Hvem berøres af terrorismen?

Vågn op! blander sig ikke i politik. Det forholder sig neutralt til denne verdens politiske konflikter. Men i overensstemmelse med dets hensigt går det bag om begivenhederne og peger på deres egentlige betydning. Derfor behandler Vågn op! i dette nummer de dybere motiver til terrorismen som eksperter på området ser dem. Vi overlader til vore læsere at drage konklusioner.

„I dag forvandles storbyernes gader, lufthavne og militærbaser til slagmarker når attentatmænd eller små terroristgrupper søger at nå politiske mål.“

„Mellem 1973 og 1984 forekom der på verdensplan over 5000 terrorhandlinger som kostede mere end 4000 mennesker livet og sårede dobbelt så mange.“

„Inden for de sidste 15 år har diplomater fra 113 lande været mål for terrorhandlinger i 128 forskellige lande.“ — Fighting Back — Winning the War Against Terrorism.

BERØRES du af terrorismen? Fik frygten for terrorister dig til at aflyse eller ændre dine rejseplaner i 1986? Terrorismen virker nu som en bevidst eller ubevidst stressfaktor hos mange mennesker. Som Yitzhak Rabin, Israels forsvarsminister, har skrevet: „Frygten for terrorismen er blevet en normal del af tilværelsen hos mange i hele verden.“ Det er meget sandsynligt at du er med til at dække omkostningerne ved terrorismen — en del af din skat går sikkert til dækning af omkostningerne ved de skærpede sikkerhedsforanstaltninger og det højere beredskab som regeringerne indfører på grund af truslen om terrorisme.

I Nordirland og Mellemøsten har man levet med terrorismen i årtier. Inden for de senere år har terrorismen sat sit præg på mange lande i Europa, Mellemamerika og Sydamerika, og gennem fjernsynet, radioen og aviserne har vi alle hørt om terroristernes voldshandlinger. Det er næsten blevet en del af hverdagen. Vi er blevet så vant til at høre om terroristers bombeattentater, mord og gidseltagninger at det næsten ikke længere chokerer os. Derfor kommer vi til at opfatte det unormale som normalt, det utænkelige bliver tænkeligt, og i mange lande, for eksempel Libanon, har folk vænnet sig til forhold der faktisk er uudholdelige.

Ja, terrorismen er blevet en del af vor dagligdag. Gennem nyhedsmedierne er vi blevet godt kendt med terroristers og terroristgruppers navne, og terrorismen har bredt sig til hele verden. — Se kortet på side 5.

Hvad er terrorisme?

Man skulle tro det var let at definere hvem der er terrorist og hvem der ikke er — men definitionen afhænger af hvilken side man står på. Er El Salvadors undergrundsbevægelse en terroristgruppe eller ’folkets nationale befrielsesfront’? Er Nicaraguas contra’er terrorister eller er de „frihedskæmpere“? Ligesom skønhed afhænger terrorisme af øjnene der ser. Definitionerne vil blive farvet af ens politiske overbevisning.

Benjamin Netanyahu, Israels ambassadør i De forenede Nationer, har givet denne definition af terrorisme: „At indgyde frygt i politisk øjemed ved overlagt og systematisk at true, lemlæste og myrde uskyldige.“ (Terrorism — How the West Can Win) Sam Sarkesian fra Loyola-universitetet i Chicago har sagt at terrorismen „i regelen kendetegnes af flere forskellige fremgangsmåder, som attentater, flykapringer, gidseltagninger og sabotage der går ud over uskyldige, og hvis formål er at påvirke en tredjepart. Terrorisme er kort sagt det at skabe frygt i en befolkning for at tvinge det bestående samfund til at reagere på terroristernes krav og/eller mål“. — Hydra of Carnage.

En katolsk professor i teologi ved navn James Burtchaell ser sagen under en lidt anden synsvinkel. Han skriver: „Terrorismen er de desperates krigsførelse. . . . De der står bag [den] er altid nogle der føler sig uretfærdigt behandlet.“ — Fighting Back.

