Rejsende tilsynsmænd styrker menighederne

Organisationen blev yderligere sammenknyttet af rejsende tilsynsmænd som betjente menighederne. I det første århundrede udførte især apostelen Paulus en sådan tjeneste. Nu og da deltog også mænd som Barnabas, Timoteus og Titus. (Apg. 15:36; Fil. 2:19, 20; Tit. 1:4, 5) De var alle nidkære evangelieforkyndere. Desuden opmuntrede de menighederne med deres foredrag. Når der opstod stridsspørgsmål som kunne true menighedernes enhed, blev de forelagt det centrale styrende råd. Når tilsynsmændene derefter „rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem“. Og resultatet? „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apg. 15:1–16:5; 2 Kor. 11:28.

Allerede i 1870’erne havde broder Russell besøgt grupperne af bibelstudenter — små hvor blot to eller tre var forsamlede såvel som større — for at opbygge dem åndeligt. Enkelte andre brødre deltog i dette arbejde i 1880’erne. I 1894 begyndte Selskabet mere regelmæssigt at udsende kvalificerede talere som skulle hjælpe bibelstudenterne til at vokse i kundskab og i værdsættelse af sandheden og knytte dem tættere sammen.

Når det var muligt tilbragte taleren en eller måske flere dage sammen med hver gruppe, idet han holdt ét eller to offentlige foredrag og drøftede nogle af de dybere ting i Guds ord med brødrene ved mindre møder eller privat. Man stilede efter at få hver gruppe i De Forenede Stater og Canada besøgt to gange om året, dog ikke nødvendigvis af den samme broder. Ved udvælgelsen af disse rejsende talere blev der lagt vægt på beskedenhed, ydmyghed og en klar forståelse af sandheden, samt troskab mod den sande lære og evnen til at undervise med klarhed. De fik ingen betaling for deres tjeneste. De lokale brødre gav dem blot kost og logi, og Selskabet hjalp dem i nødvendigt omfang med rejseudgifterne. De blev kendt som pilgrimme.

Mange af disse rejsende repræsentanter for Selskabet var højt elskede af dem de betjente. A. H. Macmillan, en canadier, huskes som en broder for hvem Guds ord var „som en brændende ild“. (Jer. 20:9) Han måtte simpelt hen tale om ordet, og han gjorde det. Ja, han talte til forsamlinger ikke blot i Canada men også i mange dele af De Forenede Stater og i andre lande. En anden pilgrim, William Hersee, huskes især for den store opmærksomhed han viste børn og unge. Hans bønner gjorde også et varigt indtryk, fordi de afspejlede en åndelig dybde der rørte hjertet hos både ung og gammel.

Det var ikke let for pilgrimmene at rejse rundt i de dage. For at betjene en gruppe ved Klamath Falls i Oregon måtte Edward Brenisen således først rejse med tog, derefter en hel nat med diligence, og endelig med en stiv, knoglerystende hestevogn ud i bjergene til den gård hvor han skulle mødes med brødrene. Tidligt om morgenen dagen efter mødet lånte en broder ham en hest så han kunne ride de 100 kilometer til den nærmeste jernbanestation, hvorfra han kunne komme videre til det næste sted på sin rute. Det var et anstrengende liv, men pilgrimmenes indsats gav gode resultater. Jehovas tjenere blev styrket og forenet i deres forståelse af Guds ord, og de blev knyttet tættere sammen til trods for at de boede meget spredt.

I 1926 begyndte broder Rutherford at gennemføre nogle ændringer som betød at pilgrimmene ikke længere blot skulle være rejsende talere men blev rejsende tilsynsførende der samtidig skulle fremme menighedernes forkyndelse. For at fremhæve deres nye opgave blev de i 1928 kaldt regionale arbejdsledere (i Danmark: kredsdirektører). De arbejdede sammen med de lokale brødre og gav dem personlig undervisning i forkyndelsen. De var nu i stand til at besøge hver menighed i De Forenede Stater og flere andre lande cirka en gang om året, og de holdt sig også i kontakt med enkeltpersoner og små grupper som endnu ikke var organiserede med henblik på tjenesten.

I de følgende år blev der foretaget flere småændringer i de rejsende tilsynsmænds arbejde.a Det blev i særlig grad intensiveret i 1938, da alle tjenerne i menighederne blev udnævnt teokratisk. Menighederne blev nu besøgt med jævne mellemrum, så der var tid til at give hver af de udnævnte tjenere en personlig oplæring samtidig med at alle fik øget hjælp i tjenesten på arbejdsmarken. I 1942 fik de rejsende tilsynsmænd en grundig oplæring så deres tjeneste blev udført mere ensartet. Deres besøg var ret korte (de varede fra én til tre dage, alt efter menighedens størrelse). I den tid gik de menighedens optegnelser igennem, mødtes med alle tjenerne for at give vejledning efter behov, holdt et eller flere foredrag for menigheden, og førte an i forkyndelsen. I 1946 blev besøgene forlænget til en uge for hver menighed.

Denne ordning med besøg i menighederne blev i 1938 suppleret med en såkaldt regionstjener, der dækkede et større område og med jævne mellemrum tjente en uge sammen med hver af de brødre der besøgte menighederne som zonetjenere. Under sit besøg medvirkede han på programmet ved et stævne som blev overværet af menighederne i den pågældende zone.b Dette arrangement virkede meget ansporende på brødrene og gav mulighed for dåb af nye disciple.

