Prøvelser indefra

Problemerne begyndte kort tid efter Charles Taze Russells død, da der opstod dyb uenighed om hvordan Jehovas organisation nu skulle ledes. Bror Russell havde indregistreret Zion’s Watch Tower Tract Society i 1884 og tjente som præsident for dette juridiske selskab indtil sin død i oktober 1916. Da Joseph F. Rutherford overtog posten, var der nogle få fremtrædende mænd i organisationen, deriblandt fire bestyrelsesmedlemmer, der øjnede en mulighed for at få større magt.

De brød sig ikke om den måde bror Rutherford ledte organisationen på. En af konflikterne drejede sig om Paul S.L. Johnson, der tjente som pilgrim, eller rejsende tilsynsmand.

Kort før bror Russell døde, havde han arrangeret at sende Johnson til England som en af de rejsende repræsentanter for organisationen. Der skulle han forkynde den gode nyhed, besøge menighederne og skrive en rapport om arbejdet i området. Da han ankom i november 1916, gav vennerne i England ham en varm velkomst. Desværre begyndte al den ros han fik, at stige ham til hovedet, og han blev overbevist om at han skulle være bror Russells efterfølger.

Uden at have bemyndigelse til det bortviste Johnson nogle medlemmer af betelfamilien i England som var imod ham. Han prøvede også at få kontrol over organisationens bankkonto i London. Men så gav bror Rutherford ham besked på at vende tilbage til USA.

Johnson tog tilbage til Brooklyn, men i stedet for ydmygt at tage imod den retledning han havde fået, prøvede han flere gange at overbevise Rutherford om at lade ham vende tilbage til England for at fortsætte sit arbejde. Da det ikke lykkedes, prøvede Johnson at påvirke bestyrelsesmedlemmerne, og fire af dem tog hans parti.

Bror Rutherford havde mistanke om at disse mænd ville prøve at få kontrol over organisationens midler, ligesom Johnson havde prøvet at få det i England, så han fandt det nødvendigt at få dem fjernet fra bestyrelsen. Ifølge loven skulle bestyrelsen vælges hvert år af selskabets medlemmer. Men ved den årlige generalforsamling den 6. januar 1917 blev kun tre af bestyrelsesmedlemmerne valgt ind. Joseph F. Rutherford blev præsident, Andrew N. Pierson blev vicepræsident, og William E. Van Amburgh overtog posten som sekretær og kasserer. De sidste fire pladser i bestyrelsen var ikke opstillet til valg. De fire modstandere var før blevet udpeget til at sidde i bestyrelsen, og nogle regnede med at det var en opgave man havde for livet. Men fordi de ikke var blevet genvalgt ved en generalforsamling, var de faktisk slet ikke gyldige medlemmer af bestyrelsen. Så i juli 1917 brugte bror Rutherford sine beføjelser til at udnævne fire trofaste mænd til at udfylde de ledige pladser.

Som forventet blev de fire afsatte bestyrelsesmedlemmer rasende og begyndte derfor en kampagne for at genvinde deres pladser. Men det lykkedes ikke. Mens nogle af Bibelstudenterne sluttede sig til dem og dannede andre organisationer, forblev størstedelen trofaste, og de fire modstandere genvandt aldrig deres pladser i bestyrelsen.

Prøvelserne fortsætter

Organisationen var blevet renset for modstandere, og resultatet af en afstemning i menighederne, der blev offentliggjort i The Watch Tower, viste at langt de fleste af vennerne støttede bror Rutherford og de andre trofaste mænd på Betel. Men prøvelserne var ikke forbi endnu. Til trods for at 1918 begyndte godt for vores organisation, var det også året hvor den mørkeste tid i Jehovas folks nyere historie begyndte.