Men hvordan man end vender og drejer det, betyder terrorismen som regel kvæstelser og død for uskyldige mennesker. Som Jan Schreiber skriver i sin bog The Ultimate Weapon: „Ligesom en hær benytter terroristgrupper umenneskelige metoder, og gør grusomhed til en del af hverdagen.“

Ikke et nyt fænomen

Skønt terrorismen har været brugt som politisk pressionsmiddel i flere hundrede år, har den navnlig vundet frem inden for de seneste årtier. Da det i 1945 blev klart at den britiske Labour-regering ikke ville afstå Palæstina til jøderne, opstod der forskellige grupper af terrorister, deriblandt „Irgun Zwai Leumi (en national, militær organisation, også kaldet Etzel) og Lohamei Herut Yisrael (Israels frihedskæmpere) [også kendt som Lehi- eller Sterngruppen] — [som] udførte terrorhandlinger. Den 22. juli [1946] sprængte Etzel en fløj af Kong David-hotellet i Jerusalem i luften. Hotellet husede regeringens medlemmer, og omkring 100 jøder, englændere og arabere blev dræbt.“ — The Jews in Their Land af David Ben-Gurion.

Siden 1960erne har terrorismen taget til, især i forbindelse med problemerne vedrørende Israel, de palæstinensiske flygtninge og de arabiske stater.

Men det er ikke kun i Nordirland og Mellemøsten at terroristerne gør sig bemærkede. I Spanien opererer ETA, en baskisk terroristgruppe; Indien plages af sikh-separatister; Sri Lanka er splittet af stridigheder på grund af militante tamiler; i Peru virker den maoistiske guerillaorganisation Sendero Luminoso (Den lysende Sti). I den såkaldt demokratiske verden er listen næsten endeløs.

Men hvorfor berøres de demokratiske lande så stærkt af terrorismen, og hvad ligger der bag den? Er terroristerne ’blot’ undertrykte grupper der søger oprejsning og retfærdighed? Eller er det mere kompliceret end som så? Og vil vi nogen sinde få sat en stopper for terrorismen? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.

[Kort på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nogle lande der for nylig er blevet nævnt i medierne i forbindelse med terrorisme

USA

England

Nordirland

Italien

Tyskland

Frankrig

Spanien

Peru

Colombia

El Salvador

Nicaragua

Argentina

Panama

Filippinerne

Bangladesh

Sri Lanka

Indien

Israel

Libanon

Sydafrika

Namibia

Venezuela

Afghanistan

Sydkorea

Angola

Japan

Tyrkiet

Hvad ligger der bag terrorismen?

„LONDON, den 17. april — Fra Libyens ambassade blev der i dag åbnet maskingeværild mod deltagerne i en demonstration mod Moamer al Khadafis regering. Én politibetjent blev dræbt og ti civile blev såret.“ — The New York Times.

„Ganske utilsløret, fra et åbent vindue, skød attentatmænd med maskingeværer mod demonstranterne . . . Den ubevæbnede, kvindelige politibetjent blev skudt ned bagfra. . . . Ti dage efter denne barbariske hændelse gav den engelske regering drabsmændene frit lejde ud af landet, medbringende deres mordvåben.“ — Terrorism — How the West Can Win.

Som ambassadepersonale opnåede drabsmændene diplomatisk immunitet.

HVORFOR griber enkeltpersoner og grupper til terrorisme? Hvem er deres angreb hovedsagelig rettet imod? Og hvad ønsker terroristerne at opnå gennem deres aktioner?

Nogle mener at terrorismen er en reaktion på forskellige racemæssige, sociale og politiske uretfærdigheder. En katolsk præst og teolog ved navn James T. Burtchaell har sagt: „Bag nogle terrorhandlinger står etniske og/eller religiøse (og som regel økonomiske) minoriteter der kræver selvstyre: baskere i Spanien, katolikker i Ulster, medlemmer af huk-bevægelsen på Filippinerne. . . . Bag andre står regeringer der føler sig truet af et flertal af modstandere . . . Og atter andre begås af nationale minoriteter der ønsker at overtage regeringsmagten.“

Men er det kun minoritetsgrupper der griber til terrorisme? Burtchaell fortsætter: „Nogle terroraktioner iværksættes af regeringer for at bringe et andet lands regering i vanry, undergrave den og styrte den.“ — Fighting Back.

Ifølge andre kommentatorer kan motiverne til terrorismen fortolkes på flere forskellige måder, afhængigt af observatørens politiske sympatier. Nogle hævder at når der begås uretfærdigheder og folk intet kan gøre for at ændre forholdene på lovlig vis, bliver terror deres eneste svar. Andre betragter terrorismen som et anslag mod Vestens demokratier, og mener at den iværksættes og udnyttes af den modsatte politiske ideologi. Lad os se nærmere på nogle kendsgerninger og meninger vedrørende dette komplicerede problem.

