[Ramme på side 992]

HOVEDPUNKTER I FØRSTE THESSALONIKERBREV

Opmuntring og vejledning til en forholdsvis ny menighed

Skrevet af Paulus omkring år 50, nogle få måneder efter at han havde forladt Thessalonika på grund af pøbelvold

Ros til menigheden (1:1-10)

Paulus roser thessalonikerne for deres trofaste arbejde og udholdenhed

Thessalonikerne er blevet et eksempel for andre troende idet de har taget imod ordet under trængsel og med den glæde som Guds ånd giver

Overalt er det blevet fortalt hvordan de har vendt sig fra afgudsdyrkelsen for at trælle for den levende Gud og vente på Jesus

Det eksempel Paulus satte da han var hos dem (2:1-12)

Efter at være blevet forsmædeligt behandlet i Filippi hentede Paulus styrke fra Gud og forkyndte frimodigt for thessalonikerne

Paulus gik langt uden om smiger, havesyge og ære fra mennesker

Han ville ikke ligge brødrene til byrde, men behandlede dem nænsomt som en ammende moder ville gøre, og tilskyndede dem som en kærlig fader

Tilskyndelse til at stå fast under forfølgelse (2:13–3:13)

Brødrene i Thessalonika har taget imod det budskab der er blevet forkyndt for dem, som Guds ord og bliver af den grund forfulgt af deres landsmænd; det samme er sket i Judæa, hvor de kristne lider under jøderne

Paulus har inderligt ønsket at se thessalonikerne; da han ikke længere kunne holde ud ikke at høre om hvordan de har det, sendte han Timoteus, og han er netop kommet tilbage med den gode nyhed om deres åndelige tilstand

Paulus beder om at de fortsat må vokse

Påmindelser angående indstilling og adfærd (4:1–5:28)

De bør i højere grad vandre på den måde der behager Gud; afholde sig fra utugt

Tilskyndelse til at vise broderkærlighed i endnu rigere mål; de bør arbejde med deres hænder så selv udenforstående kan se at de vandrer anstændigt

De bør trøste hinanden med håbet om at åndsavlede kristne som er døde, ved Kristi nærværelse vil blive oprejst og blive forenet med Kristus først; derefter vil de der stadig lever, blive forenet med ham og de opstandne

Jehovas dag kommer som en tyv. Når de siger: „Fred og sikkerhed!“ vil pludselig undergang komme over dem; det er derfor vigtigt at holde sig åndeligt vågen, beskyttet af troen og kærligheden som et brystharnisk og af frelseshåbet som en hjelm

Tilskyndelse til at agte på dem som præsiderer i menigheden, at holde fred, jage efter det der er godt, altid glæde sig, sige tak, forvisse sig om alt, holde fast ved det gode og afholde sig fra ondskab

To inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter, måske de første som blev skrevet af apostelen Paulus, der omtaler sig selv som skribenten i begge breve. (1Ts 1:1; 2:18; 2Ts 1:1; 3:17) Da Paulus skrev disse breve, var han sammen med Silvanus (Silas) og Timoteus. (1Ts 1:1; 2Ts 1:1) Brevene må derfor være afsendt fra Korinth, da intet tyder på at de tre arbejdede sammen senere, efter opholdet i Korinth på Paulus’ anden missionsrejse. (Apg 18:5) Da det ser ud til at apostelen indledte sin 18 måneder lange virksomhed i Korinth i efteråret 50, var det sikkert omkring dette tidspunkt at det første brev til thessalonikerne blev skrevet. (Apg 18:11; se KRONOLOGI [Den senere aposteltid].) Det andet brev må være skrevet kort tid efter, sandsynligvis omkring år 51.

I alle kataloger af betydning fra det 2., 3. og 4. århundrede er begge breve opført som kanoniske. De er også i fuld overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen, idet de formaner Guds tjenere til altid at bevare en god adfærd. Desuden lægges der stor vægt på bøn i disse breve. Paulus og hans medarbejdere huskede altid thessalonikerne i deres bønner (1Ts 1:2; 2:13; 2Ts 1:3, 11; 2:13), og apostelen opmuntrede dem med ordene: „Bed uophørligt. Sig tak i forbindelse med alt.“ (1Ts 5:17, 18) „Brødre, bed fortsat for os.“ — 1Ts 5:25; 2Ts 3:1.

Baggrunden for Første Thessalonikerbrev. Den menighed som Første Thessalonikerbrev var stilet til, blev forfulgt næsten lige fra begyndelsen. Efter at Paulus var kommet til Thessalonika, forkyndte han i byens synagoge på tre sabbatter. Mange fik tro, og der blev oprettet en menighed. Fanatiske jøder ophidsede imidlertid til pøbeloptøjer. Da de ikke fandt Paulus og Silas i Jasons hus, slæbte de Jason og nogle andre brødre hen til byens ledere idet de anklagede dem for at tilskynde til oprør. Jason og de andre blev først løsladt da de havde ’stillet tilstrækkelig kaution’. Dette fik brødrene til at sende Paulus og Silas til Berøa om natten, øjensynlig af hensyn til menigheden og for deres personlige sikkerheds skyld. — Apg 17:1-10.

Foruden den fortsatte forfølgelse (1Ts 2:14) oplevede menigheden åbenbart den store sorg at miste et eller flere af sine medlemmer i døden. (4:13) Paulus var klar over hvilket pres den nye menighed var udsat for, og det bekymrede ham meget. Han sendte derfor Timoteus for at trøste og styrke thessalonikerne. Tidligere havde apostelen to gange forsøgt at besøge dem, men ’Satan hindrede ham’. — 2:17–3:3.

Paulus glædede sig da han modtog Timoteus’ opmuntrende rapport om thessalonikernes trofasthed og kærlighed. (1Ts 3:6-10) De havde imidlertid behov for yderligere opmuntring og formaning for at kunne modstå kødets svagheder. Foruden at rose thessalonikerne for deres udholdenhed i tro (1:2-10; 2:14; 3:6-10) og trøste dem med opstandelseshåbet (4:13-18) tilskyndede Paulus dem derfor til fortsat at vandre på en måde som Gud kunne godkende, ja, at gøre det i endnu rigere mål. (4:1, 2) Apostelen rådede dem blandt andet til at afholde sig fra utugt (4:3-8), vise hinanden kærlighed i endnu rigere mål, arbejde med deres hænder (4:9-12), holde sig åndeligt vågne (5:6-10), agte på dem der sled i det iblandt dem, ’formane dem som førte et uordentligt liv, trøste de modfaldne sjæle, støtte de svage, være langmodige over for alle’ og ’afholde sig fra enhver form for ondskab’ (5:11-22).