Teokrati: Sammensætning af de græske ord „theosʹ“ (gud) og „kraʹtos“ (styre); et styre under Guds ledelse, til tider udøvet gennem udnævnte repræsentanter.

Hvilken slags teokrati?

Da Gud satte det første menneskepar i Edens have var styreformen teokratisk. Oprindelig var det Gud der som den retfærdige Suveræn udøvede myndighed og tog sig af forvaltningen.

Da den jødiske historiker Flavius Josefus for nitten hundrede år siden dannede ordet „teokrati“, brugte han det om det gamle Israel, Guds udvalgte nation. Israel blev regeret af Gud, skønt styret blev udøvet gennem jordiske repræsentanter. — 5 Mosebog 7:5; 1 Krønikebog 29:23.

Efterhånden blev begrebet „teokrati“ optaget i andre sprog og bibeholdt i begyndelsen den snævre betydning Josefus havde givet det. Senere fik ordet flere betydninger. Ifølge The Encyclopedia of Religion er både „faraonernes Ægypten, det gamle Israel, middelalderkristendommen, calvinismen, islam og den tibetanske buddhisme“ blevet kaldt for teokratier.

Historikeren W. L. Warren tilføjer at der var „et element af teokratisk kongeværdighed i det engelske monarki, idet kongen blev betragtet som det vigtigste redskab i Guds verdensorden og som Guds repræsentant og dommer“. I nyere tid er ordet „teokrati“, også på dansk, blevet brugt i en lidt nedladende betydning, specielt om lande der decideret styres af præster — muslimske, „kristne“ eller andre. Deraf kommer det at mange i dag opfatter „teokrati“ som synonymt med „præstevælde“.

Da ordet altså forstås på flere måder, må vi spørge: Hvilken form for teokrati er det vi har brug for?