Jehova hersker — ved teokratiet

„Jehova er konge evindelig.“ — SALME 146:10.

1, 2. (a) Hvorfor er menneskers forsøg på at styre mislykkedes? (b) Hvilken styreform er den eneste der har vist sig brugbar?

LIGE siden Nimrods tid har mennesker forsøgt at styre samfundet ved hjælp af forskellige regeringsformer. Der har været diktaturer, monarkier, oligarkier og forskellige former for demokrati. Jehova har tilladt dem alle at eksistere. Eftersom Gud i sidste instans er ophav til al myndighed, har han i en vis forstand anbragt de forskellige herskere i deres relative stillinger. (Romerne 13:1) Alle forsøg fra menneskers side på at styre er ikke desto mindre slået fejl. Ingen jordisk hersker har kunnet frembringe et varigt, stabilt og retfærdigt samfund. Alt for ofte har ’det ene menneske udøvet myndighed over det andet til skade for det’. — Prædikeren 8:9.

² Skulle det overraske os? Selvfølgelig ikke! Det var ikke tanken at ufuldkomne mennesker skulle herske over hinanden. „Menneskets vej [står ikke] til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Det er derfor at der kun findes én styreform i hele menneskehedens historie som har vist sig at dú, nemlig teokrati under Jehova Gud. På det græsk der benyttes i Bibelen, stammer ordet „teokrati“ fra ordene theosʹ (gud) og kraʹtos (styre). Kan man forestille sig nogen bedre regering end den Jehova Gud står bag? — Salme 146:10.

3. Hvilke teokratier var de første der fandtes på jorden?

³ En kort tid fandtes der teokrati i Eden, indtil Adam og Eva gjorde oprør mod Jehova. (1 Mosebog 3:1-6, 23) Det lader til at der på Abrahams tid fandtes et teokrati i byen Salem, hvor Melkizedek var kongepræst. (1 Mosebog 14:18-20; Hebræerne 7:1-3) Det første nationale teokrati under Jehova Gud blev imidlertid først oprettet i Sinaj Ørken i det 16. århundrede f.v.t. Hvordan gik det til? Og hvordan fungerede dette teokratiske styre?

Et teokrati bliver til

4. Hvordan oprettede Jehova den teokratiske nation Israel?

⁴ I 1513 f.v.t. udfriede Jehova israelitterne fra trældommen i Ægypten og udslettede Faraos hær i Det Røde Hav da den satte efter dem. Derefter førte Jehova israelitterne til Sinaj Bjerg. Da de var lejret ved foden af bjerget talte Gud til dem gennem Moses og sagde: „I har selv set hvad jeg gjorde ved ægypterne og derpå bar jer på ørnevinger og førte jer til mig. Og nu: hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene.“ Israelitternes svar lød: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ (2 Mosebog 19:4, 5, 8) Der blev indgået en pagt, hvorefter den teokratiske nation Israel var en realitet. — 5 Mosebog 26:18, 19.

5. Hvorfor kunne det siges at det var Jehova der regerede Israel?

⁵ Men hvordan blev Israel regeret af Jehova, der er usynlig for mennesker? (2 Mosebog 33:20) Ved at han bestemte landets love og indsatte et præsteskab. De der adlød lovene og fulgte den tilbedelsesordning som Gud havde indført, tjente den store Teokrat, Jehova. Endvidere havde præsterne Urim og Tummim, hvorved Gud gav vejledning i nødsituationer. (2 Mosebog 28:29, 30) Desuden var kvalificerede ældste Jehovas repræsentanter i teokratiet og sørgede for at Guds lov blev anvendt. Hvis vi undersøger beretningerne om nogle af disse mænd, vil vi bedre kunne forstå hvordan mennesker bør underlægge sig Guds styre.

Myndighed under teokratiet

6. Hvorfor var det en udfordring for mennesker at sidde inde med myndighed i et teokrati, og hvilken slags mænd kunne påtage sig dette ansvar?

⁶ De der sad inde med myndighed i Israel havde en stor forret, men det var en udfordring for dem at bevare den rette ligevægt. De måtte passe på ikke at betragte deres egen stilling som vigtigere end helligelsen af Jehovas navn. Den inspirerede udtalelse om at det „ikke [står] til en mand der vandrer, at styre sine skridt“, gjaldt i lige så høj grad israelitterne som alle andre. Israel oplevede kun fremgang når de ældste huskede at Israel var et teokrati og at de måtte gøre Jehovas vilje, ikke deres egen. Kort efter Israels grundlæggelse gav Moses’ svigerfader, Jetro, en meget god beskrivelse af hvad der skulle kendetegne de ældste. Det skulle være ’dygtige mænd, som frygtede Gud, pålidelige mænd, som hadede uærlig vinding’. — 2 Mosebog 18:21.