„Nogle der elsker tjenesten“

En af dem der udførte denne tjeneste fra 1936 var John Booth, som i 1974 blev medlem af Det Styrende Råd. Da han blev interviewet forud for sin udnævnelse til rejsende tilsynsmand, blev der sagt til ham: „Det er ikke dygtige talere vi har brug for, men nogle der elsker tjenesten og som vil føre an i den og tale om tjenesten ved møderne.“ Og broder Booth elskede virkelig tjenesten for Jehova. Han havde virket nidkært som pioner siden 1928, og han ansporede både ved sit ord og sit eksempel andre til nidkærhed i tjenesten.

Den første menighed han besøgte lå i Easton i Pennsylvanien. Det var i marts 1936. Han skrev senere: „Jeg ankom gerne til en menighed om morgenen, så jeg kunne være med i tjenesten på arbejdsmarken; derefter havde jeg først på aftenen et møde med menighedens tjenere og derefter ét med hele menigheden. I regelen tilbragte jeg blot to dage sammen med en menighed og kun én dag sammen med en mindre gruppe, idet jeg undertiden besøgte seks sådanne grupper om ugen. Jeg var hele tiden på farten.“

To år senere, i 1938, blev han udnævnt til som regionstjener at tage sig af et zonestævne (nu kaldt kredsstævne) hver uge. Disse stævner var med til at styrke brødrene i en tid hvor forfølgelsen tog til i flere områder. Broder Booth fortæller om den tid og de opgaver han havde: „Samme uge [som jeg vidnede i en retssag hvor omkring 60 forkyndere i Indianapolis, Indiana, var anklaget for undergravende virksomhed] var jeg forsvarer i en anden sag, i Joliet, Illinois, juridisk rådgiver for en broder i endnu en sag i Madison, Indiana, og havde desuden ansvaret for et kredsstævne hver weekend.“

To år efter at man i 1946 igen var begyndt at holde zonestævner, var Carey Barber blandt dem der blev udnævnt til områdetjenere. Han havde allerede været medlem af betelfamilien i Brooklyn, New York, i 25 år. Hans første område dækkede hele den vestlige del af De Forenede Stater. I begyndelsen rejste han hen ved 1600 kilometer mellem stævnerne hver uge. Efterhånden som menighederne voksede i størrelse og antal blev afstandene mindre, og senere blev der ofte holdt flere kredsstævner inden for samme storbyområde. Efter 29 år som rejsende tilsynsmand blev broder Barber i 1977 indbudt til at vende tilbage til hovedkontoret som medlem af Det Styrende Råd.

I tider med krig og hård forfølgelse har de rejsende tilsynsmænd ofte sat deres frihed og endda livet på spil for at sørge for deres brødres åndelige velfærd. Under nazisternes besættelse af Belgien fortsatte André Wozniak med at besøge menighederne og var med til at forsyne dem med bøger og blade. Gestapo var ofte lige i hælene på ham, men det lykkedes dem aldrig at fange ham.

I slutningen af 1970’erne levede befolkningen i Rhodesia (nu Zimbabwe) i frygt, og i en periode med borgerkrig var rejseaktiviteten stærkt begrænset. Men Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd viste sig at være kærlige hyrder og tilsynsmænd der var „som et læ mod vinden“ for deres brødre. (Es. 32:2) Nogle vandrede i dagevis gennem busklandet, drog op og ned ad bjerge, krydsede farlige floder, sov under åben himmel — alt sammen for at nå ud til isolerede menigheder og forkyndere og opmuntre dem til at stå fast i troen. En af disse tilsynsmænd var Isaiah Makore, som undslap på et hængende hår da kuglerne fløj om ørerne på ham under en strid mellem regeringsstyrker og „frihedskæmpere“.

Andre rejsende tilsynsmænd har tjent organisationen i mange år på internationalt plan. Vagttårnsselskabets præsidenter har ofte rejst til andre lande for at tage sig af organisatoriske anliggender og for at tale ved stævner. Sådanne besøg har i høj grad medvirket til at øge Jehovas vidners erkendelse af deres internationale broderskab. Især broder Knorr rejste regelmæssigt rundt og besøgte hvert afdelingskontor og missionærhjem. Efterhånden som organisationen voksede blev hele verden inddelt i ti internationale zoner, og fra den 1. januar 1956 begyndte kvalificerede brødre under præsidentens ledelse at deltage i denne tjeneste, så den fortsat kunne udføres regelmæssigt. Disse zonebesøg, der nu aflægges under tilsyn af Det Styrende Råds tjenesteudvalg, bidrager fortsat til organisationens verdensomspændende enhed og fremgang.

[Illustrationer på side 224, 225]

Rejsende tilsynsmænd

Nogle få af de tusinder der har tjent

Canada, 1905-33

England, 1920-32

Finland, 1921-26, 1947-70

De Forenede Stater, 1907-15

Et mobilt logi i Namibia

På rejse mellem menigheder —

Grønland

Venezuela

Lesotho

Mexico

Peru

Sierra Leone

Samarbejde med lokale forkyndere i tjenesten i Japan

Praktisk vejledning til pionerer på Hawaii

Møde med lokale ældste i Tyskland

Undervisning af en menighed i Frankrig