Er tungetale fra Gud?

„JEG fatter det ikke,“ siger Devon. „Hver uge er der i min kirke mange der tilsyneladende modtager den hellige ånd og mirakuløst taler på forskellige sprog. Nogle af dem lever umoralsk, hvorimod jeg prøver at leve et moralsk rent liv. Men uanset hvor meget jeg beder om det, har jeg aldrig fået denne åndens gave. Hvordan kan det være?“

Gabriel kommer også i en kirke hvor folk efter alt at dømme modtager den hellige ånd og taler i tunger. „Det der går mig på,“ forklarer han, „er at jeg, mens jeg beder, bliver afbrudt af andre der taler højrøstet på sprog som hverken jeg eller de forstår. Der er ingen der får gavn af denne tale. Bør enhver af åndens gaver ikke tjene et nyttigt formål?“

Devon og Gabriels oplevelser rejser her et interessant spørgsmål: Er den tungetale som foregår i nogle kirker i dag, virkelig fra Gud? For at kunne besvare dette spørgsmål vil det være godt at undersøge brugen af denne mirakuløse gave blandt de kristne i det første århundrede.

Er tungetale i dag fra Gud?

Hvor ville du anbringe et vejskilt der var til gavn for så mange som muligt der hvor du bor? Inde i en lille bygning? Naturligvis ikke. I beretningen om Pinsedagen står der at mange forbipasserende bemærkede disciplenes mirakuløse tungetale, et tegn der så at sige tjente som et skilt for dem. Resultatet var at der på den dag blev ’føjet omkring tre tusind sjæle til’. (Apostelgerninger 2:5, 6, 41) Hvis nogen i dag hævder at de taler i tunger, men kun gør det inde i en kirkebygning, hvordan kan det da tjene som et offentligt tegn for ikketroende?

Guds ord siger at utugt og andre af „kødets gerninger“ er i modstrid med den hellige ånds virke, og at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. (Galaterne 5:17-21) Hvis du ser nogle der har en tvivlsom moral, tale i tunger, kunne du med god grund spørge: ’Ville det ikke være ulogisk — endda vildledende — hvis Guds ånd blev udgydt over nogle der fortsætter med at leve på en måde Guds ord fordømmer?’ Det ville være som et anbringe et vejskilt på en sådan måde at trafikken blev ledet i en forkert retning.

Er tungetale i dag et middel til at udbrede den gode nyhed?

Hvordan forholder det sig med det andet formål som tungetalen havde i det første århundrede? Tjener den tungetale som foregår i kirkerne i dag, som et middel til at forkynde den gode nyhed for folk på mange sprog? Husk at de der var til stede i Jerusalem på Pinsedagen, kom fra mange lande, og at de tydeligt forstod de sprog som disciplene mirakuløst talte. I modsætning hertil er den form for tungetale der benyttes i dag, sædvanligvis uforståelig for dem der lytter.

Tungetalen i dag er tydeligvis helt anderledes end den hellige ånds gave som Jesu første disciple fik. Der findes faktisk ingen pålidelig beretning om at nogen efter apostlenes død modtog den samme mirakuløse evne. Det overrasker ikke bibellæsere. Om de mirakuløse gaver, deriblandt tungetalen, forudsagde apostelen Paulus under inspiration: „De vil blive afskaffet.“ (1 Korinther 13:8)