Terrorismen i Nordirland

Ifølge forfatterne af bogen Northern Ireland — The Divided Province blev britiske protestanter, hvoraf mange kom fra Skotland, for over 350 år siden tvangsflyttet til irsk, katolsk jord. Dette skabte et kultursammenstød, og førte senere til konkurrence om arbejdspladserne. Der siges i bogen: „Nordirlands protestanter indvandrede hovedsagelig i løbet af det 17. århundrede ved en proces kaldet ’beplantningen’ af Ulster, der begyndte i 1607. Dette gav langt om længe England fuldt herredømme over hele den irske ø.“ Dette engelske herredømme har i flere hundrede år været årsag til bitterhed og vold.

I 1921 blev den katolske Irske Fristat (Éire) dannet, og de seks hovedsagelig protestantiske grevskaber i den nordøstlige del blev tilbage som det selvstyrende Nordirland. Set fra irske nationalisters synspunkt blev Irland herved lemlæstet, og lige siden har den illegale irske republikanske hær (IRA) kæmpet for en forening af Irland — hvad protestanterne er stærkt imod. Hvorfor? Fordi de nægter at underlægge sig det de opfatter som et ’katolsk papiststyre’ i Dublin.

Protestanternes synspunkt sammenfattes i The New York Times’ kommentar til en afstemning man for nylig afholdt i Irland, som viste at tre ud af fem ønskede forbudet mod skilsmisse bevaret: „Politikere i Nordirland der er modstandere af enhver tilknytning til republikken, var blandt de første til at fordømme afstemningen som en del af den katolske kirkes ’kvælertag’ på den irske republik.“

IRA er nu opdelt i to fløje — den officielle og den „provisoriske“ (provoerne). Ifølge historieprofessor Thomas E. Hachey „ønsker det officielle IRA en socialistisk republik bestående af hele Irland, alle 32 grevskaber. . . . Provoerne kæmper for en forbundsløsning og en forbundsforfatning for Irland“. (The Rationalization of Terrorism) Hvor vidt „provoerne“ vil gå for at nå deres mål så man i 1984 da de anbragte en tidsindstillet bombe i et hotel i Brighton, hvorved de var nær ved at dræbe den engelske premierminister, Margaret Thatcher, og hendes regering.

Men trods alle religiøse, politiske og etniske faktorer, står nogle spørgsmål tilbage: Findes der dybere motiver til terrorismen? Og i hvilket omfang er stormagterne involveret?

Motiverne til terrorismen

De fleste arabiske terroristgrupper søger at retfærdiggøre deres aktioner ved at pege på de palæstinensiske flygtninges ulykkelige situation — de mistede deres hjemland, Palæstina, da nationen Israel blev dannet i 1948. I årtiernes løb er bølgerne gået så højt at de arabiske terroristers krav nu ikke blot gælder et særskilt hjemland, men noget langt mere uheldsvangert for jøderne — Israels udslettelse. Hvordan kan vi sige det?

Det følgende citat er hentet fra et „åbent brev“ fra Hizballah („Guds parti“), en shi’ittisk gruppe der opererer i Mellemøsten.

„Vore sønner vil nu stå i et stadig mere udpræget modsætningsforhold til disse fjender [Israel, De forenede Stater, Frankrig og (de libanesiske) falangister] indtil de følgende mål er nået:

Israels endelige tilbagetrækning fra Libanon som optakt til dets endelige udslettelse og det hellige Jerusalems frigørelse fra besættelsens kløer.“ — Hydra of Carnage.

Mange terrorhandlinger er blevet begået af „martyrer“ under indflydelse af Irans ayatollah Khomeini og hans filosofi, der udtrykkes med disse ord i bogen Sacred Rage: „Verdens regeringer bør vide at islam ikke kan overvindes. Islam vil sejre i alle verdens lande, og islam og Koranens lære vil komme til at herske i hele verden.“

Dette synspunkt leder til følgende konklusion: „I realiteten har vi derfor intet andet valg end at udslette de regeringssystemer der i sig selv er korrupte . . . og at omstyrte alle forræderiske, korrupte, undertrykkende og kriminelle regimer. Denne pligt påhviler alle muslimer.“