7. Hvordan var Moses et godt eksempel som en der sad inde med myndighed under Jehova Guds ledelse?

⁷ Den første der udøvede overordnet myndighed i Israel var Moses. Han var et godt eksempel som teokratisk myndighedsperson. Ved en lejlighed gav han ganske vist efter for menneskelig svaghed. Men han satte altid sin lid til Jehova. Når der opstod spørgsmål som ikke før var blevet klarlagt, søgte han Jehovas ledelse. (Jævnfør Fjerde Mosebog 15:32-36.) Hvordan modstod Moses — anføreren for et milliontalligt folk — fristelsen til at udnytte sin høje stilling til ære for sig selv? Ved sin indstilling. Der siges om ham at han var „langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mosebog 12:3) Han havde ingen personlige ambitioner, men var optaget af det der bragte Gud ære. (2 Mosebog 32:7-14) Moses havde desuden en stærk tro. Om hans indstilling før han blev nationens leder, skrev apostelen Paulus: „Han holdt stand som så han den usynlige.“ (Hebræerne 11:27) Moses glemte aldrig at Jehova var den egentlige Hersker over nationen. (Salme 90:1, 2) Et godt eksempel for os der lever i dag.

8. Hvilken befaling gav Jehova Josua, og hvorfor er det værd at bemærke?

⁸ Da arbejdet med at føre tilsyn med Israel blev så stort at Moses ikke kunne klare det alene, lagde Jehova sin ånd på 70 ældste som skulle hjælpe Moses med at dømme nationen. (4 Mosebog 11:16-25) Senere fik hver by sine egne ældste. (Jævnfør Femte Mosebog 19:12; 22:15-18; 25:7-9.) Efter Moses’ død udnævnte Jehova Josua til folkets leder. Vi kan forestille os at denne forret gav Josua meget at gøre. Jehova formanede ham dog om at der var noget han aldrig måtte undlade: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den.“ (Josua 1:8) Det er værd at bemærke at skønt Josua havde mere end 40 års tjeneste bag sig, skulle han blive ved med at læse i Loven. Vi må også studere Bibelen og genopfriske Jehovas love og principper, uanset hvor længe vi har tjent Jehova eller hvor mange forrettigheder vi har. — Salme 119:111, 112.

9. Hvad skete der i Israel i dommertiden?

⁹ Josua blev efterfulgt af en række dommere. I deres tid gav israelitterne sig desværre ofte til at gøre hvad der var ondt i Jehovas øjne. (Dommerne 2:11) Om dommertiden siger beretningen: „I de dage var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.“ (Dommerne 21:25) Enhver traf sine egne afgørelser i spørgsmål om adfærd og gudsdyrkelse, og historien viser at mange israelitter traf nogle dårlige afgørelser. De begyndte at dyrke afguder og begik til tider nogle uhyrlige forbrydelser. (Dommerne 19:25-30) Nogle udviste imidlertid også en eksemplarisk tro. — Hebræerne 11:32-38.

10. Hvordan ændredes styreformen i Israel radikalt på Samuels tid, og hvorfor?

¹⁰ Under den sidste dommer, Samuel, oplevede Israel en krise i forbindelse med regeringsformen. Påvirket af de omboende fjendtlige nationer, der alle blev regeret af konger, mente israelitterne at de også måtte have en konge. De glemte at de allerede havde en konge og at deres styreform var et teokrati. Jehova sagde til Samuel: „Det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge over sig.“ (1 Samuel 8:7) Dette minder os om hvor let vi kan miste vort åndelige udsyn og blive påvirket af verden omkring os. — Jævnfør Første Korintherbrev 2:14-16.

11. (a) Hvorfor kan det siges at Israel, trods den ændrede styreform, fortsatte med at være et teokrati under kongerne? (b) Hvilket påbud gav Jehova Israels konger, og i hvilken hensigt?

