„Jeg skulle bare hente min post“

„JEG glemmer aldrig den mandag formiddag på posthuset,“ fortæller Andre, en hvid mand der er født i Sydafrika, men nu bor i Namibia. „Der var fyldt med mennesker. Jeg bemærkede en efterladt taske i nærheden. Efter at jeg havde fået min post, forlod jeg stedet. Jeg havde ikke kørt i mere end tre minutter før jeg hørte et øredøvende brag. Senere fandt jeg ud af at en bombe var eksploderet kun en meter fra hvor jeg havde stået.“

„Jeg skulle bare hente min post,“ siger Andre. „Det var et kæmpe chok for mig da jeg blev klar over at uskyldige mennesker var blevet sprængt i stumper og stykker. Flere af dem kendte jeg personligt. Jeg er stadig rystet over det der skete, selvom det nu er 25 år siden. Indimellem dukker der erindringer frem fra det blodbad jeg senere fik at se, og jeg forstår hvor tæt jeg har været på døden.“

Et globalt problem

Du vil måske aldrig komme så tæt på den slags angreb, men lignende hændelser finder hyppigt sted rundt om på jorden. Flere og flere griber til vold, såkaldte terrorhandlinger, for at nå deres mål. — Se rammen „Hvem er terroristerne?“ på næste side.

I 1997 kom en journalist frem til at der „kun havde fundet en række selvmordsangreb sted i fire lande“. Men i 2008 skrev den samme journalist at „mere end tredive lande på hvert kontinent, undtagen Australien og Antarktis, havde oplevet de ødelæggende konsekvenser af selvmordsangreb“. Han konkluderede i sin bog The Globalization of Martyrdom (Globaliseringen af martyriet) at sådanne angreb „bliver udført af flere og flere organisationer, som hvert år dræber et stadig større antal mennesker“.

Lad os se på det angreb der er nævnt i begyndelsen af artiklen. Den gruppe der tog ansvaret for at have anbragt bomben, betragtede sig selv som frihedskæmpere. De stræbte efter at opnå uafhængighed af det styre der var i landet. Men hvad motiverer folk til at begå sådanne handlinger for at nå deres mål? Lad os se på eksemplet med Hafeni.

Hafeni er født i Zambia og voksede op i flygtningelejre i nogle af nabolandene. „Jeg var rasende over den brutale og uretfærdige måde min familie og andre blev behandlet på,“ siger han. Derfor blev han en del af den militante gruppe som hans forældre tilhørte.

Hafeni ser tilbage på denne periode og siger videre: „Det sørgeligste ved det hele var den følelsesmæssige belastning det var at leve som flygtning. Børn blev skilt fra deres mødre, fædre og søskende. De ældste søskende var med i kampene, og mange af dem vendte aldrig tilbage. Jeg så aldrig min far, ikke engang på et foto. Alt hvad jeg vidste, var at han var død i kamp. Selv i dag har jeg følelsesmæssige ar på grund af det jeg har oplevet.“

Det er helt klart at problemerne er komplekse. En bedre forståelse af dem vil hjælpe dig til at se hvad der skal til hvis menneskene nogen sinde skal opleve at denne vold stopper.

[Ramme/​illustration på side 4]

HVEM ER TERRORISTERNE?

Sociologiprofessor Mark Juergensmeyer forklarer: „Om man vil kalde nogle der har begået voldelige handlinger, for terrorister eller ej, afhænger af om man mener at disse handlinger er berettigede. Brugen af dette udtryk afhænger i høj grad af ens verdenssyn: Hvis man opfatter verden som fredelig, fremstår voldshandlinger som terrorisme. Hvis man opfatter verden som værende i krig, betragtes voldelige handlinger måske som legitime.“

Når udtrykket terrorist bruges, har det derfor ofte politiske undertoner. Mange grupper ser sig selv som frihedskæmpere, ikke som terrorister. Ifølge forfatteren Jessica Stern indbefatter terrorisme (1) handlinger rettet mod civile og (2) brugen af vold for på dramatisk vis at skabe frygt. Derfor bruger militante personer — uanset om de hører til en oprørsgruppe eller et civilt styre — ofte de samme metoder som terrorister.