Andre terrorister drives af revolutionær socialisme og håbet om at kunne omstyrte kapitalismen. Forfatteren Jan Schreiber siger i sin bog The Ultimate Weapon — Terrorists and World Order: „Evnen til at udbytte andre sidestilles som regel med kapitalisme, og kapitalisme sidestilles med fascisme, uanset om den er mildnet af demokrati eller ej.“ En japaner der går ind for terrorisme udtrykker det på denne måde: „Det vi aldrig vil acceptere i denne verden er at nogle udnytter andre — et forhold som kapitalismen er skyld i. Og det er derfor vi er villige til at kæmpe.“

Nogle ser dog terroristerne i et andet lys. Den israelske ambassadør Benjamin Netanyahu skriver: „Terrorismen er ikke en automatisk følge af noget. Den er et valg, et slet valg.“ Han forklarer: „Terrorismens hovedårsag ligger ikke i uretfærdigheder, men i en tilbøjelighed til uhæmmet vold. Dette kan føres tilbage til en opfattelse der er udbredt i hele verden, en opfattelse der går ud på at visse ideologiske og religiøse mål retfærdiggør, ja kræver, at man kaster alle moralske hæmninger af sig.“ — Terrorism — How the West Can Win.

Men hvordan er det gået til at vort moderne samfund pludselig er kommet i terroristernes vold?

Et sårbart samfund

Neil Livingstone, en amerikansk ekspert i terrorisme, skriver: „Efterhånden som vor verden er blevet stadig mere urbaniseret og kompliceret, er vi samtidig blevet mere sårbare over for aktioner foretaget af små grupper eller endda af enkeltpersoner som er besluttede på at skabe kaos i flertallets liv eller at påtvinge flertallet deres vilje.“ Hvorfor er vort samfund så sårbart over for terrorhandlinger? „Vore spinkle livsnerver — vand, energi, transport, kommunikation og kloakvæsen — er alle i de avancerede terroristers og sabotørers vold.“ — Hydra of Carnage.

På grund af disse systemers sårbarhed kan en enkelt terrorist udøve samme magt som en hel hær kunne før i tiden. Neil Livingstone tilføjer: „På grund af de teknologiske fremskridt . . . kan én mand styre mere dræberteknologi end nogen sinde før. I vor teknologiske tidsalder svarer én mand faktisk til en hel hær [fra den tid] da de vigtigste krigsvåben var sværdet, buen og spyddet. Dette er en af hovedårsagerne til at terroristerne udgør så stor en trussel mod vor tids verden.“

Noget andet der gør det moderne samfund sårbart over for terrorismen er den hurtige nyhedsformidling. Fjernsynet mangedobler terrorismens virkning. Terroristerne ønsker at deres sag skal blive kendt i hele verden — og takket være medierne bliver den det.

For blot hundrede år siden varede det flere dage før en nyhed nåede hele verden rundt. Nu sker nyhedsformidlingen øjeblikkelig. I nogle tilfælde kan terroristerne endda se sig selv i fjernsynet mens terroraktionen står på. Ofte ved de hvad den anden part foretager sig mens de selv lægger planer i hemmelighed. Jan Schreiber siger endda at „bestræbelserne for at vække offentlighedens opmærksomhed“ er „det kneb som terroristerne har haft mest held med“.

Men findes der andre grunde til at terrorismen stadig griber om sig?

Terrorismen og to modstridende ideologier

To eksperter i terrorisme giver udtryk for at de ikke kan se lys forude. De skriver: „Terrorismen vil ikke forsvinde. De små og svage stater har opdaget at de gennem terrorismen kan øge deres politiske indflydelse mærkbart, og plaget som de er af ressourcemangler er det ikke sandsynligt at de vil opgive terrorismen som et politisk og militært redskab.“ Samtidig kan nogle stormagter se visse fordele i at føre ’surrogatkrige’ gennem terrorismen, tilføjer de. „De større og stærkere stater har opdaget at terroristernes metoder kan hjælpe dem til at nå deres nationale mål, uden den risiko der er forbundet med andre former for krigsførelse.“ — Fighting Back.

Hvis de stærkere stater har konstateret at terrorismen kan hjælpe dem til at nå deres mål, kan det da være dette der ligger bag en del, måske størstedelen, af terrorismen i verden? Jan Schreiber skriver: „Afsløringer i midten af halvfjerdserne bekræftede hvad objektive iagttagere længe havde vidst uden at kunne bevise det: at verdens to dominerende ideologier havde anvendt, og sandsynligvis fortsat ville anvende, alle tænkelige midler for at bekæmpe deres fjender og opnå eller bevare overherredømmet.“

Dette sammenstød mellem ideologierne har afspejlet sig i en tale af den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov. Han sagde: „Det må være krystalklart at de internationale relationer kun kan kanaliseres i retning af et normalt samarbejde hvis imperialisterne opgiver deres forsøg på at løse den historiske konflikt mellem de to samfundsordninger med militære midler.“ — A Time for Peace.

