Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Rejsende tilsynsmænd — gaver i form af mennesker
    Vagttårnet – 1996 | 15. november
    • Rejsende tilsynsmænd — gaver i form af mennesker

      „Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i form af mennesker.“ — EFESERNE 4:8.

      1. Hvilken ny form for tjeneste blev annonceret i dette blad i 1894?

      DET er nu mere end hundrede år siden Watch Tower bragte en meddelelse om en ny ordning. Den blev beskrevet som „endnu en side af arbejdet“. Hermed tog ordningen med rejsende tilsynsmænd sin begyndelse i nyere tid. I Watch Tower for 1. september 1894 blev det meddelt at kvalificerede brødre for fremtiden ville besøge grupper af bibelstudenter ’for at opbygge dem i sandheden’.

      2. Hvori består kreds- og områdetilsynsmandens opgave?

      2 I det første århundrede fik de kristne menigheder besøg af tilsynsmænd som Paulus og Barnabas. Formålet med disse trofaste mænds besøg var at opbygge menighederne. (2 Korinther 10:8) I dag findes der flere tusind brødre der udfører denne tjeneste på systematisk vis. Jehovas Vidners Styrende Råd har udnævnt dem til kreds- og områdetilsynsmænd. En kredstilsynsmand betjener omkring 20 menigheder i en uge ad gangen cirka to gange om året, gennemgår optegnelser, holder foredrag og deltager i forkyndelsen ved at følges med de lokale forkyndere. Områdetilsynsmanden betjener flere kredse og er ordstyrer ved hvert af de årlige kredsstævner, og han samarbejder med værtsmenighederne i forkyndelsen og holder opmuntrende bibelske foredrag.

      Deres selvopofrende indstilling

      3. Hvorfor må rejsende tilsynsmænd være selvopofrende?

      3 Rejsende tilsynsmænd er konstant på farten, hvilket i sig selv kræver selvopofrelse. Det kan ofte være vanskeligt at rejse fra én menighed til en anden, men disse mænd og deres hustruer bringer dette offer med en glad indstilling. En kredstilsynsmand har sagt: „Min kone er en stor støtte for mig og beklager sig aldrig . . . Hun fortjener megen ros for sin selvopofrende indstilling.“ Nogle kredstilsynsmænd tilbagelægger over 1000 kilometer mellem to menigheder. Mange kører i bil, andre bruger offentlige transportmidler, og nogle kommer fra sted til sted på cykel, til hest eller til fods. En afrikansk kredstilsynsmand måtte vade over en flod med sin kone på skuldrene for at nå en bestemt menighed. På sine missionsrejser måtte Paulus udholde hede og kulde, sult og tørst, søvnløse nætter, forskellige farer og voldelig forfølgelse. Desuden havde han „bekymringen for alle menighederne“, hvilket de rejsende tilsynsmænd i dag også kender til. — 2 Korinther 11:23-29.

      4. Hvordan kan helbredsproblemer påvirke de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer?

      4 Ligesom det var tilfældet med Paulus’ medarbejder Timoteus, får nogle rejsende tilsynsmænd og deres hustruer helbredsproblemer, hvilket er en yderligere belastning. (1 Timoteus 5:23) En søster der er gift med en kredstilsynsmand, forklarer: „Det er svært altid at skulle være sammen med brødrene når man ikke har det godt. Det er især svært nu hvor jeg er i overgangsalderen. Alene det at jeg hver uge skal pakke alle vore sager og rejse til et andet sted, er et stort pres. Jeg må ofte standse op og bede Jehova om styrke til at fortsætte.“

      5. Hvilken indstilling har rejsende tilsynsmænd og deres hustruer vist trods forskellige prøvelser?

      5 Trods helbredsproblemer og andre prøvelser finder kredstilsynsmanden og hans hustru glæde i deres tjeneste og viser selvopofrende kærlighed. Nogle har endog sat livet på spil for at hjælpe deres brødre åndeligt under forfølgelse og krig. Når de har besøgt menighederne, har de haft den samme indstilling som Paulus, der sagde til de kristne i Thessalonika: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ — 1 Thessaloniker 2:7, 8.

      6, 7. Hvilken positiv indflydelse kan flittige kredstilsynsmænd øve?

      6 Ligesom andre ældste i den kristne menighed slider de rejsende tilsynsmænd i det „med tale og undervisning“. Alle sådanne ældste bør ’anses for værdige til dobbelt ære’. (1 Timoteus 5:17) Deres eksempel vil gavne os hvis vi efter ’nøje at have betragtet udfaldet af deres adfærd, efterligner deres tro’. — Hebræerne 13:7.

