Beretningen i Første Mosebog beskriver hvordan en del af menneskeslægten efter Vandfloden gik sammen om et projekt der var i modstrid med Guds vilje, som var blevet udtrykt over for Noa og hans sønner. (1Mo 9:1) I stedet for at spredes og ’fylde jorden’ ønskede de at centralisere menneskesamfundet. De slog sig ned på et sted der blev kendt som Sinears sletter i Mesopotamien. Dette sted skulle åbenbart også være et religiøst centrum med et tårn der skulle bruges til religiøse formål. — 1Mo 11:2-4.

Den almægtige Gud krydsede imidlertid deres overmodige planer idet han satte en stopper for deres enhed ved at forvirre deres fælles sprog. Dette umuliggjorde ethvert samarbejde og førte til at de blev spredt til alle jordens egne.

Filologien, den videnskab der beskæftiger sig med et historisk sammenlignende studium af sprogene, inddeler almindeligvis sprogene i familier. I de fleste tilfælde har man ikke kunnet identificere de forskellige sprogfamiliers modersprog; og man har langt mindre fundet tegn på at de tusinder af sprog der nu tales, alle skulle stamme fra ét oprindeligt tungemål. Bibelens beretning siger ikke at alle sprogene har udviklet sig fra hebraisk. I den fortegnelse der almindeligvis kaldes Folkeslagenes Stamtavle (1Mo 10), nævnes Noas sønners (Sems, Kams og Jafets) efterkommere, og hver gruppe er registreret „efter deres slægter, efter deres tungemål, i deres lande, ifølge deres nationer“. (1Mo 10:5, 20, 31, 32) Det ser derfor ud til at Jehova Gud, da han på mirakuløs vis forvirrede menneskenes sprog, ikke lod dem tale forskellige hebraiske dialekter, men gav dem helt nye sprog, der hver især var i stand til i fuldt omfang at udtrykke menneskers følelser og tanker.

Da Gud havde forvirret tårnbyggernes sprog, havde de derfor ikke alene mistet deres ’ene sæt ord’ (1Mo 11:1), det fælles ordforråd, men også den fælles grammatik, den samme måde at føje ordene sammen på. Professor S. R. Driver siger: „Imidlertid beror sprogenes forskellighed ikke kun på grammatik og rodord, men også . . . på den måde hvorpå ideen opbygges i sætningen. De forskellige racer tænker ikke på samme måde; og derfor er sætningsformerne forskellige på de forskellige sprog.“ (A Dictionary of the Bible, redigeret af J. Hastings, 1905, bd. IV, s. 791) Forskellige sprog kræver forskellige tankemønstre, hvilket gør det svært at lære et nyt sprog da man må lære at tænke på det nye sprog. (Jf. 1Kor 14:10, 11.) Af samme grund vil en ordret oversættelse af noget der er sagt eller skrevet på et fremmed sprog, ofte synes ulogisk og måske ganske uforståelig. Det ser derfor ud til at Jehova ved sprogforvirringen først slettede tårnbyggernes fælles sprog af deres hukommelse og derefter ikke blot nedlagde et nyt ordforråd i deres sind, men også ændrede deres tankemønstre og derved fremkaldte en ny grammatik for de enkelte sprog. — Jf. Es 33:19; Ez 3:4-6.

Nogle sprog, som for eksempel kinesisk, er således monosyllabiske, det vil sige opbygget af enstavelsesord, mens ordforrådet i andre sprog, for eksempel tyrkisk, er opbygget ved agglutination, det vil sige ved at flere led hægtes på en uforanderlig rod. De flekterende sprog, hvortil dansk hører, viser ordenes indbyrdes forhold ved hjælp af bøjningsendelser som knyttes til ordstammen. Der er mange andre forskelle, og hver af dem kræver en tilpasning i måden at tænke på, hvilket ofte stiller store krav til den der forsøger at lære et nyt sprog.

De oprindelige sprog der blev dannet ved Guds indgriben ved Babel, splittedes med tiden op i forskellige dialekter, og dialekterne udviklede sig i mange tilfælde til selvstændige sprog, hvis forbindelse til søsterdialekterne eller til modersproget undertiden blev næsten udvisket. Selv Sems efterkommere, der øjensynlig ikke var med ved Babel, begyndte senere at tale andre sprog foruden hebraisk, nemlig aramaisk, akkadisk og arabisk. Historisk set er der mange faktorer der har spillet ind i forbindelse med sprogenes forandring: adskillelse på grund af afstande eller geografiske forhindringer, krige og erobringer, svigtende kommunikation og indvandring af folkeslag der talte andre sprog. Sådanne faktorer har været medvirkende til at større sprog er blevet brudt op i mindre, at nogle sprog delvis er smeltet sammen med andre, og at andre sprog helt er forsvundet, fortrængt af det sprog en sejrrig erobrer har bragt med sig.

Denne beskrivelse stemmer med sprogforskernes resultater. The New Encyclopædia Britannica siger: „De tidligste vidnesbyrd om et skriftsprog, de eneste lingvistiske oldsager man kan gøre sig håb om at finde, går ikke mere end omkring 4-5000 år tilbage.“ (1985, bd. 22, s. 567) I en artikel i Science Illustrated for juli 1948 (s. 63) hed det: „Ældre former af de sprog vi kender i dag, var langt vanskeligere end de nuværende, . . . mennesket synes ikke at være begyndt med et ukompliceret sprog for efterhånden at gøre det mere og mere indviklet, men snarere at have fået fat på et uhyre kompliceret sprog engang i den ukendte fortid for så gradvis at simplificere det til dets moderne former.“ Sprogforskeren dr. Mason peger på at „forestillingen om at ’de vilde’ taler ved at udstøde en række gryntelyde og ikke kan give udtryk for mange ’civiliserede’ opfattelser, er meget forkert“, og at „mange af de sprog som tales af uoplyste folkeslag, er langt mere komplicerede end nutidens europæiske sprog“. (Science News Letter, 3. september 1955, s. 148) De foreliggende vidnesbyrd går således imod den tanke at oldtidens sprog eller evnen til at tale skulle være opstået ved en evolution.

En ekspert i orientalske sprog, sir Henry Rawlinson, har udtalt følgende om det sted hvorfra oldtidens sprog spredtes: „Hvis vi udelukkende skulle gå efter det punkt hvor sprogvejene skærer hinanden, uden at rådføre os med den bibelske beretning, måtte vi dog stadig sætte fingeren på Sinears sletter som det sted hvorfra alle linjerne er udgået.“ — The Journal of the Royal Asiatic Society of Great Britain and Ireland, London 1855, bd. 15, s. 232.