¹¹ Jehova gik ikke desto mindre med til at opfylde israelitternes krav og udvalgte de to første konger, Saul og David. Men Israel var fortsat et teokrati der blev styret af Jehova. For at kongen ikke skulle glemme dette, skulle han lave sin egen afskrift af Loven og læse i den hver dag, ’for at han kunne lære at frygte Jehova sin Gud, så han overholdt alle denne lovs ord og disse forordninger og fulgte dem, så hans hjerte ikke skulle ophøje sig over hans brødre’. (5 Mosebog 17:19, 20) Jehova ønskede ikke at de der havde myndighed i hans teokrati skulle ophøje sig selv. Deres handlinger skulle afspejle Loven.

12. Hvordan viste kong David sin trofasthed?

¹² Kong David havde en bemærkelsesværdig tro på Jehova, og Gud indgik en pagt med ham om at han ville blive forfader til et kongedømme der ville bestå for evigt. (2 Samuel 7:16; 1 Kongebog 9:5; Salme 89:29) Davids ydmyge underkastelse under Jehova er værd at efterligne. Han sagde: „Jehova, kongen fryder sig over din styrke; ja, hvor han jubler højt over din frelse!“ (Salme 21:1) David kom nu og da til kort på grund af kødelige svagheder, men satte som regel sin lid til Jehovas styrke, ikke til sin egen.

Uteokratiske handlinger og holdninger

13, 14. Hvilke uteokratiske handlinger gjorde nogle af Davids efterfølgere sig skyldige i?

¹³ Ikke alle israelitiske regenter var ligesom Moses og David. Mange viste grov mangel på respekt for den teokratiske ordning og tillod afgudsdyrkelse i Israel. Selv nogle af de trofaste herskere handlede fra tid til anden uteokratisk. Et tragisk eksempel på dette er Salomon, der havde fået skænket stor visdom og rigdom. (1 Kongebog 4:25, 29) I troløshed mod Guds lov giftede han sig med mange hustruer og tillod at man dyrkede afguder i Israel. Og åbenbart var Salomons styre i hans sidste år undertrykkende. — 5 Mosebog 17:14-17; 1 Kongebog 11:1-8; 12:4.

¹⁴ Folket krævede at Salomons søn Rehabeam lettede deres byrde. Men i stedet for at optræde med mildhed forsvarede han krigerisk sin magtposition — og mistede 10 af de 12 stammer. (2 Krønikebog 10:4-17) Den første konge i tistammeriget var Jeroboam. I et forsøg på at sikre sig at hans rige aldrig igen sluttede sig til broderriget, indførte han kalvedyrkelsen. Dette var måske et snedigt politisk træk, men det viste stor mangel på respekt for teokratiet. (1 Kongebog 12:26-30) Senere, ved slutningen af et langt livs trofast tjeneste, lod kong Asa stolthed plette sit ry. Han straffede den profet der kom til ham med vejledning fra Jehova. (2 Krønikebog 16:7-11) Ja, selv nogle der har tjent Jehova i lang tid kan have behov for vejledning.

Afslutningen på et teokrati

15. Hvordan svigtede de jødiske ledere som myndighedspersoner i et teokrati da Jesus var på jorden?

¹⁵ Da Jesus Kristus var på jorden var Israel stadig et teokrati. Men sørgeligt nok var mange af landets ansvarlige ældste ikke åndeligsindede. De opdyrkede langtfra den sagtmodighed der kendetegnede Moses. Jesus pegede på deres åndelige fordærv da han sagde: „De skriftlærde og farisæerne har taget sæde på Moses’ stol. Alt det de siger jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke.“ — Mattæus 23:2, 3.

16. Hvordan viste de jødiske ledere i det første århundrede at de ikke havde respekt for teokratiet?

¹⁶ Efter at have overgivet Jesus til Pontius Pilatus viste de jødiske ledere hvor langt de var veget bort fra at lade sig lede teokratisk. Pilatus forhørte Jesus og nåede til den konklusion at han var uskyldig. Han førte Jesus frem for jøderne og sagde: „Se! Jeres konge!“ Da jøderne med høje råb krævede død over Jesus, spurgte Pilatus: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ De øverste præster svarede: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Johannes 19:14, 15) De anerkendte kejseren som deres konge, ikke Jesus, der ’kom i Jehovas navn’! — Mattæus 21:9.