      7 Hvilken påvirkning har nogle af de rejsende tilsynsmænd haft på andre? En broder har skrevet: „Broder P —— havde en særdeles god indflydelse på mig. Han var rejsende tilsynsmand i Mexico fra 1960 og fremefter. Som barn glædede jeg mig altid til hans besøg. Da jeg var ti år gammel, sagde han til mig: ’Du bliver også kredstilsynsmand en dag.’ I de vanskelige teenageår henvendte jeg mig ofte til ham for at lytte til hans kloge råd. Han levede og åndede for hyrdegerningen. Nu hvor jeg selv er kredstilsynsmand, forsøger jeg altid, ligesom han, at bruge tid på de unge og hjælpe dem til at sætte sig teokratiske mål. Skønt broder P —— i sine sidste leveår døjede med hjertet, søgte han altid at opmuntre andre. Dagen før han døde i februar 1995, kørte han med mig til et endagsstævne, og her opmuntrede han en broder der er arkitekt, til at sætte sig nogle fornuftige mål. Broderen udfyldte med det samme en betelansøgning.“

      De er værdsat

      8. Hvem er de „gaver i form af mennesker“ der er beskrevet i Efeserbrevet, kapitel 4, og hvordan er de til gavn for menigheden?

      8 Rejsende tilsynsmænd og andre ældste der som følge af Guds ufortjente godhed har modtaget tjenesteforrettigheder, omtales som „gaver i form af mennesker“. Jesus har som menighedens hoved og Jehovas talsmand skænket os disse åndeligsindede mænd for at vi hver især kan blive opbygget og nå frem til modenhed. (Efeserne 4:8-15) Man bør være taknemmelig for enhver gave, især hvis gaven hjælper én til at fortsætte med at tjene Jehova. Hvordan kan vi da vise at vi værdsætter de rejsende tilsynsmænds indsats? Hvordan kan vi vise at vi ’sætter pris på den slags mænd’? — Filipperne 2:29.

      9. Hvordan kan vi vise at vi værdsætter de rejsende tilsynsmænd?

      9 Når menigheden får meddelelse om hvornår kredstilsynsmanden kommer på besøg, bør vi begynde at planlægge vor tid så vi kan have en fuld andel i menighedens aktiviteter i ugens løb. Vi kan måske sætte ekstra tid til side til at støtte forkyndelsen under besøget, måske ved at være hjælpepionerer i den pågældende måned. Vi kan også prøve at følge kredstilsynsmandens forslag med hensyn til at forbedre vor forkyndelse. Det vil gavne os at have en positiv og modtagelig indstilling, og det vil forvisse ham om at hans besøg er til nytte. Ja, de rejsende tilsynsmænd besøger menighederne for at opbygge os, men de har også selv brug for at blive opbygget åndeligt. Paulus havde til tider brug for opmuntring og anmodede ofte sine medkristne om at bede for ham. (Apostelgerninger 28:15; Romerne 15:30-32; 2 Korinther 1:11; Kolossenserne 4:2, 3; 1 Thessaloniker 5:25) Også i dag har de rejsende tilsynsmænd brug for opmuntring og for at vi beder for dem.

      10. Hvordan kan vi medvirke til at kredstilsynsmanden udfører sin tjeneste med glæde?

      10 Har du nogen sinde fortalt kredstilsynsmanden og hans hustru hvor meget du værdsætter deres besøg? Har du takket ham for den gode vejledning han giver? Husker du at fortælle ham det når de forslag han giver til forkyndelsen, skænker os mere glæde i tjenesten? Hvis du gør det, vil det medvirke til at han kan udføre sin tjeneste med glæde. (Hebræerne 13:17) En kredstilsynsmand i Spanien har fortalt hvor meget han og hans kone værdsætter de takkekort de har modtaget efter menighedsbesøg. „Vi gemmer disse kort og læser dem når vi er nede i en bølgedal,“ siger han. „De er til stor opmuntring for os.“

      11. Hvorfor bør vi give udtryk for at vi holder af kreds- og områdetilsynsmændenes hustruer og værdsætter det de gør?

      11 Den rejsende tilsynsmands hustru har bestemt også brug for ros. Hun har bragt store ofre for at kunne støtte sin mand i denne tjeneste. Hun giver ofte afkald på at få opfyldt det naturlige ønske om at have sit eget hjem, og i mange tilfælde har hun også givet afkald på at få børn. Jeftas datter var en af de tjenere for Jehova der villigt gav afkald på at blive gift og få børn, idet hun følte sig bundet af det løfte hendes far havde aflagt. (Dommerne 11:30-39) Hvordan betragtede man det offer hun bragte? Vi læser i Dommerbogen 11:40: „År efter år gik Israels døtre hen for at besynge gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.“ Det er godt når vi husker at fortælle kreds- og områdetilsynsmændenes hustruer at vi holder af dem og værdsætter det de gør.

