Nogle gange tales der om at den tid forældre tilbringer sammen med deres børn skal være kvalitetstid, at det har større betydning end mængden af tid. Travle forældre er måske sammen med deres børn i et kvarter til tyve minutter hver anden dag og en times tid i weekenden og siger det er kvalitetstid. Men er det nok til at dække et barns behov? Eller bruger man blot dette udtryk for at dulme samvittigheden, eller for at en moder kan få ro i sindet til at realisere sig selv mens hun undlader at dække sit barns behov? Måske indvender du: ’Ærlig talt, jeg har så travlt at jeg simpelt hen ikke har den fornødne tid.’ Det er ikke alene dybt beklageligt, men også synd både for dig og dit barn; der findes nemlig ingen genvej. Hvis du ikke finder den fornødne tid under barnets opvækst, kan du være sikker på at der vil opstå en generationskløft mellem jer når børnene kommer i teenagealderen.

Det går muligvis ikke blot ud over barnet hvis det efterlades i en daginstitution — det kan også ramme forældrene, der kan gå glip af den glæde det er at se sit barn vokse op. Barnet forstår ikke altid hvorfor det må efterlades uden forældrene. Det føler sig måske forsømt, uønsket og forladt. Når barnet kommer op i teenageårene har det måske knyttet sig til kammeraterne i stedet for til forældrene, der havde for travlt under dets opvækst. Barnet kan endda begynde at leve et dobbeltliv, idet det både prøver at stille sine forældre tilfreds og gøre hvad det selv har lyst til. Snak, forklaringer og undskyldninger duer ikke til at udfylde kløften. Selv om forældrene nu taler om kærlighed, bliver det ikke opfattet som ægte, eftersom barnet blev forsømt i de år hvor det havde allermest brug for sine forældre. Ordene lyder falske og hule i barnets ører. Ligesom troen er kærligheden død uden gerninger. — Jakob 2:26.

Det tager tid at vise sin kærlighed til et barn. Robert Keeshan, der for år tilbage optrådte som Kaptajn Kænguro i børneudsendelser i amerikansk fjernsyn, har advaret om følgerne af at undlade at bruge tid på sine børn. Han sagde:

„Med tommelfingeren i munden og dukken i hånden venter et lille barn med nogen utålmodighed på at faderen skal komme hjem. Hun vil gerne fortælle om nogle oplevelser fra sandkassen. Ja, hun brænder ligefrem efter at fortælle om alt det spændende hun har oplevet i dagens løb. Endelig kommer han. Udkørt efter dagens arbejdspres siger han blot til barnet: ’Ikke nu, lille skat. Jeg har travlt; gå ind og se fjernsyn.’ Det man oftest hører i mange amerikanske hjem er: ’Jeg har travlt; gå ind og se fjernsyn.’ Jamen, hvornår så? ’Senere.’ Men dette ’senere’ kommer sjældent . . .

Årene går og barnet vokser til. Hun får legesager og tøj — mærkevarer — og stereoanlæg, men ikke hvad hun allermest ønsker sig — forældrenes tid. Hun er fjorten, hendes øjne flakker; hun er rodet ind i et eller andet. ’Er der noget galt, skat? Så tal dog, barn! Sig det dog til mig!’ Men for sent, alt for sent. Kærligheden er væk . . .

Når vi siger til et barn: ’Ikke nu, senere!’ eller: ’Du kan tænde for fjernsynet!’ eller: ’Lad være med at stille så mange spørgsmål!’, når vi ikke giver vore børn det eneste de kræver af os, nemlig vor tid, eller når vi undlader at vise et barn kærlighed — så skyldes det ikke at vi ikke bryder os om dem, men ganske enkelt at vi har for travlt til at elske et barn.“