Også andre har bemærket det internationale spil mellem de to stormagter. Robin Wright siger for eksempel i sin bog Sacred Rage: „Militante muslimer mener også at De forenede Stater først og fremmest har betragtet Mellemøsten som et område der var velegnet til rivaliseren med Sovjetunionen, og nærmest har ignoreret de lokale magter der er involveret. I en verden opdelt i to blokke har USA ikke været modtagelig for den tredje verdens fortvivlede bøn om anerkendelse.“ Nogle mindre lande mener tilsyneladende at de bliver brugt som brikker i spillet mellem ideologierne.

Vestlige eksperter betragter en stor del af terrorismen som endnu et våben der anvendes til underminering af det kapitalistiske system. Ambassadøren Robert B. Oakley, en amerikansk ekspert i bekæmpelse af terrorisme, har sagt: „Hvis vi intet gør for at bekæmpe den omsiggribende terrorisme, vil den undergrave det system af politiske, økonomiske og militære relationer som De forenede Stater og deres allierede er begyndt at stole på kan bevare, beskytte og fremme deres nationale og fælles interesser . . . I de kommende år må vi være forberedt på gentagne, alvorlige trusler fra den internationale terrorisme . . . hvoraf en stor del støttes eller iværksættes af en håndfuld skånselsløse regeringer.“

En amerikansk ambassadør ved navn Robert M. Sayre har udtrykt sin mening endnu mere utvetydigt: „Terrorismen er politisk motiveret, og den er både planlagt og organiseret. . . . De fleste terrorhandlinger udføres af stater og grupper af marxistisk-leninistisk overbevisning, og de støttes og hjælpes af Sovjetunionen og dens partnere i østblokken.“ — Department of State Bulletin.

Terrorismen og Bibelens profetier

På grund af en bemærkelsesværdig profeti der findes i Daniels bog, det 11. kapitel, er sammenstødet mellem de to stormagter, som begge benytter terrorismen som redskab, af stor interesse for dem der studerer Bibelen. I denne profeti beskrives en konflikt mellem to stormagter, „nordens konge“ og „sydens konge“. Om „nordens konge“ siges der at han i ateisme har forkastet „sine fædres gud“. (Daniel 11:37) Han ophøjer sig selv og ærer fæstningernes eller oprustningens gud. Han griber til handling over for stærke fæstninger og bestyrker sin position i verden. (Daniel 11:38, 39) Forholder „sydens konge“ sig passiv mens hans modstander udvider sit område?

Den ildevarslende profeti fortæller: „I endens tid støder sydens konge sammen med ham, og nordens konge stormer imod ham med vogne og rytteri og mange skibe; og han vil trænge ind i landene og overskylle og drage igennem dem.“ (Daniel 11:40) Det er tydeligt at terrorismen i alle dens forklædninger nu benyttes af begge konger i deres kamp om verdensherredømmet.a Daniels ord viser at de to førende verdensmagter vil blive ved med at kappes lige til Gud i sin krig ved Harmagedon gør ende på deres rivaliseren. — Åbenbaringen 16:14-16.

Vi har stadig ikke fået svar på spørgsmålene: Kan mennesket på egen hånd sætte en stopper for terrorismen? Hvis det er tilfældet, hvornår vil det da ske og hvordan? Hvis mennesker ikke kan standse terrorismen, hvad er da grunden? Disse spørgsmål vil vi behandle i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Motiverne til en stor del af terrorismen er beskrevet i Daniels profeti om endens tid

[Kildeangivelse]

Pacemaker Press Int’l, Belfast

[Illustration på side 8]

Terroristerne har udnyttet nyhedsmedierne fuldt ud

[Kildeangivelse]

Reuters/Bettmann Newsphotos

Hvem kan fjerne terrorismen?

HVIS du nu og da rejser med fly, har du selv erfaret nogle af terrorismens virkninger. I næsten alle internationale lufthavne har man indført obligatorisk sikkerhedskontrol. Terrorismen påfører regeringer og flyselskaber enorme udgifter til sikkerhedsforanstaltninger. Ved de olympiske lege i Los Angeles i 1984 brugte USAs regering omkring 65 millioner dollars på sikkerhedsforanstaltninger. Men nytter det noget?