      „Glem ikke gæstfriheden“

      12, 13. (a) Hvad siger Bibelen om det at vise rejsende tilsynsmænd og deres hustruer gæstfrihed? (b) Hvordan vil en sådan gæstfrihed være til gensidig opmuntring? Belys med et eksempel.

      12 Vi kan også vise at vi elsker og værdsætter dem der virker i rejsetjenesten, ved at være gæstfri. (Hebræerne 13:2) Apostelen Johannes roste Gajus fordi han var gæstfri over for dem der besøgte menigheden som rejsende missionærer. Johannes skrev: „Du elskede, du udfører et trofast arbejde med det du gør for brødrene, og det endda fremmede, som over for menigheden har vidnet om din kærlighed. Dem må du venligst hjælpe videre på deres rejse på en for Gud værdig måde. Det var nemlig for hans navns skyld at de drog ud uden at tage imod noget af folk fra nationerne. Vi er derfor skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.“ (3 Johannes 5-8) I dag kan vi fremme forkyndelsesarbejdet ved at vise den samme gæstfrihed over for rejsende tilsynsmænd og deres hustruer. De lokale ældste bør naturligvis sikre sig at det logi der tilbydes, er tilfredsstillende, men en områdetilsynsmand har sagt: „Hvor meget vi engagerer os i brødrene, må ikke afhænge af hvem der kan gøre os det mest behageligt. Vi ønsker ikke engang at give nogen det indtryk. Vi må være villige til at tage imod alle vore brødres gæstfrihed, hvad enten de er rige eller fattige.“

      13 Når man viser gæstfrihed, er det til gensidig gavn. „I min familie havde vi den skik at indbyde de rejsende tilsynsmænd til at bo hos os,“ fortæller Jorge, en tidligere kredstilsynsmand der i dag tjener på Betel. „Jeg føler at disse besøg har hjulpet mig langt mere end jeg forstod dengang. Under opvæksten fik jeg åndelige problemer. Det bekymrede min mor, men hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle hjælpe mig, og bad derfor kredstilsynsmanden om at tale med mig. Til at begynde med undgik jeg ham fordi jeg var bange for at han ville kritisere mig. Men hans venlige væsen fik mig til sidst til at åbne mig for ham. En mandag inviterede han mig på et måltid mad, og jeg udøste mit hjerte for ham fordi jeg mærkede at han forstod mig. Han lyttede opmærksomt. Hans praktiske forslag hjalp mig virkelig, og jeg begyndte at gøre åndelige fremskridt.“

      14. Hvorfor bør vi værdsætte de rejsende tilsynsmænd og ikke kritisere dem?

      14 De rejsende tilsynsmænd forsøger at hjælpe både gamle og unge i åndelig henseende. Vi bør derfor vise at vi værdsætter deres indsats. Hvordan ville det mon virke på en kredstilsynsmand hvis vi kritiserede ham for hans svage punkter eller sammenlignede ham ugunstigt med andre kredstilsynsmænd der havde besøgt menigheden? Det ville sandsynligvis virke meget nedslående. Det opmuntrede bestemt ikke Paulus da han hørte at man kritiserede hans arbejde. Nogle kristne i Korinth kom tilsyneladende med nedsættende kommentarer om hans fremtræden og evner som taler. Han citerede selv nogle af disse kritikere der sagde: „Hans breve er vægtige og magtfulde, men hans personlige nærværelse er svag og hans tale ikke værd at regne med.“ (2 Korinther 10:10) Glædeligvis hører de rejsende tilsynsmænd som oftest at man påskønner det de gør.

      15, 16. Hvordan virker brødrenes kærlighed og nidkærhed på de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer?

