Om det at overvære gladiatorkampe skrev den kristne forfatter Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede, at det var „uforeneligt med sand gudsdyrkelse og sand lydighed mod den sande Gud“. Han regnede tilskuerne for drabsmændenes medskyldige.

[Ramme på side 28]

Kampe for at „formilde de døde“

Om gladiatorkampenes oprindelse skriver Tertullian: „I fortiden troede man at man tjente de døde med den slags optrin, efter at man havde modereret dem med en mere kultiveret form for grusomhed. Tidligere havde man nemlig — i den tro at man kunne behage de afdødes sjæle med menneskeblod — ofret fanger eller dårlige slaver som man købte. Siden fandt man på at tilsløre ugudeligheden ved at lave begivenheden om til en forlystelse. Det gjorde man ved at købe nogle mænd og træne dem i at bruge den tids våben så godt som muligt. I virkeligheden trænede man dem i at lade sig slå ihjel! Disse mænd lod man så lide døden ved gravene på den fastsatte begravelsesdag. Man trøstede sig altså efter et dødsfald ved at myrde nogen, og sådan opstod munus. Men lidt efter lidt blev skikken lige så raffineret som grusom. Man syntes nemlig at højtiderne manglede noget hvis ikke man lod nogle vilde dyr være med til at sønderrive menneskelegemer. Det man gjorde for at formilde de døde, blev regnet for en begravelsesskik.“ — Apology, De Spectaculis, XII, side 262-65. Oversat til engelsk af T.R. Glover.