Religiøse traditioner og sand tilbedelse

„SALGA, salga, salga“ („Kom ud, kom ud, kom ud“). De klagende råb kommer fra en mørk kirkegård på øen Janitzio, der ligger i Pátzcuaro-søen i Mexico. En tarasco-indianer påkalder en afdød slægtning ved hjælp af en skreven bøn. „Lad den hellige rosenkrans bryde de lænker der binder dig,“ bønfalder han.

Det er „de dødes dag“. Lige fra tidlig morgen har kvinder og børn pyntet deres familiegravsteder med blomsterblade og udsmykkede trærammer, og de har bragt offergaver i form af frugt og kage som de har lagt foran gravene. Nu sidder de i nattekulden og fremsiger bønner eller våger i stilhed i skæret fra de tusinder af blafrende lys der er blevet tændt til ære for de døde.

Udenforstående finder måske dette optrin besynderligt, men for disse mennesker er der tale om en hævdvunden religiøs tradition: fejringen af den katolske allesjælesdag. I mange latinamerikanske lande byder traditionen tusinder af troende at strømme til kirkegårdene for at oplæse bønner og give de døde gaver.

Også med hensyn til religiøse billeder har Latinamerika et væld af traditioner. Overalt ser man billeder og statuer af Kristus og Maria. Sådanne bruges for eksempel som udsmykning i mange butikker og hjem. Stiger man på en bus vil man uvægerlig finde miniaturebilleder af Maria anbragt over førersædet og Mariastatuetter vendt mod midtergangen. De traditionelle vokslys er skiftet ud med små, blinkende, kulørte lamper.

I Colombia skuer kæmpefigurer af Kristus og Maria ned over mange byer fra nogle høje bjergtoppe. Særlig kendt er Monserrate med sin kirke der er fyldt med billeder som vises stor ære. I de uger der betragtes som særlig hellige, bestiger i tusindvis af Bogotás indbyggere dette bjerg, og nogle kravler derop på deres blødende knæ.

Folk i hele verden betragter krucifikser og religiøse billeder og højtider som elementer der er en uadskillelig del af deres hverdag. Disse traditioner er gået i arv fra generation til generation, og mange troende er ofte tilbøjelige til at betragte dem som hellige.

’I sandhed’?

De fleste stiller sig måske tilfreds med blindt at følge sådanne skikke. Men traditionerne sætter også mange der betragter sig selv som kristne, i et foruroligende dilemma. Jesus Kristus sagde nemlig: „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:23) Mange religiøse traditioner har påfaldende lighed med eller stammer direkte fra ikkekristne religiøse skikke. For eksempel ligner allesjælesdag i store træk den buddhistiske højtid kaldet „Ullambana“, en dag der er „sat til side til at man kan vise sin ærbødighed for afdøde forfædre, og hvor ånderne kan løses for de bånd der binder dem til denne verden“. (The New Encyclopædia Britannica, 1976-udgaven, Micropædia, bind 1, side 260) Kan man sige at de der følger sådanne traditioner tilbeder Gud ’i sandhed’?

Nogle hævder at traditionerne er blevet ’helligede’ ved deres optagelse i kirken. Under Det Andet Vatikankoncil i 1965 blev der sagt: „Det er . . . ikke fra den hellige skrift alene kirken får sin vished om alt det der er åbenbaret. Derfor må både den hellige tradition og den hellige skrift som ligestillede accepteres og æres med samme trofasthed og ydmyghed.“

Men hvad så når der er fundamentale forskelle mellem menneskeskabte traditioner og Guds ord, Bibelen? For at finde svaret på dette spørgsmål vil vi undersøge nogle traditioner i lyset af Bibelen.

Religiøse traditioner og Bibelen

„I GØR således Guds ord ugyldigt med jeres overlevering,“ sagde Jesus Kristus til nogle af sine samtidige, eller, som Ny Testamente — på hverdagsdansk udtrykker det: „På den måde bryder I Guds lov for at kunne overholde jeres egne traditioner.“ (Markus 7:13) Som så mange mennesker i dag overholdt jøderne på Jesu tid et utal af indviklede skikke og forskrifter. Og ligesom mange af vore dages præster, betragtede jødernes religiøse ledere sådanne traditioner som vigtigere end Skrifterne.