      15 En kredstilsynsmand i Latinamerika må trave en hel dag ad mudrede stier for at besøge sine åndelige brødre og søstre i et område der kontrolleres af guerillaer. „Det er hjertevarmende at se hvordan brødrene viser deres værdsættelse af besøget,“ skriver han. „Selv om det er forbundet med store anstrengelser at komme dertil og man udsættes for mange farer og strabadser, er det alle anstrengelserne værd når man mærker brødrenes kærlighed og nidkærhed.“

      16 En kredstilsynsmand i Afrika skriver: „Vi holdt meget af at rejse i Tanzania på grund af den kærlighed brødrene viste os. De var villige til at lære af os, og de var lykkelige for at kunne invitere os på besøg i deres hjem.“ I det første århundrede havde apostelen Paulus og ægteparret Akvila og Priska et godt og kærligt forhold til hinanden. Faktisk sagde Paulus om dem: „Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus, som har sat deres egen hals på spil for min sjæl, og som ikke blot jeg men også alle menighederne blandt nationerne siger tak.“ (Romerne 16:3, 4) De rejsende tilsynsmænd og deres hustruer er glade for at der også i dag findes brødre og søstre der ligesom Akvila og Priska gør alt hvad der står i deres magt, for at vise dem gæstfrihed og være deres venner.

      Menighederne styrkes

      17. Hvorfor er ordningen med rejsende tilsynsmænd en meget vís ordning, og hvorfra modtager de rejsende tilsynsmænd vejledning?

      17 Jesus sagde: „Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“ (Mattæus 11:19) Det er tydeligt at ordningen med rejsende tilsynsmænd er en vís ordning, for den er med til at styrke Guds folks menigheder. Under Paulus’ anden missionsrejse drog han sammen med Silas „gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne“. Vi læser i Apostelgerninger: „Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem. Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ (Apostelgerninger 15:40, 41; 16:4, 5) Vore dages rejsende tilsynsmænd modtager ligesom alle andre kristne åndelig vejledning gennem Bibelen og publikationerne fra „den trofaste og kloge træl“. — Mattæus 24:45.

      18. Hvordan styrker de rejsende tilsynsmænd menighederne?

      18 Rejsende tilsynsmænd må blive ved med at spise ved Jehovas åndelige bord. De må være godt inde i de procedurer og retningslinjer der følges af Guds organisation; så vil de være til stor velsignelse for andre. Ved deres eksemplariske nidkærhed i forkyndelsen kan de hjælpe trosfæller til at gøre fremskridt i den kristne tjeneste. Deres bibelske foredrag opbygger tilhørerne åndeligt. Når de rejsende tilsynsmænd hjælper andre til at følge vejledningen i Guds ord, tjene i forening med Jehovas folk og gøre brug af de åndelige gaver Gud tilvejebringer gennem ’den trofaste træl’, styrker de hver eneste af de menigheder de har den forret at besøge.

      19. Hvilke spørgsmål vil vi undersøge nærmere?

      19 Da Jehovas organisation for omkring hundrede år siden indførte ordningen med rejsende tilsynsmænd blandt bibelstudenterne, stod der i dette blad: „Vi vil spejde efter resultater og efter Herrens ledelse fremover.“ Jehovas ledelse har været tydelig. Som følge af hans velsignelse er dette arbejde under Det Styrende Råds ledelse med årene blevet udvidet og forbedret, hvilket har resulteret i at Jehovas Vidners menigheder jorden over styrkes i troen og vokser i tal fra dag til dag. Jehova velsigner tydeligvis den selvopofrende indstilling der kendetegner disse „gaver i form af mennesker“. Men hvordan kan rejsende tilsynsmænd udføre deres arbejde med godt resultat? Hvad er deres mål? Hvordan gør de mest gavn?

  • Rejsende tilsynsmænd der tjener som trofaste husholdere
    Vagttårnet – 1996 | 15. november
    • Rejsende tilsynsmænd der tjener som trofaste husholdere

      „I samme forhold som hver enkelt har fået en gave, skal I bruge den sådan at I tjener hinanden som gode husholdere over Guds ufortjente godhed, der kommer til udtryk på forskellige måder.“ — 1 PETER 4:10.

      1, 2. (a) Hvordan vil du definere ordet „husholder“? (b) Hvilke husholdere benytter Gud?

      JEHOVA benytter alle trofaste kristne som husholdere. En husholder er ofte en tjener der har ansvaret for en husholdning. Han kan også være den der varetager sin herres forretningsanliggender. (Lukas 16:1-3; Galaterne 4:1, 2) Jesus omtalte alle sine loyale salvede på jorden som „den trofaste husholder“. Han har betroet denne husholder „alt hvad han ejer“, deriblandt det der har med forkyndelsen af Riget at gøre. — Lukas 12:42-44; Mattæus 24:14, 45.