Hvorfor nogle griber til vold

DA JOSEBA, der bor i Spanien, blev spurgt hvorfor han blev medlem af en militant gruppe, svarede han: „Den undertrykkelse og uretfærdighed vi led under dengang, blev uudholdelig. I storbyen Bilbao, hvor jeg boede, kom politiet og slog løs på folk og arresterede dem.“

Joseba fortsætter: „En morgen blev jeg arresteret fordi jeg gav udtryk for hvad jeg mente om den slags politimetoder. Jeg blev så vred at jeg ville gøre et eller andet — om nødvendigt noget voldeligt — for at rette op på forholdene.“

Undertrykkelse og hævn

Uden at retfærdiggøre vold erkender Bibelen at „undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt“, det vil sige handle irrationelt. (Prædikeren 7:7) Mange bliver vrede når de bliver dårligt behandlet på grund af deres race, religion eller nationalitet.

Hafeni, der er nævnt i den forgående artikel, siger for eksempel: „Vores land blev taget fra os. Dyr kæmper for deres territorium, så det var naturligt for os at vi kæmpede for vores land og vores rettigheder.“ I en erklæring fra en militant selvmordsbomber der blev offentliggjort efter hans død, lød det: „Vi holder først op med at kæmpe når I holder op med at bombe, gasse, fængsle og torturere mit folk.“

Religiøse motiver

Selvom mange militante grupper har politiske bevæggrunde til at bruge vold, er mange af dem også drevet af religiøse grunde. En verdensleder modtog denne telefax fra en militant talsmand: „Vi er ikke skøre, og vi elsker heller ikke magt. Vi er i Guds tjeneste, og det er derfor vi er besluttede på fortsat at kæmpe.“

Om de religiøse motiver skrev Daniel Benjamin og Steven Simon i deres bog The Age of Sacred Terror (Den hellige terrors tidsalder): „I en verden der bliver mere og mere religiøs, er der flere tilhængere af både de store religioner og de nye spirende kulter der har gjort vold til en vigtig del af deres tilbedelse af Gud.“ Efter at terroreksperten Magnus Ranstorp havde fremlagt flere eksempler på hvad han kaldte „spektakulære terrorhandlinger verden over“, bemærkede han: „Alle der har begået sådanne handlinger, har været forenede i troen på at det de gjorde, havde Guds godkendelse og endog var udført med hans bemyndigelse.“

Men mange religiøse militante grupper har yderliggående synspunkter som ikke bygger på de traditionelle læresætninger og værdier i den religion de er tilknyttet.

Dybt indgroede holdninger

Joseba, der er nævnt tidligere, blev slemt mishandlet i forbindelse med sin arrestation. Han siger: „Den brutalitet jeg blev udsat for, overbeviste mig om at mit had var berettiget. Hvis jeg skulle dø for at forholdene kunne blive forandret, ville det være det værd.“

Sådanne grunde til at deltage i vold bliver ofte forstærket af det man lærer i gruppen. „I den periode vi var i flygtningelejrene,“ fortæller Hafeni, „blev der arrangeret stormøder hvor vi lærte at de hvide hele tiden fandt på nye måder de kunne dominere de sorte på.“ Med hvilket resultat?

„Jeg kunne mærke at mit had til de hvide voksede,“ siger han. „Jeg nærede mistro til dem alle. Til sidst kunne jeg ikke klare det længere, og jeg mente at vores generation måtte gøre noget.“

Trods sådanne stærke synspunkter fik både Joseba og Hafeni overraskende nok bugt med deres dybt indgroede had og mistillid. Hvad fik dem til at ændre tankegang og hjerteindstilling? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Tekstcitat på side 6]

„Den brutalitet jeg blev udsat for, overbeviste mig om at mit had var berettiget. Hvis jeg skulle dø for at forholdene kunne blive forandret, ville det være det værd.“ — Joseba

Er en verden uden terrorisme mulig?

„KAMPEN gælder . . . sind og hjerter.“ Det var konklusionen efter at man havde foretaget en gennemgang af såkaldte terroristers personlighedsprofiler, der gik tyve år tilbage.

Hvad kan ændre sind og hjerte hos folk der har været dybt involveret i voldelige og hævngerrige aktiviteter?