Lad os tage et eksempel. Guds ord sagde udtrykkeligt at børn skulle ære deres forældre. (2 Mosebog 20:12) Dette indebar naturligvis også at børnene skulle støtte deres forældre økonomisk hvis de kom i nød. Men der opstod efterhånden en bekvem tradition blandt jøderne der gjorde det muligt for dem at komme uden om denne forpligtelse. En selvisk person behøvede blot at afgive en erklæring om at hans ejendele skulle være „korban“, hvilket ville sige at de senere skulle skænkes til templet. Ordet „korban“ betyder „en gave viet til Gud“. En jøde kunne øjensynlig fortsætte med selv at bruge sådanne ejendele, mens han fromt nægtede at give dem til sine forældre. — Markus 7:9-12.

Men Jesus rejste indvending mod denne og andre af jødernes ’hellige traditioner’, og sagde: „I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ — Mattæus 15:3-9.

I betragtning af det Jesus her sagde, kan en kristen da mene at religiøse traditioner har lige så stor autoritet som Bibelen? Næppe. Uanset hvilke følelser man nærer for visse skikke må den kristne først og fremmest være interesseret i om de harmonerer med Guds ord eller ej. Lad os i den forbindelse betragte nogle traditionelle religiøse handlinger som de er beskrevet i den katolske bog Liturgy — An Elementary Course, af dr. theol. María A. Lombillo Clark. Harmonerer de med Bibelen?

Frigjort fra skadelige traditioner

Der er således mange almindeligt anerkendte religiøse traditioner der ikke har Guds behag, og derfor er skadelige. Men skrev apostelen Paulus ikke: „Jeg maa rose Jer for . . . [at I] holder fast ved Traditionerne, saadan som jeg har overdraget Jer dem“? (1 Korinther 11:2, Schindler) Jo, men de her omtalte skikke var sunde og gavnlige gerninger der var grundlagt på Guds ord — ikke tomme, menneskeskabte ritualer. De erstattede ’den frugtesløse form for adfærd som var blevet overleveret dem fra forfædrene’. — 1 Peter 1:18.

I dag må gudfrygtige mennesker også nøje undersøge de traditioner de overholder og forkaste dem der viser sig at være ubibelske. Ens forhold til Gud er af langt større værdi end nogen som helst tilbedelsesform der er opfundet af mennesker! Det er ganske vist ingen let sag at forkaste ubibelske traditioner. Ofte kræver det at man må ændre indgroede vaner. Der var for eksempel en ung mand i Colombia der omhyggeligt overholdt de foreskrevne religiøse traditioner. Fra barnsben havde han næret et brændende ønske om at blive katolsk præst. Han legede at han ’holdt messe’ for sine søstre, og fik dem endda til at ’skrifte’. Flere år senere kom han ind på en forberedende præsteskole og kom til sidst på et katolsk universitet. Her fik de religiøse traditioner endnu større indflydelse på hans liv.

En dag kom der et Jehovas vidne på besøg i hans hjem. Hans forældre ville knap nok lade forkynderen komme til orde, men de få ord der blev sagt gjorde indtryk på denne religiøst indstillede unge mand. Senere fik han det ordnet sådan at han i al hemmelighed kunne studere Bibelen med denne forkynder. „Jeg gjorde det i den hensigt at få kendskab til Bibelen fra en anden synsvinkel, uden dog at skifte tro,“ fortæller han. „Jeg havde et inderligt ønske om at tjene Gud som præst og derved forsøge at ændre folks hjerteindstilling. Efter at have studeret Bibelen i en måned opstod der en konflikt i mig, for jeg opdagede at min kirkes traditioner og ritualer var i modstrid med Bibelens rene lære.“

Hans familie pressede ham til at holde op med at studere Bibelen, og til sidst blev han tvunget til at flytte hjemmefra. Men ikke desto mindre gik det sådan: „Efter to måneders bibelstudium blev jeg overbevist om at jeg havde taget grundigt fejl. Jeg forlod derfor universitetet og mit arbejde som lærer på en religiøs læreanstalt, og blev i stedet helt optaget af at forkynde fra hus til hus. Der er indtruffet en ændring både i min tilværelse og med hensyn til de skikke jeg overholdt. Det var en særlig lykkelig og uforglemmelig dag for mig da jeg symboliserede min indvielse til Jehova gennem vanddåben.“ Denne unge mand bruger i dag al sin tid i tjenesten for Gud og hjælper andre til at gøre sig fri af gudvanærende traditioner.

