-
SimeonIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
2. Den af Israels stammer der nedstammede fra Simeons seks sønner, Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Sja’ul. (1Mo 46:10; 2Mo 6:15) Under opholdet i ørkenen lå Simeon lejret syd for teltboligen ved siden af Ruben og Gad, og det var Ruben der anførte denne lejrafdeling. Under vandringen fulgtes samme orden, og høvdingen for simeonitterne var Sjelumiel, der stod i spidsen for både lejren og hæren. — 4Mo 1:4, 6; 2:10-15; 10:18-20.
Stammen reduceres. Ved den første mønstring, der fandt sted et år efter udgangen af Ægypten, talte Simeons stamme 59.300 våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter som kunne gøre krigstjeneste. (4Mo 1:1-3, 22, 23) Ved den anden mønstring, der blev foretaget ca. 39 år senere, viste det sig at stammen havde lidt store tab, idet der nu kun var 22.200 mænd i samme kategori. Det var en tilbagegang på over 62 procent, langt mere end for nogen af de andre stammer. — 4Mo 26:1, 2, 12-14.
Da Moses velsignede Israel før sin død, nævnte han ikke Simeon ved navn. Det vil dog ikke sige at stammen ikke blev velsignet, for Moses sluttede med at udtale en generel velsignelse over hele Israel. (5Mo 33:6-24, 29) Simeon nævnes som den første blandt de stammer der skulle stå på Garizims Bjerg i forbindelse med udtalelsen af velsignelserne. — 5Mo 27:11, 12.
Da stammerne fik tildelt deres områder i det forjættede land, blev der uden tvivl taget hensyn til at Simeons stamme var blevet stærkt reduceret. Stammen fik ikke et selvstændigt, sammenhængende område, men nogle byer der lå indesluttet i Judas område. Derved opfyldtes den profeti Jakob havde udtalt på sit dødsleje over 200 år tidligere. (4Mo 34:16-20; Jos 19:1-9; jf. 1Mo 49:5-7.) Simeon hjalp Juda med at fravriste kana’anæerne dette område. (Dom 1:1-3, 17) I Simeons arvelod blev der også udvalgt enklavebyer til Levis stamme. — Jos 21:4, 9, 10; 1Kr 6:64, 65.
Senere omtale i bibelhistorien. Simeonitterne nævnes fra tid til anden i Israels senere historie — på Davids tid (1Kr 4:24-31; 12:23, 25; 27:16), på Asas tid (2Kr 15:8, 9) og på Josias’ tid (2Kr 34:1-3, 6, 7). Af beretningen om Josias’ reformer fremgår det at selv om simeonitterne geografisk havde hjemme i Judas område, havde de politisk og religiøst knyttet sig til Nordriget. Det ser ud til at 500 simeonitter på Ezekias’ tid udryddede en rest af amalekitterne og bosatte sig i deres område. — 1Kr 4:41-43.
-
-
SimeonitterIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
SIMEONITTER
[fra (tilhørende) Simeon].
Efterkommerne af Jakobs anden søn, Simeon. Ved en mønstring efter omkring 40 års ørkenvandring talte Simeons stamme kun 22.200 våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter, og Simeons stamme var således den mindste af de 12 stammer. Simeonitterne var inddelt i fem hovedslægter — nemuelitterne, jaminitterne, jakinitterne, zeraitterne og sja’ulitterne. (4Mo 25:14; 26:1, 2, 12-14; Jos 21:4; 1Kr 27:16) Hvis der fandtes nogen efterkommere af den sjette søn, Ohad, under den anden mønstring, var de sikkert for få til at blive registreret som en særskilt slægt. — 1Mo 46:10; 2Mo 6:15.
-