17. Hvorfor ophørte det kødelige Israel med at være en teokratisk nation?

¹⁷ Da jøderne forkastede Jesus, forkastede de teokratiet, for Jesus skulle være hovedpersonen i det kommende teokrati. Jesus var den kongelige efterkommer af David der skulle herske for evigt. (Esajas 9:6, 7; Lukas 1:33; 3:23, 31) Ved denne handling ophørte det kødelige Israel med at være Guds udvalgte folk. — Romerne 9:31-33.

Et nyt teokrati

18. Hvilket nyt teokrati blev oprettet i det første århundrede? Forklar.

¹⁸ At Gud forkastede det kødelige Israel betød imidlertid ikke afslutningen på det jordiske teokrati. Gennem Jesus Kristus oprettede Jehova et nyt teokrati i form af den salvede kristne menighed, der i virkeligheden var en ny nation. (1 Peter 2:9) Apostelen Paulus kaldte det „Guds Israel“, og med tiden skulle det bestå af mennesker „af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“. (Galaterne 6:16; Åbenbaringen 5:9, 10) Skønt de var undersåtter under deres respektive landes regeringer, var Gud den egentlige hersker over medlemmerne af dette nye teokrati. (1 Peter 2:13, 14, 17) Kort efter at dette nye teokrati var blevet oprettet, forsøgte det kødelige Israels ledere at tvinge nogle disciple til at ophøre med at adlyde en befaling som Jesus havde givet dem. Hvad svarede de? „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Derved gav de udtryk for en sand teokratisk indstilling.

19. I hvilken forstand kunne den kristne menighed i det første århundrede kaldes et teokrati?

¹⁹ Men hvordan fungerede dette nye teokrati? Det havde en konge, Jesus Kristus, der repræsenterede den store Teokrat, Jehova Gud. (Kolossenserne 1:13) Skønt kongen var usynlig og befandt sig i himmelen, var hans styre virkeligt for hans undersåtter, og hans ord styrede deres liv. Hvad den synlige ledelse angik blev der udnævnt åndeligt kvalificerede ældste. I Jerusalem fungerede en gruppe af disse mænd som et styrende råd. Omrejsende ældste som Paulus, Timoteus og Titus repræsenterede dette råd, og hver menighed havde et ældsteråd. (Titus 1:5) Når der opstod et vanskeligt problem, rådførte de ældste sig med det styrende råd eller en af dets repræsentanter, for eksempel Paulus. (Jævnfør Apostelgerninger 15:2; Første Korintherbrev 7:1; 8:1; 12:1.) Desuden var det op til det enkelte medlem af menigheden at værne om teokratiet, eftersom alle personligt måtte stå Jehova til ansvar for hvordan de anvendte Bibelens principper i deres liv. — Romerne 14:4, 12.

20. Hvordan gik det teokratiet efter apostlenes død?

²⁰ Paulus advarede om at der efter apostlenes død ville komme et frafald, og det var nøjagtig hvad der skete. (2 Thessaloniker 2:3) Med tiden steg antallet af dem der kaldte sig kristne til millioner og senere til hundreder af millioner. De har opstillet forskellige former for kirkestyre, såsom hierarkiske, presbyterianske og kongregationalistiske styreformer. Men disse kirker har hverken i adfærd eller i lære afspejlet at de har ladet sig lede af Jehova. De er ikke teokratier.

21, 22. (a) Hvordan har Jehova genoprettet teokratiet i endens tid? (b) Hvilke spørgsmål vedrørende teokrati vil blive besvaret i næste artikel?

²¹ Under afslutningen på denne tingenes ordning skulle der imidlertid ske en adskillelse af sande og falske kristne. (Mattæus 13:37-43) Dette skete i 1919, et mærkeår i teokratiets historie. På dette tidspunkt gik profetien i Esajas 66:8 i opfyldelse: „Hvem har set noget tilsvarende? Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik?“ Svaret på disse spørgsmål er et rungende ja! I 1919 blev den kristne menighed atter til som en selvstændig „nation“. Et teokratisk „land“ blev virkelig født som på én dag! Efterhånden som endens tid er skredet frem, er organiseringen af denne nye nation blevet tilpasset den ordning der fandtes i det første århundrede, så den ligger så tæt som muligt op ad den. (Esajas 60:17) Men den nye nation har altid været et teokrati. Den har altid i lære og i adfærd afspejlet Bibelens guddommeligt inspirerede love og principper. Og den har altid været underlagt den indsatte konge, Jesus Kristus. — Salme 45:17; 72:1, 2.

