• Tredive år med oversættelse under jorden
    Vågn op! – 2009 | Juni

    • Tredive år med oversættelse under jorden

      FORTALT AF ONA MOCKUTĖ

      I april 1962 befandt jeg mig i et tætpakket retslokale i Klaipėda i Litauen, anklaget for forbrydelser mod samfundet. Jeg var blevet arresteret i oktober året før og anklaget for religiøs aktivitet, der blev betragtet som en forbrydelse mod Sovjetstaten. Lad mig forklare hvad der havde ført til at jeg blev anholdt og efterfølgende fængslet for at have oversat Jehovas Vidners publikationer under jorden.

  • Tredive år med oversættelse under jorden
    Vågn op! – 2009 | Juni

    • Jeg begynder at oversætte under jorden

      Der var på det tidspunkt kun nogle få Jehovas Vidner tilbage i Litauen. Resten sad i fængsel eller var forvist til Sibirien. I 1959 foreslog to Jehovas Vidner der lige var kommet tilbage fra Sibirien, at jeg begyndte at oversætte bibelsk litteratur til litauisk. Jeg tog med glæde imod denne udfordring og betragtede det som et stort privilegium.

      I marts 1960 begyndte jeg at oversætte, og i juli blev jeg i al hemmelighed døbt i floden Dubysa. På grund af modstand fra KGB (Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste) kunne jeg ikke finde arbejde så jeg kunne forsørge mig selv. Jeg blev derfor nødt til at bo hos mine forældre, der var gunstigt stemt over for min tro. Her passede jeg min fars og naboernes køer. Imens jeg holdt øje med dyrene, oversatte jeg. Som jeg sad dér på en træstub, omgivet af et grønt tæppe af græs og med den blå himmel som loft, havde jeg et smukt ’kontor’.

      Jeg fandt dog ud af at det ikke var sikkert at sidde i det fri og oversætte, eftersom jeg nemt kunne blive opdaget af KGB eller deres meddelere. Så da det blev muligt at finde nogle skjulesteder hvor jeg kunne oversætte, flyttede jeg hjemmefra igen. Nogle gange foregik oversættelsesarbejdet i en lade. Dyrene opholdt sig på den ene side af deres indelukke, mens jeg sad på den anden side og hamrede løs på min skrivemaskine.

      Der var ikke nogen elektricitet, så jeg måtte arbejde så længe der var dagslys. For at skjule lyden fra skrivemaskinen opsatte vi en specialbygget vindmølle der kunne stå og brumme uden for laden. Når det blev mørkt, gik jeg ind i huset og fik aftensmad. Derefter vendte jeg tilbage til laden og sov på et leje af hø.

      I oktober 1961 blev jeg og to andre Jehovas Vidner arresteret da det blev opdaget at jeg arbejdede for at fremme religiøse aktiviteter. Det førte til den retssag i 1962 som jeg omtalte i indledningen. Myndighederne gik med til en offentlig høring, og vi frydede os over at kunne aflægge et vidnesbyrd for de mange der var til stede. (Markus 13:9) Jeg fik en dom på tre år og blev sendt til et fængsel i Tallinn i Estland. Så vidt jeg ved, var jeg på det tidspunkt den eneste i fængselet der sad inde af religiøse grunde. Repræsentanter fra bystyret besøgte mig der, og jeg fortalte dem om min tro.

      Genoptager oversættelsesarbejdet

      Efter at jeg i 1964 var blevet løsladt fra fængselet i Estland, vendte jeg tilbage til Litauen. Her fortsatte jeg med at oversætte vores litteratur, som regel fra russisk til litauisk. Der var meget at gøre. Ganske vist var der andre som hjalp til, men jeg var den eneste der oversatte til litauisk på fuldtid. Ofte arbejdede jeg fra solopgang til solnedgang, syv dage om ugen. Det ville jeg aldrig have haft kræfter til uden Jehovas hjælp.

      Eftersom jeg vidste at jeg deltog i et vigtigt arbejde, forsøgte jeg altid at være forsigtig. Kristne trosfæller satte ofte deres egen og deres families sikkerhed på spil ved at skjule mig, sørge for mine fysiske behov og beskytte mig. Et sådant samarbejde gjorde at vi blev meget nært knyttet til hinanden. Imens jeg arbejdede, holdt den familie jeg boede hos, udkig efter nogle der kunne finde på at angive mig. Hvis de ville advare mig, slog de to gange på varmerørene med en metalting. Så snart jeg hørte denne advarsel, gemte jeg alt det der kunne afsløre hvad jeg var i gang med.

      Hvis vi fandt ud af at det hus jeg arbejdede i, blev overvåget, flyttede jeg hurtigt et andet sted hen. At have en skrivemaskine uden myndighedernes godkendelse var på det tidspunkt en alvorlig forbrydelse, så en anden transporterede skrivemaskinen hen til det nye sted jeg skulle arbejde. Derefter tog jeg selv derhen, som regel i ly af natten.

      Jeg kan i sandhed sige at Jehova beskyttede mig. Myndighederne vidste hvad jeg foretog mig, de kunne bare ikke bevise det. For eksempel blev jeg i 1973 indkaldt til forhør af anklageren i forbindelse med at otte Jehovas Vidner var stillet for retten. Han spurgte mig direkte: „Mockutė, hvor meget litteratur har du gennem årene været med til at fremstille?“

      Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne svare på et sådant spørgsmål. „Hvilken slags spørgsmål kan du så svare på?“ spurgte han.

      „På spørgsmål der ikke har noget at gøre med det arbejde,“ svarede jeg.

      Nye tider

      Hen mod slutningen af 1980’erne begyndte situationen i Litauen at ændre sig. Det var ikke længere nødvendigt at gemme sig for regeringens agenter. Så i 1990 begyndte andre at tage sig af oversættelsen. Den 1. september 1992 blev der oprettet et lille oversætterkontor i Klaipėda, den by som jeg til sidst slog mig ned i.

      I de 30 år jeg var oversætter, arbejdede jeg 16 forskellige steder. Jeg havde på intet tidspunkt mit eget hjem. Men det er en stor glæde for mig at se frugten af det arbejde jeg har deltaget i. I dag er der omkring 3000 Jehovas Vidner i Litauen. Og arbejdet med at oversætte, som jeg engang var beskæftiget med i det skjulte, på lofter og i lader, udføres nu i behagelige omgivelser på det litauiske afdelingskontor i nærheden af byen Kaunas.