      2 Apostelen Peter sagde at alle kristne er husholdere over Guds ufortjente godhed, der kommer til udtryk på forskellige måder. Alle kristne kan på et eller andet område vise sig som trofaste husholdere. (1 Peter 4:10) Også de udnævnte kristne ældste er husholdere, og nogle af dem er rejsende tilsynsmænd. (Titus 1:7) Hvordan bør disse rejsende tilsynsmænd betragtes? Hvilke egenskaber og mål bør de have? Og hvordan kan de udrette mest muligt godt?

      Vær taknemmelig for deres tjeneste

      3. Hvorfor kan rejsende tilsynsmænd kaldes „gode husholdere“?

      3 I et brev til en rejsende tilsynsmand og hans hustru skrev et kristent ægtepar: „I skal vide at vi er taknemmelige for al den tid I har ofret på os, og den kærlighed I har vist os. Som familie har vi haft megen gavn af al jeres opmuntring og jeres gode råd. Vi ved at vi må fortsætte med at vokse åndeligt, men med Jehovas hjælp og med støtte fra brødre og søstre som jer bliver det lettere at klare ’vokseværket’.“ Mange har givet udtryk for noget lignende fordi de rejsende tilsynsmænd viser personlig interesse i deres trosfæller, ligesom en god husholder tager sig godt af sin husstands behov. Nogle er meget dygtige foredragsholdere. Mange er fremragende forkyndere, mens andre igen er kendt for deres varme og medfølelse. Når de rejsende tilsynsmænd opdyrker og gør brug af sådanne gaver når de betjener deres brødre, kan de med rette kaldes „gode husholdere“.

      4. Hvilket spørgsmål vil vi nu undersøge nærmere?

      4 „Hvad der . . . kræves af husholdere, er at en sådan findes trofast,“ skrev apostelen Paulus. (1 Korinther 4:2) Det at kunne betjene sine medkristne i en ny menighed uge efter uge er et stort privilegium der giver mange glæder. Men det er også forbundet med et tungt ansvar. Hvordan kan rejsende tilsynsmænd være trofaste og gode husholdere?

      Gode husholdere

      5, 6. Hvorfor er det vigtigt at rejsende tilsynsmænd støtter sig til Jehova i bøn?

      5 Hvis rejsende tilsynsmænd skal være gode husholdere, er det vigtigt at de holder sig nær til Jehova i bøn og stoler på ham. På grund af deres timeplan og mange ansvarsopgaver kan de til tider føle sig nedbøjede. (Jævnfør Andet Korintherbrev 5:4.) De må derfor følge salmisten Davids opfordring: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Følgende ord af David er også trøstende: „Velsignet være Jehova, som dag efter dag bærer byrden for os.“ — Salme 68:19.

      6 Hvorfra fik Paulus styrken til at varetage sine åndelige ansvarsopgaver? Han skrev: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:13) Paulus hentede altså styrken hos Jehova Gud. Peter gav et lignende råd: „Når nogen tjener, så lad ham tjene som afhængig af den styrke Gud skænker, således at Gud i alle ting kan blive herliggjort gennem Jesus Kristus.“ (1 Peter 4:11) En broder der i mange år var rejsende tilsynsmand, har understreget nødvendigheden af at man stoler på Jehova, med følgende ord: „Se altid hen til Jehova når der er problemer der skal løses, og søg hjælp hos hans organisation.“

      7. I hvilke henseender må en rejsende tilsynsmand være ligevægtig?

      7 For at varetage sin opgave som rejsende tilsynsmand på en god måde må man være ligevægtig. Ligesom alle andre kristne bestræber rejsende tilsynsmænd sig for at ’forvisse sig om de mere vigtige ting’. (Filipperne 1:10)a Når ældste i en menighed har spørgsmål om bestemte anliggender, er det klogt af dem at rådføre sig med kredstilsynsmanden når han kommer på besøg. (Ordsprogene 11:14; 15:22) Hans ligevægtige iagttagelser og bibelske vejledning vil sandsynligvis vise sig at være en stor hjælp når de ældste fortsætter med at tage sig af sagen efter at han er rejst. I den forbindelse er det værd at bemærke hvad Paulus sagde til Timoteus: „Hvad du har hørt af mig med mange vidners støtte, det skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ — 2 Timoteus 2:2.