²² Er du tilknyttet dette teokrati? Har du fået en vis myndighed betroet inden for teokratiet? Ved du i givet fald hvad det vil sige at handle teokratisk? Og er du opmærksom på hvilke farer du må undgå? De sidste to spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

Hyrder og får i et teokrati

„Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han er den der frelser os.“ — ESAJAS 33:22.

1. Hvordan kan det siges at den kristne menighed i det første århundrede og i dag er et teokrati?

TEOKRATI betyder gudsstyre. Er man underlagt et teokrati indbefatter det at man anerkender Guds, Jehovas, myndighed og følger hans retningslinjer og vejledning i livets små og store spørgsmål. Den kristne menighed i det første århundrede var et sandt teokrati, og de kristne dengang kunne med rette sige: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge.“ (Esajas 33:22) Jehova Guds organisation i dag, hvori den salvede rest udgør kernen, er også et sandt teokrati.

Hvordan fungerer teokratiet i dag?

2. Nævn én af de måder hvorpå Jehovas vidner underlægger sig Jehovas styre.

² Hvordan kan vi sige at Jehovas jordiske organisation er et teokrati? Jo, de der tilhører teokratiet underlægger sig villigt Jehovas styre. De følger desuden Jesu Kristi ledelse, eftersom han er den Jehova har indsat som konge. For eksempel har Jesus i endens tid fået denne direkte befaling af den store Teokrat: „Gå i gang med din segl og høst, for timen er kommet til at høste, for jordens høst er fuldmoden.“ (Åbenbaringen 14:15) Jesus har adlydt denne befaling og varetager høstarbejdet på jorden. De kristne støtter deres Konge i dette store arbejde ved nidkært at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. (Mattæus 28:19; Markus 13:10; Apostelgerninger 1:8) Derved er de også den store Teokrat Jehovas medarbejdere. — 1 Korinther 3:9.

3. Hvordan underlægger kristne sig teokratiet i moralske spørgsmål?

³ Kristne underlægger sig også Guds styre i deres adfærd. Jesus sagde: „Den som gør det der er sandt, kommer til lyset, for at det kan blive kendt at hans gerninger er gjort i harmoni med Gud.“ (Johannes 3:21) I dag føres der endeløse diskussioner om moralnormer, men sådanne diskussioner hører ikke hjemme blandt kristne. Det Jehova betragter som umoralsk, betragter de også som umoralsk — og skyr det som pesten! Kristne sørger også for deres familie, adlyder deres forældre og underlægger sig de højere myndigheder. (Efeserne 5:3-5, 22-33; 6:1-4; 1 Timoteus 5:8; Titus 3:1) Derved handler de teokratisk, i overensstemmelse med det Gud ønsker.

4. Hvilken forkert indstilling viste Adam, Eva og Saul, og hvilken anden indstilling viser kristne?

⁴ Adam og Eva blev udvist af Paradiset fordi de selv ønskede at bestemme hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Jesus ønskede det stik modsatte. Han sagde: „Jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ Det samme gør kristne. (Johannes 5:30; Lukas 22:42; Romerne 12:2; Hebræerne 10:7) Saul, der var den første konge i Israel, adlød Jehova — men kun delvist. Derfor blev han forkastet. Samuel sagde til ham: „At adlyde er bedre end slagtoffer, at lytte opmærksomt bedre end vædderfedt.“ (1 Samuel 15:22) Er det teokratisk at gøre Jehovas vilje i en vis udstrækning, måske ved regelmæssigt at overvære møderne og deltage i forkyndelsen, og samtidig gå på kompromis i moralske spørgsmål eller på andre områder? Selvfølgelig ikke! Vi bestræber os for at ’gøre Guds vilje af en hel sjæl’. (Efeserne 6:6; 1 Peter 4:1, 2) I modsætning til Saul underlægger vi os Guds styre i ét og alt.

Et nutidigt teokrati

5, 6. På hvilken måde styrer og vejleder Jehova mennesker i vor tid, og hvad er resultatet af at samarbejde med denne ordning?

