Bibelen definerer ikke tid, men omtaler alligevel tid som en realitet. I begyndelsen af Bibelen står der at Gud skabte „lysgivere“ — solen, månen og stjernerne — for at markere tidens gang, „til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. Mange af de begivenheder der omtales i Bibelen, er meget præcist anbragt på tidens strøm. (1 Mosebog 1:14; 5:3-32; 7:11, 12; 11:10-32; 2 Mosebog 12:40, 41) Ifølge Bibelen er tid også noget vi bør bruge klogt for at kunne se frem til at blive velsignet af Gud med evigt liv. — Efeserne 5:15, 16.

I det første århundrede var der nogle som tilsyneladende følte at Gud burde have opfyldt sine løfter noget før. De var blevet så utålmodige at de endda mente at Gud var langsom eller forsinket. Derfor måtte apostelen Peter minde dem om at Guds syn på tid er meget anderledes end vores. Peter skrev: „Lad ikke dette ene undgå jeres opmærksomhed, I elskede, at én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag.“ — 2 Peter 3:8.

Ifølge denne måde at udregne tiden på har en 80-årig kun levet omkring to timer og hele menneskehedens historie kun varet cirka seks dage. Når vi betragter tingene fra denne synsvinkel, får vi lettere ved at forstå hvorfor Gud handler som han gør.

Tid er dog ikke noget ligegyldigt for Gud. Nej, han er meget tidsbevidst. (Apostelgerninger 1:7) Peter fortsætter derfor med at sige: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Peter 3:9) I modsætning til mennesker føler Gud sig ikke presset til at handle — som om tiden var ved at løbe fra ham. Som „evighedens Konge“ har han et fantastisk overblik og kan beslutte hvornår på tidens strøm hans indgriben vil gøre mest gavn. — 1 Timoteus 1:17.