En bog der kan ændre folks hjerte

I løbet af 1990’erne begyndte Hafeni at undersøge sin tro og besluttede at få fat i en bibel. Han siger: „Det første jeg gjorde, var at se nærmere på evangelierne [bibelbøgerne Mattæus, Markus, Lukas og Johannes], som indeholder beretningen om Jesu liv. Under min læsning blev jeg hurtigt tiltrukket af Jesu personlighed og hans venlige og upartiske måde at behandle andre på. Det jeg læste, varmede mig om hjertet.“

Hafeni siger at da han læste videre, var der „en passage i Bibelen som virkelig slog hovedet på sømmet — Apostelgerninger 10:34 og 35“. Der står: „Gud [er ikke] partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“

„Jeg konkluderede at det er mennesker selv der er skyld i stammestolthed, nationalisme og racefordomme,“ siger Hafeni. „Jeg indså at Bibelens budskab kan ændre folks tankegang, og at det vigtigste i livet er at have et godt forhold til Gud. Det har langt større betydning end at kæmpe for folk der tilhører en bestemt stamme eller race, eller som har en bestemt hudfarve.“

Joseba, der er citeret i den foregående artikel, var leder af en lille kommandogruppe der planlagde at sprænge en politistation i luften. „Men inden vi nåede at udføre dette angreb,“ forklarer Joseba, „blev jeg arresteret og måtte sidde to år i fængsel.“ Senere begyndte hans kone, Luci, at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Med tiden tog han selv del i disse drøftelser.

Joseba fortsætter: „Efterhånden som jeg lærte mere om Jesus, blev han mit forbillede. En af hans udtalelser som virkelig gjorde indtryk på mig, var denne: ’Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.’ Jeg vidste at det var rigtigt.“ (Mattæus 26:52) Joseba erkender: „At myrde nogen fremprovokerer kun had og får familiemedlemmer til at ønske hævn. Vold fører kun til smerte, ikke til en bedre verden.“ Joseba begyndte at ændre sin tankegang.

Både Hafeni og Joseba har personligt erfaret at Bibelens lære kan have stor indvirkning på ens liv. I Bibelen læser vi at „Guds ord er levende og virkende“, og at det kan bedømme „hjertets . . . hensigter“. (Hebræerne 4:12) Kraften fra Guds ord har hjulpet mange til at ændre deres tankegang og handlinger. Findes der verdensomspændende enhed blandt dem der virkelig praktiserer det Bibelen lærer?

Et brodersamfund grundlagt på kærlighed

Da Hafeni begyndte at overvære Jehovas Vidners møder, blev han dybt bevæget over at opleve den fred og harmoni der rådede mellem racerne. „Det var helt overvældende at sidde ved siden af hvide mennesker,“ siger han. „Jeg havde aldrig troet at jeg nogen sinde skulle få mulighed for at kalde en hvid mand for broder. Det styrkede min overbevisning om at Jehovas Vidner har den sande tro, for blandt dem var der den enhed som jeg havde længtes efter, og trods raceforskelle elskede de hinanden.“

Jesus sagde at hans sande disciple skulle kendes på deres „kærlighed til hinanden“. (Johannes 13:34, 35) Han nægtede at tage del i politiske konflikter og sagde til sine disciple at de ’ikke var en del af verden’. (Johannes 6:15; 15:19; Mattæus 22:15-22) Dengang var kærlighed og politisk neutralitet et kendetegn på sande kristne, ligesom det er i dag.

Hvordan man kan efterleve Jesu lære

Men hvordan kan kærlighed overleve i en verden hvor splittende kræfter skaber grobund for terrorisme? Når politiske stridsspørgsmål skaber fjendtlighed, vil folks loyalitet mod deres race, nation eller etniske rødder ofte føre til konflikter mellem enkeltpersoner eller nationer.

For eksempel var det etnisk stolthed der i 1914 fik Gavrilo Princip til at myrde den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Frans Ferdinand. Gavrilo Princip var medlem af en organisation kaldet Den Sorte Hånd. Ifølge organisationens vedtægter foretrak den at gøre brug af „den revolutionære kamp frem for . . . kulturelle aktiviteter“ for at nå sit mål. Snigmordet udløste krig mellem såkaldt kristne nationer, og det førte til Første Verdenskrig og døden for millioner af soldater der hævdede at følge Jesus, Fredsfyrsten. — Esajas 9:6.

