Men det er i virkeligheden symptomerne og ikke årsagerne de lovgivende og udøvende myndigheder arbejder på at fjerne. Deres midler hjælper ikke på den dybereliggende årsag til en sygdom der er udbredt i hele det moderne samfund — en sygdom der skyldes had og selviskhed. Uretfærdighed og diskrimination tager til i alle lande, uanset deres fremherskende ideologi.

Religionen har ikke hindret højreorienterede katolikker i Spanien i at danne en terroristgruppe der er kendt som Guerrilleros del Cristo Rey, ’guerillasoldater for kongen Kristus’. Ifølge forfatteren af bogen The Terrorists „skyldes det lige så vel religion som politik at [denne gruppe] eksisterer“.

Skulle det overraske os at religionen ikke er i stand til at sætte en stopper for terrorismen? Professor C. E. Zoppo fra det statsvidenskabelige fakultet ved Californiens universitet skriver: „Da de organiserede trossamfund i vesten blev konfronteret med voldsanvendelse i politisk øjemed, nægtede de deres religiøse modstandere de moralske rettigheder som de gav deres tilhængere; og de tillod endda terrorhandlinger imod ’hedningerne’.“ Han henviser derefter til det korstog der fandt sted på pave Urban II’s tid, og skriver: „Hensigten med korstoget var at undertrykke islam for altid, og det blev betragtet som ’en krig der skulle gøre ende på alle krige’. Man anså islam for at være inkarnationen af alle onde kræfter, så mens en kristen soldat blev pålagt 40 dages bod for at dræbe en anden kristen soldat, blev det at dræbe en muslim anset for ’en eviggyldig bod’.“ — The Rationalization of Terrorism.

Også inden for andre trossamfund regnes det som fortjenstfuldt at dræbe en vantro, en hedning. Mange opfatter det som et adgangstegn til det himmelske paradis. Troen kan derfor give en terrorist et stærkere motiv til at myrde eller endda udføre selvmordsaktioner.

Findes der en politisk løsning?

Vestens politiske og militære eksperter har deres teorier om hvordan terrorismen kan standses, skønt de ikke altid er enige om hvordan teorierne skal omsættes til praksis. I øjeblikket går de lande der udsættes for terroraktioner, ind for at give igen med samme mønt. William Casey, leder af CIA (USAs efterretningstjeneste) siger: „Vi hverken kan eller vil afholde os fra at tage magtmidler i brug for at forhindre eller forebygge terroraktioner, eller som reaktion på dem, når omstændighederne taler for magtanvendelse. Mange lande, deriblandt De forenede Stater, har de særlige styrker og midler der kræves for at man kan gribe ind over for terroristgrupper.“ — Hydra of Carnage.

De forenede Staters angreb på Libyen i april 1986, en gengældelsesaktion efter et bombeattentat foretaget af terrorister mod en natklub i Berlin, var et resultat af denne filosofi. Denne aktion havde store omkostninger i form af civile ofre i Libyen — hvilket USAs regering betragtede som uundgåeligt — samt tabet af et amerikansk fly og dets besætning. Både terrorisme og gengældelsesaktioner har desuden nogle knap så iøjnefaldende omkostninger for de pågældende lande — tab af prestige og troværdighed.

Politikere og militarister betragter dette som normale omkostninger ved denne form for tilsløret krigsførelse. Som Benjamin Netanyahu skriver: „Alle borgere i et demokrati der trues af terrorisme, må i en vis forstand opfatte sig som soldater i det samme slag. De må ikke presse deres regering til at kapitulere over for terrorismen. . . . Hvis vi i ramme alvor ønsker at vinde krigen mod terrorismen, må folk være rede til at bringe ofre og endda udholde svære lidelser hvis de skulle miste en af deres kære.“ — Terrorism — How the West Can Win.

Kan de dybere årsager til terrorismen da fjernes gennem politik? Kan de uretfærdige tilstande fjernes? Kan situationen afdramatiseres? Nej, ikke ifølge politiske kommentatorer. Hvorfor ikke? Fordi de mener at terrorismen for en stor del er et af de våben de to store politiske blokke anvender i deres indbyrdes konflikt, som nævnt i forrige artikel. Politik avler altså terrorisme.

Den franske forfatter og journalist Jean-François Revel har for eksempel skrevet: „I deres manifester og bøger beskriver terroristerne deres angreb på demokratier som ’spændingsstrategien’. Ideen er at det er langt lettere at gå fra fascisme til kommunisme end fra demokrati til kommunisme. De ’revolutionære’ må derfor først tvinge de demokratiske regeringer i retning af et fascistisk adfærdsmønster for i den anden fase at kunne opbygge socialismen på fascismens ruiner.“ I overensstemmelse hermed myrder terrorister i nogle lande med overlæg militærofficerer for at fremprovokere et højreorienteret militærkup.

Kan FN dæmme op for terrorismen?

Professor i statsvidenskab C. E. Zoppo har forklaret hvilket dilemma FN befinder sig i: „Det er ikke overraskende . . . at De forenede Nationer ikke har kunnet nå til enighed om en definition af international terrorisme eller om hvordan det vil være passende at medlemslandene reagerer.“ Nej, det er ikke overraskende for dem der har indset at FN er en international arena hvori stormagterne fastlåser hinanden med tomme talemåder, som kæmpende hjorte hvis gevirer filtres ind i hinanden.

En anden faktor er at de demokratiske lande som terrorismen går ud over, er i mindretal i FN. C. E. Zoppo siger for eksempel: „En resolution om international terrorisme vedtaget af FNs generalforsamling . . . udtrykte ’dyb bekymring over internationale terrorhandlinger’, men stadfæstede ’den umistelige ret til selvbestemmelse og uafhængighed der forbeholdes alle folkeslag under kolonistyre, racistiske regimer eller andre former for fremmed herredømme’.“ I den samme resolution fordømtes „kolonistyrers, racistiske regimers og fremmede magters vedvarende undertrykkelse af og terrorhandlinger mod folkeslag der nægtes deres juridiske ret til selvbestemmelse og uafhængighed“.

Ifølge C. E. Zoppo har FN altså en dobbeltholdning til terrorisme. Han fortsætter: „Det er underforstået at terrorismen tolereres når den er et middel til national selvbestemmelse, og fordømmes når den er statslig terror med det formål at hindre uafhængighed. Det falder svært for nydannede nationer der selv har benyttet terrorisme som et middel til frigørelse, at fordømme andre landes terrorhandlinger.“ (The Rationalization of Terrorism) FN er derfor ikke i stand til at gøre noget effektivt for at standse terrorismen. Det er ikke moralen der sejrer, for som C. E. Zoppo siger: „Hvad der er moralsk acceptabelt defineres hovedsagelig af politik.“ I mellemtiden kvæstes og dør nye uskyldige ofre for terrorismen.

Et broderskab uden terrorisme

Jan Schreiber forklarer hvilket dilemma nationerne befinder sig i: „Den skuffende kendsgerning er at de lande der ønsker at udrydde terrorismen — og de synes ikke at udgøre et flertal — er tvunget til at stille sig tilfreds med halve løsninger. Enten gør standardstraffene ikke indtryk på terrorister der er indstillet på at bringe ofre for en ideologi, eller de fremprovokerer en voldelig reaktion fra dem der stadig er i stand til at kæmpe.“ — The Ultimate Weapon — Terrorists and World Order.