansk ekspert i bekæmpelse af terrorisme, har sagt: „Hvis vi intet gør for at bekæmpe den omsiggribende terrorisme, vil den undergrave det system af politiske, økonomiske og militære relationer som De forenede Stater og deres allierede er begyndt at stole på kan bevare, beskytte og fremme deres nationale og fælles interesser . . . I de kommende år må vi være forberedt på gentagne, alvorlige trusler fra den internationale terrorisme . . . hvoraf en stor del støttes eller iværksættes af en håndfuld skånselsløse regeringer.“

En amerikansk ambassadør ved navn Robert M. Sayre har udtrykt sin mening endnu mere utvetydigt: „Terrorismen er politisk motiveret, og den er både planlagt og organiseret. . . . De fleste terrorhandlinger udføres af stater og grupper af marxistisk-leninistisk overbevisning, og de støttes og hjælpes af Sovjetunionen og dens partnere i østblokken.“ — Department of State Bulletin.