Ja, i nogle henseender kan det betale sig. I de sidste 20 år har man alene i De forenede Stater konfiskeret henved 35.000 pistoler og bomber, og foretaget 13.000 anholdelser. (Department of State Bulletin) For det israelske flyselskab El Al, der måske har den strengeste sikkerhedskontrol af alle, er det lykkedes at begrænse antallet af gennemførte terroraktioner i luften betydeligt.

Men det er i virkeligheden symptomerne og ikke årsagerne de lovgivende og udøvende myndigheder arbejder på at fjerne. Deres midler hjælper ikke på den dybereliggende årsag til en sygdom der er udbredt i hele det moderne samfund — en sygdom der skyldes had og selviskhed. Uretfærdighed og diskrimination tager til i alle lande, uanset deres fremherskende ideologi. Hvor findes løsningen? Kan religion forvandle had til kærlighed? Kan politik forvandle splittelse til enhed? Kan De forenede Nationer forene nationerne? Eller skal vi søge løsningen et helt andet sted?

Kan religionen løse problemet?

Den terrorisme der siden 1969 har hørt til dagens orden i Nordirland, har kostet over 2000 mennesker livet og såret over 20.000 andre — og dette skal ses på baggrund af at landet kun har omkring 1,5 millioner indbyggere. De stridende parter hævder at have del i den samme kristne arv, der bygger på grundsætningen: „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Men dette hindrer ikke hverken katolikker eller protestanter i at foretage terroraktioner. Som John Hickey skriver i Religion and the Northern Ireland Problem: „Det er nu muligt . . . at acceptere fare eller død som konsekvens af blot det at være katolik eller protestant; at acceptere grusomme hævnaktioner — sekteriske mord — som en måde at opretholde Nordirlands særlige version af ’terrorbalancen’ på.“

Den samme forfatter siger også: „I [Nordirland] er det ikke politikken der udnytter religionen . . . Det er snarere religionen der styrer politikken.“ Og det er en mordets og hævnens politik.

De fleste trossamfund hævder at de fremholder kærligheden som deres grundlæggende læresætning. En stor procentdel af terroristerne har et religiøst tilhørsforhold — de kalder sig for eksempel kristne, jøder, muslimer, buddhister, hinduer eller sikher. Men i hvor høj grad påvirkes deres handlinger af deres tro? I bogen The Ultimate Weapon — Terrorists and World Order citerer Jan Schreiber IRA-lederen Ruairi O’Bradaigh for at have sagt: „Jeg har engang arbejdet sammen med en meget kynisk mand. Vi havde sammen lagt en mine som skulle eksplodere under en deling engelske soldater. . . . Og ganske rigtigt: de styrede direkte mod minen. Hvad gjorde denne kyniske fyr så? Lige før han sluttede forbindelsen der skulle få minen til at eksplodere og sprænge dem alle i stumper og stykker, lukkede han øjnene og korsede sig mens han hviskede fromt: ’Herren være deres sjæle nådig!’“

Religionen har ikke hindret højreorienterede katolikker i Spanien i at danne en terroristgruppe der er kendt som Guerrilleros del Cristo Rey, ’guerillasoldater for kongen Kristus’. Ifølge forfatteren af bogen The Terrorists „skyldes det lige så vel religion som politik at [denne gruppe] eksisterer“.

Skulle det overraske os at religionen ikke er i stand til at sætte en stopper for terrorismen? Professor C. E. Zoppo fra det statsvidenskabelige fakultet ved Californiens universitet skriver: „Da de organiserede trossamfund i vesten blev konfronteret med voldsanvendelse i politisk øjemed, nægtede de deres religiøse modstandere de moralske rettigheder som de gav deres tilhængere; og de tillod endda terrorhandlinger imod ’hedningerne’.“ Han henviser derefter til det korstog der fandt sted på pave Urban II’s tid, og skriver: „Hensigten med korstoget var at undertrykke islam for altid, og det blev betragtet som ’en krig der skulle gøre ende på alle krige’. Man anså islam for at være inkarnationen af alle onde kræfter, så mens en kristen soldat blev pålagt 40 dages bod for at dræbe en anden kristen soldat, blev det at dræbe en muslim anset for ’en eviggyldig bod’.“ — The Rationalization of Terrorism.