⁵ I fortiden åbenbarede Jehova sin vilje og styrede gennem enkeltpersoner såsom profeter, konger og apostle. Sådan er det ikke længere; i dag findes der ingen inspirerede profeter eller apostle. Jesus sagde derimod at han under sin nærværelse som konge ville udpege et råd af trofaste disciple, en ’trofast og klog træl’, og sætte den over alt hvad han ejede. (Mattæus 24:45-47; Esajas 43:10) I 1919 forstod man at den rest der var tilbage af de salvede kristne udgjorde denne træl. Siden da har denne rest, repræsenteret ved Jehovas Vidners Styrende Råd, været centrum for teokratiet på jorden. Rundt om i verden er Det Styrende Råd repræsenteret ved afdelingskontorernes udvalg, de rejsende tilsynsmænd og menighedernes ældste.

⁶ Samarbejdet med den teokratiske organisation er en vigtig del af det at underordne sig teokratiet. Et sådant samarbejde skaber enhed og orden blandt „hele brodersamfundet“ overalt i verden. (1 Peter 2:17) Det behager desuden Jehova, der ikke er „uordenens [Gud] men fredens Gud“. — 1 Korinther 14:33.

Ældste i et teokrati

7. Hvorfor kan man sige at kristne ældste udnævnes teokratisk?

⁷ Alle udnævnte ældste må leve op til de kvalifikationer Bibelen opstiller for tilsynsmænd eller ældste, uanset hvilken opgave de har. (1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9) Paulus’ ord til de ældste i Efesus gælder alle ældste: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed.“ (Apostelgerninger 20:28) Ja, ældste er udnævnt ved hellig ånd der kommer fra Jehova Gud. (Johannes 14:26) Deres udnævnelse er teokratisk. De virker desuden som hyrder for Guds hjord. Hjorden tilhører Jehova, ikke de ældste. Der er tale om et teokrati.

8. Hvilke ansvarsopgaver har alle ældste i dag?

⁸ I sit brev til efeserne skitserede apostelen Paulus de ældstes ansvarsopgaver med ordene: „Han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme.“ (Efeserne 4:11, 12) Apostlenes og profeternes virke ophørte, eftersom deres opgaver hørte til i den kristne menigheds, Messias’ legemes’, barndom. (Jævnfør Første Korintherbrev 13:8.) Men ældste har stadig rigeligt at gøre som evangelieforkyndere, hyrder og lærere. — 2 Timoteus 4:2; Titus 1:9.

9. Hvordan bør ældste udruste sig til at fremholde det der er Guds vilje i menigheden?

⁹ Eftersom teokrati er det samme som gudsstyre, vil ældste gøre sig grundigt bekendt med Guds vilje. Josua fik påbud om at læse i Loven hver dag. Ældste må også regelmæssigt studere og rådføre sig med Bibelen og have et grundigt kendskab til de bibelske publikationer der udgives af den trofaste og kloge træl. (2 Timoteus 3:14, 15) Det indbefatter bladene Vagttårnet og Vågn op! og andre publikationer der viser hvordan de bibelske principper kan anvendes på specifikke forhold.a Men det er ikke nok for en ældste at kende og følge de retningslinjer der afstikkes i Vagttårnsselskabets publikationer — han bør også sætte sig grundigt ind i hvilke bibelske principper der ligger bag. På den måde vil han være i stand til at anvende de bibelske retningslinjer med forståelse og medfølelse. — Jævnfør Mika 6:8.

Tjen med en kristen ånd

10. Hvilken dårlig indstilling bør ældste undgå, og hvordan modvirker de den?

¹⁰ Omkring år 55 e.v.t. skrev apostelen Paulus sit første brev til menigheden i Korinth. Et af de problemer han skrev om havde at gøre med at visse mænd ønskede at være fremtrædende i menigheden. Paulus skrev: „I er allerede blevet mætte, ikke? I er allerede blevet rige, ikke sandt? I er begyndt at herske som konger uden os, ikke? Ja, jeg ville virkelig ønske at I var begyndt at herske som konger, så vi også kunne herske som konger sammen med jer.“ (1 Korinther 4:8) Alle kristne i det første århundrede havde håb om at komme til at herske som himmelske konger og præster med Jesus. (Åbenbaringen 20:4, 6) Men nogle i Korinth havde åbenbart glemt at der ikke findes jordiske konger i det kristne teokrati. Frem for at optræde som konger i denne verden bør kristne hyrder opdyrke ydmyghed, en egenskab der behager Jehova. — Salme 138:6; Lukas 22:25-27.

11. (a) Hvem har vist ydmyghed i usædvanlig grad? (b) Hvordan bør de ældste og alle andre kristne betragte sig selv?