Hvis du også hører til dem der nidkært overholder religiøse traditioner, vil du måske ligeledes finde det nødvendigt at foretage visse forandringer. Tænk på det Jesus sagde til den samaritanske kvinde ved brønden. Denne kvinde og hendes folk fulgte den ældgamle skik at tilbede Gud på Garizims bjerg. Men Jesus fortalte hende at denne tradition var uden værdi, og sagde: „Tro mig, kvinde: Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen. . . . De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ — Johannes 4:19-23.

Er du en af dem „Faderen søger“? Nærer du et brændende ønske om at tilbede Gud i sandhed? Så bør du lytte til apostelen Paulus’ advarsel i Kolossenserbrevet 2:8: „Pas paa, at ikke nogen kommer og fanger Jer med sin ’Filosofi’, som bare er tomme Fantasterier, der ikke har andet at staa paa end blot og bar menneskelig Tradition.“ (Det nye Testamente, Peter Schindler) Efterlev i stedet den sande kristne lære der kan føre til evigt liv! — Johannes 17:3.

[Oversigt på side 5, 6]

LITURGI:

„Vi udtrykker vor tilbedelse af Gud gennem religiøse handlinger.“

GUDS ORD:

„Børnlille, vogt jer for afguderne.“ — 1 Johannes 5:21.

„Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:24.

„Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ — 2 Korinther 5:7.

„Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og ikke min pris til billedstøtter.“ — Esajas 42:8.

LITURGI:

„Vi udfører med rette religiøse handlinger til ære for den hellige jomfru Maria, englene og helgenerne. Men [en sådan] dyrkelse . . . er i sidste instans en dyrkelse af Gud, på samme måde som en konge æres når der vises hans tjenere ære.“

GUDS ORD:

„Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden . . . Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem.“ — 2 Mosebog 20:4, 5.

„Jeg, Johannes . . . faldt . . . ned for at tilbede for fødderne af den engel . . . Men han siger til mig: ’Pas på! Gør det ikke! . . . Tilbed Gud.’“ — Åbenbaringen 22:8, 9.

„Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus.“ — 1 Timoteus 2:5.

LITURGI:

„Krucifikset er uundværligt på alteret; uden dette kan der ikke celebreres messe. Desuden behøves der tre alterduge, to alterstager samt kánon-tavlerne.“

GUDS ORD:

„Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder.“ — Apostelgerninger 17:24.

„Vi holder vort blik rettet, ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige.“ — 2 Korinther 4:18.

LITURGI:

„Den 1. november . . . fejres allehelgensdag. Det er en helligdag for alle de sjæle der lever lykkeligt i himmelen, og engang vil den dag også blive vor.“

GUDS ORD:

„De døde lovsynger ikke Jah, nej, ingen af dem der steg ned i det tavse.“ — Salme 115:17.

„De døde ved ingenting.“ — Prædikeren 9:5, da. aut.

„Hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes.“ — Apostelgerninger 3:23, da. aut.

LITURGI:

„For at hjælpe disse sjæle har [Kirken] antaget den skik at man den 2. november ’mindes de troende der er døde’. På denne dag celebrerer præsterne messe tre gange for at lindre disse velsignede sjæles pinsler i skærsilden og fremskynde deres optagelse i himmelen.“

„Alt taget i betragtning hviler det katolske dogme om skærsilden på traditionen og ikke på Den Hellige Skrift.“ — New Catholic Encyclopedia, bind XI, side 1034.

GUDS ORD:

„Der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:10, da. aut.

„Sæt ikke jeres lid til . . . et menneskebarn. . . . Han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ — Salme 146:2-4, da. aut.