Også inden for andre trossamfund regnes det som fortjenstfuldt at dræbe en vantro, en hedning. Mange opfatter det som et adgangstegn til det himmelske paradis. Troen kan derfor give en terrorist et stærkere motiv til at myrde eller endda udføre selvmordsaktioner.

Findes der en politisk løsning?

Vestens politiske og militære eksperter har deres teorier om hvordan terrorismen kan standses, skønt de ikke altid er enige om hvordan teorierne skal omsættes til praksis. I øjeblikket går de lande der udsættes for terroraktioner, ind for at give igen med samme mønt. William Casey, leder af CIA (USAs efterretningstjeneste) siger: „Vi hverken kan eller vil afholde os fra at tage magtmidler i brug for at forhindre eller forebygge terroraktioner, eller som reaktion på dem, når omstændighederne taler for magtanvendelse. Mange lande, deriblandt De forenede Stater, har de særlige styrker og midler der kræves for at man kan gribe ind over for terroristgrupper.“ — Hydra of Carnage.

De forenede Staters angreb på Libyen i april 1986, en gengældelsesaktion efter et bombeattentat foretaget af terrorister mod en natklub i Berlin, var et resultat af denne filosofi. Denne aktion havde store omkostninger i form af civile ofre i Libyen — hvilket USAs regering betragtede som uundgåeligt — samt tabet af et amerikansk fly og dets besætning. Både terrorisme og gengældelsesaktioner har desuden nogle knap så iøjnefaldende omkostninger for de pågældende lande — tab af prestige og troværdighed.

Politikere og militarister betragter dette som normale omkostninger ved denne form for tilsløret krigsførelse. Som Benjamin Netanyahu skriver: „Alle borgere i et demokrati der trues af terrorisme, må i en vis forstand opfatte sig som soldater i det samme slag. De må ikke presse deres regering til at kapitulere over for terrorismen. . . . Hvis vi i ramme alvor ønsker at vinde krigen mod terrorismen, må folk være rede til at bringe ofre og endda udholde svære lidelser hvis de skulle miste en af deres kære.“ — Terrorism — How the West Can Win.

Kan de dybere årsager til terrorismen da fjernes gennem politik? Kan de uretfærdige tilstande fjernes? Kan situationen afdramatiseres? Nej, ikke ifølge politiske kommentatorer. Hvorfor ikke? Fordi de mener at terrorismen for en stor del er et af de våben de to store politiske blokke anvender i deres indbyrdes konflikt, som nævnt i forrige artikel. Politik avler altså terrorisme.

Den franske forfatter og journalist Jean-François Revel har for eksempel skrevet: „I deres manifester og bøger beskriver terroristerne deres angreb på demokratier som ’spændingsstrategien’. Ideen er at det er langt lettere at gå fra fascisme til kommunisme end fra demokrati til kommunisme. De ’revolutionære’ må derfor først tvinge de demokratiske regeringer i retning af et fascistisk adfærdsmønster for i den anden fase at kunne opbygge socialismen på fascismens ruiner.“ I overensstemmelse hermed myrder terrorister i nogle lande med overlæg militærofficerer for at fremprovokere et højreorienteret militærkup.

Kan FN dæmme op for terrorismen?

Professor i statsvidenskab C. E. Zoppo har forklaret hvilket dilemma FN befinder sig i: „Det er ikke overraskende . . . at De forenede Nationer ikke har kunnet nå til enighed om en definition af international terrorisme eller om hvordan det vil være passende at medlemslandene reagerer.“ Nej, det er ikke overraskende for dem der har indset at FN er en international arena hvori stormagterne fastlåser hinanden med tomme talemåder, som kæmpende hjorte hvis gevirer filtres ind i hinanden.

En anden faktor er at de demokratiske lande som terrorismen går ud over, er i mindretal i FN. C. E. Zoppo siger for eksempel: „En resolution om international terrorisme vedtaget af FNs generalforsamling . . . udtrykte ’dyb bekymring over internationale terrorhandlinger’, men stadfæstede ’den umistelige ret til selvbestemmelse og uafhængighed der forbeholdes alle folkeslag under kolonistyre, racistiske regimer eller andre former for fremmed herredømme’.“ I den samme resolution fordømtes „kolonistyrers, racistiske regimers og fremmede magters vedvarende undertrykkelse af og terrorhandlinger mod folkeslag der nægtes deres juridiske ret til selvbestemmelse og uafhængighed“.