¹¹ Er ydmyghed en svaghed? Slet ikke! Jehova beskrives selv som værende ydmyg. (Salme 18:35) Når Israels konger som anførere for hæren drog i krig og når de regerede nationen, var de underlagt Jehova. Ikke desto mindre skulle de hver især tage sig i agt så ’deres hjerte ikke ophøjede sig over deres brødre’. (5 Mosebog 17:20) Den opstandne Jesus er konge i himmelen. Men da han var på jorden vaskede han sine disciples fødder. Hvor ydmygt! Han ønskede at hans disciple skulle vise en tilsvarende ydmyghed og sagde derfor: „Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder.“ (Johannes 13:14; Filipperne 2:5-8) Al ære og pris bør gå til Jehova, ikke til noget menneske. (Åbenbaringen 4:11) Alle kristne bør, hvad enten de er ældste eller ej, betragte sig selv i lyset af Jesu ord: „Vi er uduelige trælle. Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre.“ (Lukas 17:10) Enhver anden indstilling er uteokratisk.

12. Hvorfor er det vigtigt at kristne ældste opdyrker kærlighed?

¹² Foruden at opdyrke ydmyghed må kristne ældste opdyrke kærlighed. Apostelen Johannes viste vigtigheden af kærlighed da han sagde: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) De der er ukærlige handler ikke teokratisk. De kender ikke Jehova. Bibelen siger om Guds søn: „Som han havde elsket sine egne der var i verden, elskede han dem nu lige til det sidste.“ (Johannes 13:1) Henvendt til de elleve mænd som skulle komme til at udgøre en del af det styrende råd i den kristne menighed, sagde Jesus: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.“ (Johannes 15:12) Kærlighed er den sande kristendoms kendetegn. Den tiltrækker dem hvis hjerte er sønderbrudt, de sørgende og de åndeligt fangne der længes efter frihed. (Esajas 61:1, 2; Johannes 13:35) Ældste må være gode eksempler i at vise kærlighed.

13. Hvordan kan ældste udvirke noget godt i enhver situation, også når de stilles over for vanskelige problemer?

¹³ I dag bliver ældste ofte bedt om at hjælpe med at løse komplicerede problemer. Ægteskabsproblemer kan være dybt rodfæstede og hårdnakkede. Unge kan have problemer som voksne måske har svært ved at forstå. Følelsesbetonede sygdomme er ofte vanskelige at sætte sig ind i. En ældste der bliver konfronteret med sådanne problemer kan føle sig usikker på hvad han skal gøre. Men hvis han under bøn støtter sig til visdommen fra Jehova, hvis han søger oplysning i Bibelen og i de publikationer der er blevet udgivet af den trofaste og kloge træl, og hvis han ydmygt og kærligt tager sig af fårene, da kan han være sikker på at han vil kunne udvirke noget godt i selv de vanskeligste situationer.

14, 15. Hvad viser at Jehova har velsignet sit folk med mange gode ældste?

¹⁴ Jehova har velsignet sin organisation rigt med „gaver i form af mennesker“. (Efeserne 4:8) Fra tid til anden modtager Vagttårnsselskabet hjertevarmende breve der vidner om den kærlighed ydmyge og medfølende ældste viser når de virker som hyrder for Guds hjord. For eksempel skriver en ældste i en menighed: „Jeg kan ikke mindes et andet kredstilsynsmandsbesøg der har berørt mig mere eller som stadig er samtaleemne i menigheden. Kredstilsynsmanden hjalp mig til at forstå hvor vigtigt det er at have en positiv indstilling når man tager sig af brødrene, og at lægge vægt på det at rose.“

¹⁵ En søster der måtte rejse til et hospital langt fra sin bopæl for at blive behandlet, skriver: „Hvor var det betryggende i en situation hvor man var bekymret, allerede den første aften at kunne mødes med en ældste. Han og andre brødre tilbragte megen tid sammen med mig. Selv nogle verdslige mennesker som vidste hvad jeg måtte igennem, mener ikke at jeg ville have overlevet uden disse hengivne og kærlige brødres trøst, omsorg og bønner.“ En anden søster skriver: „Jeg kan takke brødrene i ældsterådet for at jeg er i live i dag. De hjalp mig tålmodigt i kampen mod en alvorlig depression. . . . En broder og hans hustru vidste ikke hvad de skulle sige til mig. . . . Det der rørte mig mest var at selv om de ikke helt forstod hvad jeg måtte igennem, tog de sig kærligt af mig.“

16. Hvilken tilskyndelse giver Peter de ældste?

¹⁶ Ja, mange ældste følger apostelen Peters tilskyndelse: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ (1 Peter 5:1-3) Sådanne teokratiske ældste er en stor velsignelse.