      8. Hvorfor er det vigtigt at foretage et grundigt studium af Bibelen og Selskabets publikationer og grunde over det man læser?

      8 For at kunne give god vejledning må man studere Bibelen, rådføre sig med Selskabets publikationer og grunde over det man læser. (Ordsprogene 15:28) En områdetilsynsmand har sagt: „Når vi holder ældstemøder, skal vi ikke være bange for at indrømme at vi ikke kender svaret på et bestemt spørgsmål.“ Når man bestræber sig for at have „Kristi sind“ i et spørgsmål, kan man give bibelsk vejledning der vil hjælpe andre til at indordne sig under Guds vilje. (1 Korinther 2:16) I visse tilfælde må rejsende tilsynsmænd skrive til Vagttårnsselskabet for at få et råd. Tro på Jehova og kærlighed til sandheden er langt vigtigere end veltalenhed og det indtryk man gør på andre. Da Paulus besøgte brødrene i Korinth, kom han ikke til dem „med fremragende tale eller visdom“, men „i svaghed og i frygt og med megen bæven“. Gav det ham mindre gennemslagskraft? Nej, det hjalp tværtimod korintherne til at opdyrke tro, ikke „på menneskers visdom, men på Guds kraft“. — 1 Korinther 2:1-5.

      Andre vigtige egenskaber

      9. Hvorfor er det nødvendigt at rejsende tilsynsmænd viser empati?

      9 Empati hjælper rejsende tilsynsmænd til at opnå gode resultater. Peter tilskyndede alle kristne til at ’vise medfølelse’ eller være „medlidende“. (1 Peter 3:8, fodnote) En kredstilsynsmand har givet udtryk for at det er vigtigt at ’være interesseret i alle i menigheden og lytte opmærksomt’. Paulus skrev: „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“ (Romerne 12:15) En sådan indstilling bevæger rejsende tilsynsmænd til at gøre sig umage for at sætte sig ind i deres trosfællers problemer og omstændigheder. Så vil de kunne give opbyggende bibelsk vejledning der kan udrette meget godt hvis den følges. En kredstilsynsmand der er god til at vise empati, modtog følgende brev fra en menighed i nærheden af Torino i Italien: „Hvis man gerne vil være interessant, skal man være interesseret; hvis man gerne vil behage, skal man være behagelig; hvis man gerne vil elskes, skal man være elskelig; hvis man gerne vil hjælpes, skal man være hjælpsom. Det har vi lært af dig!“

      10. Hvad har kreds- og områdetilsynsmænd sagt om det at være ydmyg, og hvilket eksempel satte Jesus i den forbindelse?

      10 Rejsende tilsynsmænd kan udrette meget godt når de er ydmyge og imødekommende. En kredstilsynsmand har sagt: „Det er meget vigtigt at blive ved med at være ydmyg.“ Han giver nye kredstilsynsmænd følgende råd: „Vær ikke mere eftergivende over for velhavende brødre end over for andre på grund af det de måske kunne gøre for dig. Vælg heller ikke kun dine venner inden for denne kategori. Bestræb dig altid for at behandle alle upartisk.“ (2 Krønikebog 19:6, 7) Ydmyghed vil afholde en rejsende tilsynsmand fra at overvurdere sin egen betydning som Selskabets repræsentant. En områdetilsynsmand har meget godt sagt: „Vær ydmyg og villig til at lytte til brødrene. Vær altid imødekommende.“ Jesus Kristus kunne — som det største menneske der har levet — have fået folk til at føle sig anspændt i hans selskab, men han var så ydmyg og imødekommende at selv børn kunne lide at være sammen med ham. (Mattæus 18:5; Markus 10:13-16) Rejsende tilsynsmænd vil gerne have at børn, teenagere og ældre, ja, alle i menigheden, føler sig fri til at henvende sig til dem.

      11. Hvad kan det medføre at en rejsende tilsynsmand giver en undskyldning når han har fejlet?

      11 „Vi fejler alle mange gange,“ hvilket naturligvis også gælder de rejsende tilsynsmænd. (Jakob 3:2) Når de begår fejl, vil det være på sin plads at give en oprigtig undskyldning, hvilket også kan lære andre ældste ydmyghed. Ifølge Ordsprogene 22:4 er ’lønnen for ydmyghed og [ære]frygt for Jehova rigdom og ære og liv’. Alle Guds tjenere må ’vandre ydmygt med deres Gud’. (Mika 6:8, da. aut. 1931) Da en kredstilsynsmand blev spurgt om hvilket råd han ville give nye kredstilsynsmænd, sagde han: „Vis stor respekt for alle brødrene, sæt dem højt, og betragt dem som bedre end dig selv. Du vil kunne lære meget af brødrene. Bevar ydmygheden. Vær dig selv. Optræd ikke overlegent.“ — Filipperne 2:3.