Efter at krigen var slut, fordømte en fremtrædende præst, Harry Emerson Fosdick, de såkaldt kristne ledere for ikke at have lært deres medlemmer at følge Jesu eksempel. „Vi har opfostret mænd til krig,“ skrev han. „Vi har gjort soldater til vore helte; endog i vore kirker har vi sat krigsfanen.“ Fosdick sluttede: „Med den ene mundvig har vi hyldet Fredsfyrsten, og med den anden har vi forherliget krigen.“

I modsætning hertil oplyses det i en sociologisk afhandling udgivet i 1975: „Jehovas Vidner har konsekvent fastholdt deres ikkevoldelige ’kristne neutralitet’ i to store verdenskrige og i de efterfølgende militære sammenstød under ’den kolde krig’.“ Selvom Jehovas Vidner blev mishandlet og fængslet, „svarede de aldrig igen med vold“. I afhandlingen fremsættes denne konklusion: „Jehovas Vidners lære hænger sammen med deres overbevisning om at Bibelen er Guds inspirerede ord.“

Værdien af at følge Bibelens lære

En tidligere belgisk premierminister fik en bog af sin nabo der handlede om Jesu liv, og som havde titlen Det største menneske der har levet. Det han læste, gjorde et dybt indtryk på ham. „Hvis folk var mere interesseret i evangeliets budskab og handlede i overensstemmelse med Jesu Kristi principper,“ skrev han til sin nabo, „ville verden se helt anderledes ud i dag.“

„Vi ville ikke have brug for Sikkerhedsrådet,“ tilføjede han, „terroristangreb ville ikke forekomme, og vold ville være bandlyst.“ Alligevel konkluderede han: „Alt dette er ønsketænkning.“ Er det virkelig det? Selv nu, i en verden der er gennemsyret af vold, har Bibelen hjulpet mange med vidt forskellig baggrund til at nægte at bruge vold og til at overvinde det bitre had som folk opbygger når de gennem årtier oplever formålsløs blodsudgydelse.

Som beskrevet i den indledende artikel var Andre tæt på at blive dræbt af en bombe som tog livet af flere af hans venner. Den var blevet anbragt af en militant gruppe. På et senere tidspunkt lærte Andre at følge det bibelske råd om ’frit at tilgive’. (Kolossenserne 3:13) Og efterhånden lærte Hafeni, som flere år efter bombeangrebet blev medlem af den militante gruppe, at efterleve Bibelens principper og at afstå fra at bruge vold. (Salme 11:5) Nu er de begge Jehovas Vidner og arbejder sammen på et af Jehovas Vidners oversætterkontorer i et afrikansk land.

Tillid til en tryg fremtid

Millioner verden over har erfaret at et studium af Bibelen har givet dem større tillid til at de kan få en tryg fremtid. En dag viste Andre sin nabo at Bibelen lover at der kommer en retfærdig ny verden. (Esajas 2:4; 11:6-9; 65:17, 21-25; 2 Peter 3:13) Pludselig blev huset omringet af soldater med automatvåben, og de beordrede Andre ud til forhør. Da soldaterne fandt ud af at Andre underviste folk i Bibelen, og at hans nabo satte stor pris på ham, forlod de stedet.

Andre var lige blevet færdig med at fortælle at Gud vil gribe ind i forholdene på jorden, ligesom han havde gjort i Noas dage, da „jorden [var] fyldt med vold“. (1 Mosebog 6:11) Gud fjernede den daværende verden ved hjælp af en vandflod og bevarede den fredselskende mand Noa og hans familie i live. „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være,“ sagde Jesus. — Mattæus 24:37-39.

Jesus, ’Menneskesønnen’, er den udvalgte regent i Guds rige, et styre i himmelen. (Lukas 4:43) I spidsen for Guds himmelske hærstyrker vil han snart rense jorden for vold. Som konge i himmelen vil Jesus være retfærdig over for enhver, og der vil være fred. Han vil beskytte sine undersåtter mod „undertrykkelse og vold“. — Salme 72:7, 14.

Derefter vil alle der elsker det der er ret, og bliver undersåtter under denne himmelske konge, opleve at jorden bliver omdannet til et fredeligt paradis. (Lukas 23:42, 43) „Bjergene [vil] bære fred til folket, og højene ligeså, ved retfærdighed.“ — Salme 72:1-3.

Kunne du tænke dig at leve i en verden der er styret af en sådan konge? Det vil være en verden helt uden terrorisme.

[Tekstcitat på side 7]

Både Hafeni og Joseba har personligt erfaret at Bibelens lære kan have stor indvirkning på ens liv

[Tekstcitat på side 9]

’Hvis folk handlede i overensstemmelse med Jesu Kristi principper, ville verden se helt anderledes ud i dag. Vi ville ikke have brug for Sikkerhedsrådet, terroristangreb ville ikke forekomme, og vold ville være bandlyst.’ — En tidligere belgisk premierminister

[Illustration på side 8]

Hafeni og Andre har fået ægte kærlighed til hinanden ved at følge Bibelens principper