Fårene i teokratiet

17. Nævn nogle egenskaber som alle i menigheden bør opdyrke.

¹⁷ Et teokrati består imidlertid ikke udelukkende af ældste. Hvis hyrderne skal være teokratiske må fårene også være det. Hvordan? Ved at lade sig lede af de samme principper som leder hyrderne. Alle kristne, ikke blot de ældste, må være ydmyge hvis de skal erfare Jehovas velsignelse. (Jakob 4:6) Alle må opdyrke kærlighed, for uden kærlighed vil de ofre vi bringer Jehova ikke behage ham. (1 Korinther 13:1-3) Desuden bør vi alle, ikke blot de ældste, „blive fyldt med den nøjagtige kundskab om [Jehovas] vilje i al visdom og åndelig forståelse“. — Kolossenserne 1:9.

18. (a) Hvorfor er det ikke nok at have et overfladisk kendskab til sandheden? (b) Hvordan kan vi alle opnå nøjagtig kundskab?

¹⁸ Både unge og gamle bliver konstant udsat for at skulle træffe vanskelige afgørelser når de bestræber sig på at forblive trofaste til trods for at de lever i Satans verden. Verdens tendenser hvad angår tøj, musik, film og litteratur sætter nogles åndelighed på prøve. Hvis vi skal bevare ligevægten er det ikke nok at have et overfladisk kendskab til sandheden. Hvis vi skal være sikre på at forblive trofaste må vi være fyldt med nøjagtig kundskab. Vi har brug for den dømmekraft og visdom som kun Guds ord kan give os. (Ordsprogene 2:1-5) Det betyder at vi må opdyrke gode studievaner, grunde over det vi lærer og føre det ud i livet. (Salme 1:1-3; Åbenbaringen 1:3) Paulus henvendte sig til alle kristne, ikke blot de ældste, da han skrev: „Den faste føde er for de modne, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret.“ — Hebræerne 5:14.

Hyrder og får samarbejder

19, 20. Hvilken tilskyndelse får vi alle til at samarbejde med de ældste, og hvorfor?

¹⁹ Til sidst skal det siges at de der samarbejder med de ældste lægger en sand teokratisk ånd for dagen. Paulus skrev til Timoteus: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ (1 Timoteus 5:17; 1 Peter 5:5, 6) Det er en stor forret at være ældste, men de fleste ældste er familiefædre der hver dag må passe deres verdslige arbejde og som har kone og børn at sørge for. De er glade for at kunne tjene i menigheden, men deres tjeneste er langt lettere og mere tilfredsstillende når menigheden støtter dem og ikke er alt for kritisk eller krævende. — Hebræerne 13:17.

²⁰ Apostelen Paulus sagde: „Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd.“ (Hebræerne 13:7) Paulus opfordrer ikke her brødrene til at følge de ældste. (1 Korinther 1:12) Det er ikke teokratisk at følge mennesker. Men det er afgjort klogt at efterligne en teokratisk ældstes prøvede tro når han aktivt tager del i forkyndelsesarbejdet, overværer møderne og ydmygt og kærligt tager sig af menigheden.

Et vidnesbyrd om tro

21. Hvordan viser kristne at de ligesom Moses ejer en stærk tro?

²¹ Det at der findes en teokratisk organisation i den mest degenererede periode af menneskets historie, er et vidnesbyrd om hvilken magt den store Teokrat besidder. (Esajas 2:2-5) Det er også et vidnesbyrd om den tro som ejes af de næsten fem millioner kristne mænd, kvinder og børn der kæmper med dagliglivets problemer uden dog nogen sinde at glemme at Jehova er deres Hersker. Ligesom Moses gennem sin tro „holdt stand som så han den usynlige“, har kristne i dag en stærk tro. (Hebræerne 11:27) De har den forret at leve i et teokrati, og det takker de daglig Jehova for. (Salme 100:4, 5) Idet de erfarer Jehovas magt til at frelse, er de glade for at kunne sige: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han er den der frelser os.“ — Esajas 33:22.

[Fodnote]