      12. Hvorfor har det stor betydning at være nidkær i den kristne forkyndelse?

      12 Nidkærhed i den kristne forkyndelse giver den rejsende tilsynsmands ord vægt. Når han og hans hustru er nidkære i forkyndelsen, bliver de ældste og deres hustruer og resten af menigheden opmuntret til også at være det samme. „Vær nidkær i forkyndelsen,“ siger en kredstilsynsmand, og tilføjer: „Jeg har lagt mærke til at jo mere nidkær en menighed er i forkyndelsen, jo færre problemer har den.“ En anden kredstilsynsmand siger: „Jeg tror at hvis de ældste samarbejder med brødrene og søstrene i forkyndelsen og hjælper dem til at finde glæde i tjenesten, vil det give forkynderne fred i sindet og stor tilfredshed ved at tjene Jehova.“ Apostelen Paulus ’tog mod til sig til at fremholde Guds gode nyhed for thessalonikerne med megen kamp’. Intet under at de havde dejlige minder om hans besøg og forkyndelse og længtes efter at se ham igen. — 1 Thessaloniker 2:1, 2; 3:6.

      13. Hvad tager en rejsende tilsynsmand i betragtning når han samarbejder med andre i forkyndelsen?

      13 Når en rejsende tilsynsmand arbejder sammen med sine medkristne i forkyndelsen, tager han deres omstændigheder og begrænsninger i betragtning. Han kan give nyttige forslag, men han ved også godt at nogle er nervøse når de samarbejder med en erfaren ældste i forkyndelsen. I nogle tilfælde vil det derfor være mere gavnligt at give opmuntring end vejledning. Forkyndere eller pionerer der har ham med på bibelstudium hos interesserede, vil måske foretrække at han leder studiet. Det vil sikkert give dem nogle idéer til hvordan de kan forbedre deres undervisning.

      14. Hvorfor kan man sige at nidkære rejsende tilsynsmænd også hjælper andre til at være nidkære?

      14 Nidkære rejsende tilsynsmænd er også medvirkende til at andre bliver nidkære. En kredstilsynsmand i Uganda vandrede gennem tæt skov i en time for at tage med en broder på et bibelstudium hvor der kun var få fremskridt at spore. Undervejs regnede det så kraftigt at de var gennemblødte da de nåede frem. Det gjorde et stort indtryk på familien på seks da de fandt ud af at deres gæst var en rejsende tilsynsmand. De vidste at præsterne i deres kirke aldrig ville vise en sådan interesse for nogen i deres hjord. Den følgende søndag overværede de deres første møde og gav udtryk for at de gerne ville være Jehovas vidner.

      15. Hvad har en nidkær kredstilsynsmand i Mexico oplevet?

      15 I den mexicanske stat Oaxaca gjorde en kredstilsynsmand noget som man egentlig ikke forventede af ham. Han arrangerede det sådan at han kunne overnatte i en fængselscelle i fire nætter for at besøge en gruppe på syv indsatte der var blevet forkyndere. I flere dage forkyndte han sammen med disse fanger mens de gik fra celle til celle og ledede bibelstudier. Der var så stor interesse at nogle af disse studier fortsatte til langt ud på natten. „Da besøget var forbi, var både de indsatte og jeg meget glade for den gensidige opmuntring,“ skriver denne nidkære kredstilsynsmand.

      16. Hvorfor er det til stor gavn at rejsende tilsynsmænd og deres hustruer opmuntrer deres medkristne?

      16 Rejsende tilsynsmænd søger at være til opmuntring. Da Paulus besøgte menighederne i Makedonien, ’opmuntrede han dem med mangt et ord’. (Apostelgerninger 20:1, 2) Opmuntrende ord kan være til stor gavn og hjælpe både unge og ældre til at sætte sig åndelige mål. På et af Vagttårnsselskabets store afdelingskontorer viste en uformel undersøgelse at næsten 20 procent af de frivillige medarbejdere var blevet opmuntret af en kredstilsynsmand til at begynde i heltidstjenesten. Kredstilsynsmandens hustru kan også være til stor opmuntring ved det gode eksempel hun sætter som heltidsforkynder.