Ifølge C. E. Zoppo har FN altså en dobbeltholdning til terrorisme. Han fortsætter: „Det er underforstået at terrorismen tolereres når den er et middel til national selvbestemmelse, og fordømmes når den er statslig terror med det formål at hindre uafhængighed. Det falder svært for nydannede nationer der selv har benyttet terrorisme som et middel til frigørelse, at fordømme andre landes terrorhandlinger.“ (The Rationalization of Terrorism) FN er derfor ikke i stand til at gøre noget effektivt for at standse terrorismen. Det er ikke moralen der sejrer, for som C. E. Zoppo siger: „Hvad der er moralsk acceptabelt defineres hovedsagelig af politik.“ I mellemtiden kvæstes og dør nye uskyldige ofre for terrorismen.

Et broderskab uden terrorisme

Jan Schreiber forklarer hvilket dilemma nationerne befinder sig i: „Den skuffende kendsgerning er at de lande der ønsker at udrydde terrorismen — og de synes ikke at udgøre et flertal — er tvunget til at stille sig tilfreds med halve løsninger. Enten gør standardstraffene ikke indtryk på terrorister der er indstillet på at bringe ofre for en ideologi, eller de fremprovokerer en voldelig reaktion fra dem der stadig er i stand til at kæmpe.“ — The Ultimate Weapon — Terrorists and World Order.

I sin analyse af problemet konkluderer professor Zoppo: „Næppe én moderne nation er kommet til verden uden terrorisme.“ Ifølge dette skulle terror være en uundgåelig del af den politiske proces. Men vi kan bekræfte at der findes én „nation“ som er kommet til verden uden terror eller vold — og uden politisk indgriben. Det er en nation som tæller over tre millioner mennesker fra hele verden, mennesker der kommer fra forskellige kulturer, sproggrupper og trossamfund. Hvem er de? Dem der besøger dig med dette blad — Jehovas vidner.

De udgør ikke blot en international sammenslutning, men et overnationalt broderskab af mennesker der har den samme tro og det samme gudgivne håb. De gør deres indflydelse gældende overalt i verden, ikke gennem terrorisme, men gennem fredelig bibelundervisning. I så godt som alle jordens lande henviser de til Guds rigsregering ved Kristus som den eneste løsning på menneskehedens problemer. — Mattæus 6:9, 10.

Ja, Jehovas vidner har sat sig ud over splittende politik og nationalisme, der resulterer i krige og terrorisme. De udgør nu et folk der lever i sand fred, og de forbereder sig til den snarlige tid hvor Guds rige vil være den eneste regering over jorden. Denne forandring vil ikke indtræffe ved at hele verden omvender sig, men ved at jorden bliver renset i Guds krig ved Harmagedon. — Mattæus 24:37-39; Åbenbaringen 16:14, 16.

Til den tid vil de sagtmodige kunne glæde sig over sand fred og et evigt liv på jorden. (Titus 1:2; Åbenbaringen 21:3, 4) Hvis du kunne tænke dig at vide mere om dette rige, hvor terrorismen vil være fjernet for bestandig, er du velkommen til at kontakte Jehovas vidner der hvor du bor, eller til at skrive til udgiverne af dette blad.

[Tekstcitat på side 11]

I de sidste 20 år er der alene i De forenede Stater blevet konfiskeret henved 35.000 pistoler og bomber, og foretaget 13.000 arrestationer — Department of State Bulletin.

[Tekstcitat på side 12]

„Lige før han sluttede forbindelsen der skulle få minen til at eksplodere og sprænge dem alle i stumper og stykker, lukkede han øjnene og korsede sig mens han hviskede fromt: ’Herren være deres sjæle nådig!’“

[Ramme på side 14]

Guds rige ved Kristus Jesus vil fjerne terrorismen

Terrorismen siges at være en krig ført af de desperate der føler sig uretfærdigt behandlet. Under Guds rige vil ingen behøve at føle sig uretfærdigt behandlet, som det fremgår af de følgende profetier om Kristi Jesu herredømme:

„Gud, giv dine lovbud til kongen, og din retfærdighed til kongesønnen. Måtte han føre sag for dit folk med retfærdighed og for dine nødstedte med ret. Måtte han dømme folkets nødstedte retfærdigt; måtte han frelse den fattiges sønner, og måtte han knuse udbytteren. For han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ — Salme 72:1, 2, 4, 12-14.