• Den frygtede inkvisition
    Vågn op! – 1986 | 8. juli

    • Inkvisitionsprocessen

      Inkvisitorerne samlede den lokale befolkning i kirkerne. Her opfordrede de folk til at bekende deres kætteri, hvis de var skyldige, eller til at angive enhver kætter de måtte have kendskab til. Selv om de blot mistænkte nogen for kætteri, skulle de angive vedkommende.

      Alle og enhver — mand, kvinde eller barn, fri eller træl — kunne beskylde en medborger for kætteri uden frygt for at blive konfronteret med den anklagede eller for at denne nogen sinde skulle få at vide hvem der havde angivet ham. Den anklagede havde sjældent nogen til at forsvare sig, da enhver sagfører eller ethvert vidne i denne sammenhæng selv ville blive anklaget for at være meddelagtig i kætteri. Derfor stod den anklagede som regel alene foran inkvisitorerne, der fungerede som både anklagere og dommere.

      De anklagede fik allerhøjest en måned til at tilstå. Uanset om de tilstod eller ej ville „undersøgelsen“ (latin: inquisitio) tage sin begyndelse. De anklagede blev holdt fangne, mange i isolation med et minimum af føde. Når biskoppens fængsel var fyldt blev det civile fængsel taget i anvendelse. Når heller ikke dét kunne rumme flere, blev gamle bygninger omdannet til fængsler.

      Da man allerede før retssagens begyndelse antog at den anklagede var skyldig, benyttede inkvisitorerne sig af fire forskellige metoder for at fremkalde en tilståelse for kætteri. Først truede man med døden på pælen. Dernæst lænkede man den anklagede i en lille, mørk og fugtig fængselscelle. For det tredje benyttede man psykisk pres fra besøgende i fængselet. Og for det fjerde anvendte man tortur ved hjælp af forskellige redskaber og ild. Munkene stod klar til at nedskrive enhver tilståelse. Frikendelse var i realiteten umulig.

      Straffe

      Dommene blev afsagt om søndagen, enten i kirken eller på en offentlig plads, hvor der var gejstlige til stede. En mild dom kunne bestå i bodsøvelse. Men dette indbefattede også at den dømte skulle bære et gult filtkors der blev syet på tøjet og på det nærmeste gjorde det umuligt at få arbejde. Dommen kunne også lyde på offentlig piskning, på fængsling eller på at man skulle overgives til de verdslige myndigheder for at dø på bålet.

      De strengere domme blev ledsaget af konfiskation af den dømtes ejendom, som blev delt mellem kirken og staten. Dette medførte store lidelser for den efterladte familie. Huse der tilhørte kættere eller de der havde holdt dem skjult, blev brændt ned.

      Også døde kom for retten hvis de blev anklaget for at have været kættere. Hvis de blev fundet skyldige blev deres lig gravet op og brændt, og deres ejendom konfiskeret. Også dette forårsagede ubeskrivelige lidelser for de uskyldige efterladte familiemedlemmer.

      Bortset fra variationer som følge af tid og sted var dette den almindelige fremgangsmåde under inkvisitionen i middelalderen.

      Tortur godkendt af paven

      I 1252 udsendte pave Innocens IV en bulle med betegnelsen Ad exstirpanda, hvori han officielt gav tilladelse til at benytte tortur ved inkvisitionens kirkelige domstole. Yderligere regulativer for den måde hvorpå tortur måtte anvendes blev kundgjort af paverne Alexander IV, Urban IV og Clemens IV.

      I begyndelsen måtte de kirkelige inkvisitorer ikke være til stede under selve torturen, men paverne Alexander IV og Urban IV fjernede denne restriktion. Dette gjorde det muligt at fortsætte forhøret i torturkammeret. I begyndelsen var det også kun tilladt at anvende tortur én gang, men de pavelige inkvisitorer kom uden om dette ved blot at betegne yderligere tortur som en „fortsættelse“ af proceduren.

      Snart torturerede man endog vidnerne for at sikre sig at de havde angivet alle de kættere de kendte. I nogle tilfælde blev en person der var anklaget for kætteri tortureret selv efter at vedkommende havde tilstået. Som The Catholic Encyclopedia forklarer, var det for at „tvinge ham til at vidne mod sine venner og medskyldige“. — Bind VIII, side 32.