-
De to vidner genoplivesÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
„Og når de har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd, vil vilddyret som stiger op af afgrunden føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet. Og mennesker fra folkene og stammerne og tungemålene og nationerne skal se på deres lig i tre og en halv dag, og de lader ikke deres lig lægge i en grav. Og de der bor på jorden fryder sig over dem og morer sig, og de sender hinanden gaver, for disse to profeter pinte dem der bor på jorden.“ — Åbenbaringen 11:7-10.
20. Hvad er „vilddyret som stiger op af afgrunden“?
20 Dette er det første af 37 steder i Åbenbaringen hvor der omtales et vilddyr. Vi skal senere undersøge dette og de øvrige vilddyr mere indgående. Lad det her være nok at sige at „vilddyret som stiger op af afgrunden“ er udtænkt af Satan og er et aktivt fungerende politisk system.b — Jævnfør Åbenbaringen 13:1; Daniel 7:2, 3, 17.
21. (a) Hvordan benyttede de to vidners religiøse fjender sig af krigssituationen? (b) Hvad skildrede det at de to vidners lig ikke blev begravet? (c) Hvordan skal perioden på tre og en halv dag opfattes? (Se fodnoten.)
21 Fra 1914 til 1918 var nationerne optaget af den første verdenskrig. De nationalistiske følelser var stærke, og i foråret 1918 benyttede de to vidners religiøse fjender sig af situationen. Det lykkedes dem at manøvrere sådan med statens retsvæsen at bibelstudenternes ansvarlige ledere blev fængslet på falske anklager om undergravende virksomhed. Deres trofaste medarbejdere var lamslåede. Virksomheden for Riget gik næsten i stå. Det var som om forkyndelsen var afgået ved døden. I bibelsk tid var det en frygtelig forsmædelse ikke at blive lagt i en mindegrav. (Salme 79:1-3; 1 Kongebog 13:21, 22) At de to vidner ikke blev begravet, ville derfor være en stor skændsel. I det varme klima i Palæstina ville et lig der lå fremme på åben gade være begyndt at stinke mærkbart efter tre og en halv dags forløb.c (Jævnfør Johannes 11:39.) Denne detalje i profetien fortæller altså om den vanære de to vidner måtte udholde. Selv om Selskabets ovennævnte ledere appellerede dommene, nægtede man at løslade dem mod kaution. De blev stillet offentligt til skue længe nok til at blive en stank for indbyggerne i „den store by“. Men hvilken ’stor by’ var det?
22. (a) Hvad er den store by? (b) Hvoraf fremgik det at pressen frydede sig sammen med præsterne over at de to vidner var blevet bragt til tavshed? (Se rammen.)
22 Johannes giver os nogle fingerpeg. Han siger at Jesus blev pælfæstet dér. Det får os straks til at tænke på Jerusalem. Men han siger også at den store by kaldes Sodoma og Ægypten. Det bogstavelige Jerusalem blev en enkelt gang kaldt Sodoma på grund af sine urene handlinger. (Esajas 1:8-10; jævnfør Ezekiel 16:49, 53-58.) Og Ægypten, det første verdensrige, optræder undertiden som et billede på denne verdens tingenes ordning. (Esajas 19:1, 19; Joel 3:19) Den store by skildrer derfor et besmittet „Jerusalem“ der hævder at tilbede Gud men som er blevet urent og syndigt, ligesom Sodoma, og som er en del af Satans verdensordning, ligesom Ægypten. Den er et billede på kristenheden, det nutidige modstykke til det utro Jerusalem, som er den organisation hvis medlemmer havde så god grund til at fryde sig da de fik bragt de to vidners generende forkyndelse til tavshed.
Oprejst igen!
23. (a) Hvad sker der med de to vidner efter de tre og en halv dag, og hvilken virkning har dette på deres fjender? (b) Hvornår fik Åbenbaringen 11:11, 12 og Ezekiels profeti om sletten med de tørre knogler en nutidig opfyldelse?
23 Pressen sluttede sig til præsternes smædekor mod Guds folk. Et blad skrev for eksempel: „Nu er der gjort ende på Den fuldbyrdede Hemmelighed.“ Men intet kunne have været fjernere fra sandheden! De to vidner forblev ikke døde. Vi læser: „Og efter de tre og en halv dag kom der livsånd fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem.“ (Åbenbaringen 11:11, 12) De oplevede således noget nær det samme som de tørre knogler på sletten som Ezekiel blev ført ud til i et syn. Jehova åndede på disse tørre knogler, og de blev levende, som et billede på den israelitiske nations genfødelse efter 70 års fangenskab i Babylon. (Ezekiel 37:1-14) Disse to profetier, den hos Ezekiel og den i Åbenbaringen, fik en slående nutidig opfyldelse i 1919, da Jehova gav sine ’afdøde’ vidner nyt liv.
24. Hvordan virkede det på de religiøse fjender at de to vidner kom til live igen?
24 Hvilket chok for forfølgerne! Ligene af de to vidner blev pludselig levende og aktive igen. Det var en bitter pille for disse præster at sluge, så meget desto mere som de kristne ordets tjenere det var lykkedes dem at få fængslet, nu atter var på fri fod og senere skulle blive fuldstændig renset. Chokket må have været endnu større da bibelstudenterne i september 1919 holdt et stævne i Cedar Point i staten Ohio. Her opildnede J. F. Rutherford, der nylig var blevet løsladt, stævnedeltagerne med foredraget „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“, bygget over Åbenbaringen 15:2 og Esajas 52:7. Johannesskarens medlemmer begyndte igen at „profetere“, at forkynde offentligt. De gik frem i styrke og afslørede frygtløst kristenhedens hykleri.
-
-
De to vidner genoplivesÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
c Når vi undersøger Guds folks erfaringer i denne periode, er det værd at bemærke at selv om de 42 måneder skal opfattes bogstaveligt som tre og et halvt år, ser det ikke ud til at de tre og en halv dag skal opfattes bogstaveligt som 84 timer. De tre og en halv dag er sandsynligvis nævnt to gange (i vers 9 og 11) for at understrege at det blot vil være en kort periode i sammenligning med de forudgående tre og et halvt års aktivitet.
-