      17. Hvordan ser en ældre rejsende tilsynsmand på det at hjælpe andre?

      17 Især ældre og nedtrykte har brug for opmuntring. En ældre kredstilsynsmand skriver: „Det giver mig en stor indre glæde at kunne hjælpe de uvirksomme og svage i Guds hjord. Ordene i Romerbrevet 1:11, 12 har en særlig betydning for mig, for det er meget opmuntrende og styrkende at kunne ’give andre del i en eller anden åndelig gave for at de kan styrkes’.“

      Belønningen for deres glædebringende virke

      18. Hvilke bibelske mål har rejsende tilsynsmænd?

      18 De rejsende tilsynsmænd er stærkt interesserede i at hjælpe deres trosfæller. De vil meget gerne styrke menighederne og opbygge dem åndeligt. (Apostelgerninger 15:41) En rejsende tilsynsmand har sagt at han arbejder ihærdigt på „at opmuntre, give ny styrke og fremme forkyndernes ønske om at fuldføre deres tjeneste og fortsætte med at gøre sandheden til en livsform“. (3 Johannes 3) En anden har fortalt at han forsøger at befæste sine medkristne i troen. (Kolossenserne 2:6, 7) Det er værd at huske at kredstilsynsmanden er en „ægte medhjælper“, ikke en der er herre over andres tro. (Filipperne 4:3; 2 Korinther 1:24) Hans besøg er en tid med opmuntring og en lejlighed for ældsterådet til at overveje hvilke fremskridt der er gjort, og hvad menigheden kan arbejde på fremover. Ved hans ord og eksempel kan menighedsforkynderne, pionererne, menighedstjenerne og de ældste forvente at blive opmuntret og ansporet til det arbejde der ligger foran. (Jævnfør Første Thessalonikerbrev 5:11.) Vi bør derfor helhjertet støtte kredstilsynsmandens besøg og drage fuld nytte af den tjeneste områdetilsynsmanden yder.

      19, 20. Hvordan er rejsende tilsynsmænd og deres hustruer blevet belønnet for deres trofaste tjeneste?

      19 De rejsende tilsynsmænd og deres hustruer bliver rigt belønnet for deres trofaste tjeneste, og de kan være forvissede om at Jehova vil velsigne dem for alt det gode de gør. (Ordsprogene 19:17; Efeserne 6:8) Georg og Magdalena, et ældre ægtepar der i en årrække havde virket i rejsetjenesten, oplevede ved et stævne i Luxembourg at en kvinde henvendte sig til Magdalena. Tyve år tidligere havde Magdalena forkyndt for denne kvinde, der var jøde, og de bibelske publikationer som Magdalena havde givet hende, havde vakt hendes interesse for sandheden. Hun blev med tiden døbt. En åndelig søster henvendte sig til Georg og fortalte at hun kunne huske at han havde besøgt hende næsten 40 år tidligere. Den begejstring hvormed han havde forkyndt den gode nyhed, fik med tiden både hende og hendes mand til at tage imod sandheden. Ingen er sikkert i tvivl om at Georg og Magdalena blev ovenud glade over at høre dette.

      20 Paulus’ tjeneste i Efesus bar frugt og gav ham glæde, og det var måske det der fik ham til at citere Jesu ord: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Rejsetjenesten indebærer at man hele tiden giver af sig selv, hvilket gør dem der tager del i denne tjeneste, lykkelige, især når de erfarer de gode resultater af deres slid. En kredstilsynsmand der havde hjulpet en nedtrykt ældste, modtog et brev hvori der stod: „Du aner ikke hvilken åndelig ’styrkende hjælp’ du har været for mig. . . . Du vil aldrig helt kunne forstå hvor stor en hjælp du har været for en hvis fødder, ligesom Asafs, ’næsten var bøjet af fra vejen’.“ — Kolossenserne 4:11; Salme 73:2.

      21. Hvordan gælder Første Korintherbrev 15:58 de rejsende tilsynsmænds virke?

      21 En ældre kristen der tidligere har virket mange år i kredstjenesten, finder glæde ved at tænke på Første Korintherbrev 15:58, hvor Paulus giver følgende tilskyndelse: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ Rejsende tilsynsmænd har afgjort rigeligt at gøre i Herrens gerning. Vi er dem meget taknemmelige for at de med glæde tjener som trofaste husholdere over Jehovas ufortjente godhed!

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del